Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Fru Heibergs heftige længsel

Skuespilleren Linnea Voss sitrer af længsel i sin smukke udendørsforestilling på Søkvæsthuset, hvor skuespillerdivaen genopstår som en moderne sansekvinde fanget mellem fornuft og passion
Man skulle tro, at Johanne Luise Heiberg var genopstået, både i krop og i temperament. Men bag kindkrøllen gemmer sig altså Linnea Voss’ eksplosive kvindesjæl i ’Guldfuglen’.

Man skulle tro, at Johanne Luise Heiberg var genopstået, både i krop og i temperament. Men bag kindkrøllen gemmer sig altså Linnea Voss’ eksplosive kvindesjæl i ’Guldfuglen’.

Kultur
17. august 2013

Hun står oppe på Søkvæsthusets havetrappe og ligner fuldkommen Johanne Luise Heiberg. Altså 1800-tallets største skuespillerinde, som malerne nød at portrættere. Hendes mørke hår ender i den berømte kindkrølle, og hendes sjal er parat til at glide ned over skuldrene, hvis hun skulle blive ’heftig’.

Skuespilleren Linnea Voss har simpelthen formået at krybe ind i Johanne Luise Heibergs skikkelse og i hendes tanker, så man som tilskuer bare må stirre på hende med vantro fascination. Hendes fingre leger med luften, hendes arme duver i vinden – og hendes perfekte guldalderbarm hæver og sænker sig, så romantikkens diva genopstår lyslevende.

Stivstikkeren Ludvig

Linnea Voss har selv skrevet den intense tekst, baseret på fru Heibergs erindringer og breve. Hun kender denne tiljublede og frygtede kvinde. Hun forstår Johanne Luises kærlighedstrang – og hendes umulige splittelse mellem Johan Ludvig Heibergs 20 år ældre stivstikker af en stjernekigger og hendes erotiske betagelse af skuespillerkollegaen Mikael Wiehe, hun aldrig kunne få. Hun er fuldstændig inde i teaterhistoriens skandaler; også så rigeligt meget at begyndere godt kunne bruge en hjælpende hånd til at forstå instruktøren Frederik Høedts rystende realismeteater – og Shakespeares grænseoverskridende blodtrang. En dramaturg kunne også have tilbudt en lille broderesaks. Men nuvel.

Dæmonerne damper

Guldfuglen er skabt med hjertebanken – som en lille, men overdådig juvel i sæsonens repertoire. Den havde premiere sidste år på Hofteatret, men er nu på en turné, som sande romantikfreaks ikke skal gå glip af.

»Jeg er eksalteret. Og jeg hader, at jeg er det,« siger hun irettesættende til sig selv, mens hendes dæmoner får hende til at dampe. Og Linnea Voss kan sin diktion, så man kan høre hvert et ’v’ i ’liv’ og ’bliv’. Instruktøren Lane Lind har formået at dulme hendes temperament og hendes kraft, så den netop vokser gradvist gennem forestillingen. Man føler sig i hvert fald helt forladt, når hun til sidst griber fat i sin fletkurv og atter vandrer gennem de lilla stauder og de elfenbensblege judaspenge op mod den gule mur i sommermørket – og mod manden, der ikke elsker hende.

»Jeg blev din guldfugl. Du klippede mine vinger og satte mig i bur,« siger hun. Uden patos. Bare som et faktum – og med de sortsmukke divaøjne rettet mod ’uendeligt’, et sted i den uopsøgelige, erotiske horisont.

Imens falder tusmørket over Søkvæsthuset, så vinduerne bliver nattesorte. Men længslen må kunne ses i hendes fodspor i græsset.

 

Guldfuglen. Tekst baseret på Johanne Luise Heibergs erindringer og breve: Linnea Voss. Iscenesættelse: Lane Lind. Scenografi: Linnea Voss. Spilles i Søkvæsthusets Have, sidste gang i aften lørdag kl. 20. Derefter turné

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her