Læsetid: 4 min.

Gal perle af en bog

Genudgivelsen af Helga Johansens ’Hinsides’ fra 1900 er som sendt fra det hinsides himmelrum. En klassiker på kanten, der er blevet overset af litteraturhistorien
30. august 2013

Denne bog er hinsides det gennemsnitlige, det almindelige, det normale.

Det er det nystiftede forlag Gladiator – med det erklærede formål at udgive ’klassikere på kanten’ – der har fundet på at genudgive denne gale perle af en bog fra år 1900. En bog som i øvrigt også har været hinsides litteraturhistorien i alt for mange år, glemt, overset, hinsides i den forstand.

Man kender til alle det moderne gennembruds mandlige forfattere, men selv kendte jeg intet til Helga Johansen, men det gør jeg så sandelig nu.

Helga Johansen (1852-1912) var uddannet lærerinde, hun døjede i perioder med psykiske lidelser og var i 1880´erne indlagt ad et par omgange, inden hun omkring århundredeskiftet udgav tre bøger.

En af dem er Hinsides, der oprindelig blev udgivet pseudonymt under navnet Hannah Joël, og Hannah er også navnet på hovedpersonen og fortælleren i bogen.

Hun er psykisk syg, eller hun indlægges i hvert fald på Sct. Hans, ikke bålet, men det psykiatriske hospital ved Roskilde. Det er så at sige sagen med så mange ord.

»Putte! Putte!«

Romanen bærer undertitlen En psykologisk Redegjørelse og angår forholdet mellem det syge og sunde, det gale og det normale. Hvor går grænsen? Det er ikke helt til at sige. Der er i hvert fald noget perverst over lægen, der på et tidspunkt tiltaler Hannah med følgende ord: »Putte! Putte!(...) kom herind i min Kategori.«

Ubehagelig forretning! Helga Johansen har et bidende blik for, at det er disse kategorier, der ikke så meget indfanger som frembringer syge mennesker. Romanen er fra 1900, men kunne på grund af sådan nogle indsigter lige så godt være et slags antipsykiatrisk manifest fra de skizoide tressere, eller for så vidt en bog fra i går eller i dag. Den føles helt og aldeles up to date.

Hannah er hovedpersonen, og hun er indlagt. På hospitalet kalder man hende for opiummisbruger, sindssyg, man propper hende med kloral for at neddysse hende. Det refererer hun til som sine kloralnætter. Hold kæft en herlighed af et ord. Og sådan skriver Helga Johansen hele vejen igennem. Selv om bogen er skrevet fra den syges perspektiv, fra en kogende krop, hvor hallucinationerne står i kø, er hendes sprogbrug præcis som is – og fyldt med klarhed, musik og en trodsig komik.

Klager og kæmper

Man kan læse romanen alene for dens sprog, men man kan også læse den for dens portræt af en kvinde, der måske nok er psykisk syg, men som ikke vil finde sig i alt. Uden at det skal lyde som Gøgereden er Hannah en rebel, en oprører, der ikke vil stemples for evigt som syg. Hun klager, men hun kæmper, hun klager, mens hun kæmper. Hun stritter imod. Som hun selv siger er hun »på Post imod Uret.« Og senere: »Der er dog en Grænse for de Overgreb, jeg vil finde mig i.«  Og senere endnu: »De trænger til Fred, jeg trænger til Kamp.«
På den måde får romanen også karakter af et politisk opgør. Et opgør med det psykiatriske systems normer, med evindelige overgreb og med hastige, men irreversible patologiseringer. Hannah er hinsides. Hun er også helt klart paranoid, men alligevel (eller derfor?) ved hun præcis, hvad der foregår. Og hendes sag er meget veldefineret: »Ikke Sejr, ikke Nederlag heller, skal være de Andres Forhold til mig eller mit til de Andre – det er Krigen imellem os, der skal udslettes af Verden, og det er min sag at gjøre det.«

Dryp, dryp, dryp

Et sidste forhold, der er værd at bemærke, er romanens sanselighed og bevægelighed. For eksempel beskriver Hannah, hvordan hun ikke kan undgå at lægge mærke til »(…) at Træet her tager Vejret, at Klædet det kvalmer, at Ruden kan smages.«

Sådan formidles den syges sansninger!

Og disse sansninger forbliver en samling spredte sansninger, hverken Hannah som menneske eller Hinsides som roman stivner i en afrundet fortælling. Man præsenteres for det, som i romanen og som sagt hedder ’Hospitalslivets Dryp, Dryp, Dryp’. Det er sådan sansninger og scenerne står: Som dryp, dryp, dryp. Hjernen drypper, det samme gør altså skriften og bogen.

Forfatteren Hans Otto Jørgensen taler i sit efterord (som oven i købet er noget af det bedste såkaldte sekundærlitteratur, jeg længe har læst) om, at Helga Johansen i modsætning til andre af det moderne gennembruds forfattere netop udtrykte og praktiserede en »tro på bevægelighed«.

Han taler i den forbindelse også om en flueøjet modernitet, der ser »Tingene fra Hundrede Synspunkter i én dag.«

Det er det, der er Helga Johansens bedrift. Man kunne også sige: Det er det, der gør hende moderne, samtidig.

Og at hun er blevet overset af litteraturhistorien og udeladt af den litterære kanon? Ak! Man kunne have læst hende allerede anno 1900, man kunne have læst hende op igennem det tyvende århundrede, man kunne have læst hende i dag. Man kan læse hende i dag! Man bør.

»Inden i mig er Himmelrummet, og det er mig, der skal holde Kloderne sammen.« Siger Hannah et sted. Det er det himmelrum, der også siver gennem læseren. Helt hinsides.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu