Fluefælden er en nørdbog, svær at beskrive, men sjov at læse, både for sit skæve emne og for sin eminente sprogkunst, hvor metaforerne slår gnister.
Bogen er dels en selvbiografi om Fredrik Sjöberg selv (f. 1958), svensk biolog og forfatter, dels en biografi om den farverige svenske naturforsker René Malaise (1892-1978), der i 1900-tallets første fjerdedel tog på strabadserende rejser til Burma og Kamtjatka for at forske i alt muligt, som vesterlændinge dengang havde for vane.
De to historier spejler hinanden. Som en nyklækket fluelarve følger Fredrik troligt Renés spor, helt frem til René Malaises ældre dage som kunstsamler og særling. Bl.a. skrev Malaise på sine gamle dage en bog om Atlantis’ eksistens og indkøbte kostbare malerier, der af skumle grunde blev solgt over grænserne i årene efter Anden Verdenskrig.
Mens globetrotteren Malaise tilbragte år i den store verden, har Sjöberg accepteret sin begrænsning. Han kan ikke lide at rejse, hvorfor ved han ikke. Tankerne herom savner fokus, »som om en eller anden højere magt havde tømt indholdet af sin hullemaskine i min bevidsthed.« Derfor har han slået sig ned på den 15 kvadratkilometer store Runmarö, beboet af lige under tre hundrede sjæle, hvor han gennem et langt liv har indsamlet svirrefluer. »Indtil nu er det lykkedes mig at indsamle 202 arter. En triumf, tro mig. Kun vanskeligheden ved at forklare er større.«
En stjålen Rembrandt
Trods forskellen kan han ikke nære sig for at efterligne sit forbillede. Bl.a. har Sjöberg anskaffet en fluefælde af Malaises design, en gigantisk, teltagtig dingenot, der lokker de eftertragtede smådyr indenfor Det helt store dilemma melder sig dog i form af muligheden for at købe Malaises stjålne Rembrandt-maleri, som måske, måske ikke er ægte … Så vildt ter en samler sig, når sporet er varmt og passionen raser! At indkøbe digteren Tegnérs personlige tørdas (med dobbeltsæde) mislykkes derimod, måske godt det samme, filosoferer Sjöberg, der ikke har savnet det lyriske lokum.
Men hvorfor samle fluer? Fordi fluesamleriet repræsenterer passion, samlermani og langsomhed. Sjöberg beskriver sit liv med fluefangst som Blicher sine ensomme ture med bøsse og hund, som meditative rejser i sind og natur. Fascinationen er dog svær at udlægge for andre, når nu byttet – fluerne – er småt og ikke-spiseligt, men Sjöberg fortæller om det, så fluerne svirrer for det indre øre og roen kilder læserens hud:
»At genkende den intense og helt særlige lyd af en narcisflue under en sommerlur er tilfredsstillende af den simple grund at viden gør en glad. Jeg kan det her.«
Fluefilosofi
Fluerne rummer også kernen af en livsfilosofi. Visse fluer er importeret med visse blomster. Nu er de her, og har samme indfødsret som alle andre arter: »Dette er min politiske grundholdning.«
Desuden er svirrefluer for Sjöberg, der også er litteraturanmelder på Svenska Dagbladet, et fænomen med mange facetter. Svirrefluerne optræder ofte forklædt som hvepse (stribet i gult og sort), og alt muligt andet ubehageligt, fordi det narrer fugle og andre fjender: »Vi er ikke mange, der kan se forskel, men vi bliver meget gamle.«
Fluerne er for litteraten Sjöberg gloser i naturens langstrakte fortælling, som det kræver en vis viden at tyde. Som sprogets nuancer i litteraturen, hvor den utrænede læser let falder for det sødladne og ligetil, men kan opnå mere nuancerede oplevelser ved at skærpe sin forståelse. »Alt er et spørgsmål om sprogkundskaber,« filosoferer Sjöberg, der da også gerne giver andre folk forklaringer, der giver hans fluenørderi mening.
Eksempelvis belyser fluerne faktisk ændringerne i miljøet ved – over en årrække – helt at forsvinde fra områder, hvor de før holdt til. Ikke at omsorg for miljøet i sig selv er grunden til nørderiet, men det giver samlermanien et skær af agtværdighed, også for miljøentusiaster. Egentlig mener disse økologer, at det er forkert at dræbe fluer og sætte dem på nåle. På den anden side får deres triste øjne altid fornyet glans af en frisk undergangshypotese, og den skal de da ikke snydes for.
Man morer sig med denne bog, som fortjener at blive læst langsomt. Den blev tildelt den svenske August-pris, da den udkom i 2004, og ganske som Daniel Kehlmanns Opmålingen af verden (2006) om naturforskeren Humboldt blev den en overraskende salgssucces. Måske fordi den på samme måde er en indføring i kunsten at forstå vores begrænsning i naturen, i tid og rum, og i at elske sine ensomme passioner. Simpelthen fordi viden gør glad.
Charlotte Jørgensen har oversat med humor og elegance. Blot distraherer det mig, at hun omtaler et træ med det nordiske navn ’løn’, snarere end med det mere kurante danske navn ’ahorn’. Småting, dog.
Fredrik Sjöberg optræder på Louisiana Literature
