Det ene særlige ved den ungarske forfatter Péter Nádas’ romanværk Parallelhistorier er hans evne til at skrive det enkelte menneskes lille historie sammen med samfundets store.
Romanen er grusom, poetisk, præcis og nøgtern. Det er ikke kronologien, der dominerer, men de parallelle spor af menneskelige skæbner på kryds og tværs af et historisk tidsrum fra Anden Verdenskrig til tiden lige efter Murens fald.
Udadtil lader den sig beskrive som 1722 sider fordelt på 3 bind. Indadtil er den vanskelig at sammenfatte. I romanen springes der tilsyneladende vilkårligt mellem Berlin i årene efter 1989, Budapest i begyndelsen af 1960’erne, Berlin i de første år efter nazisternes magtovertagelse og så livet i en tysk koncentrationslejr. Forbindelsen mellem personerne er svær at gennemskue, og historien bevæger sig i spring. Intet afrundes, historier føres ikke til ende, mord bliver ikke opklaret, men bruges som afsæt for stadig nye historier og forviklinger. Og alligevel er romanen en slags afrunding og et vidnesbyrd om afslutningen af en tidsalder, nemlig det borgerlige jegs tidsalder med dets tro, håb og kærlighed.
Parallelhistorier er kompleks som vores forbistrede europæiske kultur. Med romanen siger Nádas, at vi alle er ofre for historien. Det, der engang for det enkelte menneske udgjorde et fundament af den europæiske kultur, ligger i dag, herreløst og uden sammenhæng. Det ligger som sprogbrokker og værdier, der indimellem fortætter sig til mening. Nádas fortæller historien om det europæiske menneske, der er blevet gjort til neurotiker, krøbling, løgner, morder, hittebarn, et vanvittigt og ødelagt væsen. Derfor har Parallelhistorier del i Europas kultur og krise; den er et panorama over den.
