Læsetid: 3 min.

Fra det geniale til det genitale

I den digre biografi ’I’m Your Man’ afmystificerer Sylvie Simmons vor mand Leonard Cohen. Og kvinderne omkring ham tager plads i midten
Leonard Cohen beskrives i bogen som en selvvalgt outsider. En jødisk overklassedreng, der blev til en gentleman i lydefrit jakkesæt, som passerede igennem tidsånden med stoisk ro.

Joel Saget

17. august 2013

Hvordan bærer man sig ad med at biografere en womanizer som Leonard Cohen uden selv at blive trukket ned mellem lagnerne? Musikjournalist og rockhistoriker Sylvie Simmons, der tidligere har skildret den lige så komplekse skørtejæger Serge Gainsbourg, har kaldt sin nye bog om den canadisk-jødiske digter og sangskriver I’m Your Man. Og det er da også det velkendte depraverede, sensuelle stenansigt i flamboyant 1970’er-suit, vi møder på omslaget. Men modsat dem, som mystificerer mysteriet Cohen ved at dvæle ved motivatoriske urkræfter som sex, gud og depression, har Simmons ganske prosaisk udfoldet et portræt af manden som en overlever. En kriger med skulderpuder, der som en prop altid flyder op til vandoverfladen.

Ude af trit med tiden

Imod et bredt, spraglet persongalleri af 1960’er-ikoner – Janis Joplin, Nico, Lou Reed, Patti Smith, David Crosby, Phil Spector – beskrives Cohen som en selvvalgt outsider, der mere lignede en collegeprofessor end en rockstjerne. En jødisk overklassedreng, der blev til en gentleman i lydefrit jakkesæt, som passerede igennem tidsånden med stoisk ro. Ude af trit med tiden, men alligevel i stand til at anvende den til sin fordel:

»Jeg havde visse ting til fælles med beatnikkerne og endnu flere med hippierne. Det næste kommer måske endnu tættere på der, hvor jeg er,« udtalte han storsnudet i 1968.

En besynderligt asynkron og bipolar late bloomer med messiaskompleks, som måske altid har været en gammel mand indeni. Og da han i 1966 forsøgte sig med en musikkarriere, gik han kikset nok efter Nashville – dengang intolerancens mest uhippe holdeplads – i ren og skær uvidenhed om Dylan og den amerikanske folkemusikrenæssance.

For den, der primært kender Cohen som musiker, giver bogen en fintfølende indføring i hans digteriske motivverden og dens »overdrevne brug af seksuelle og voldelige billeder«, som en samtidig anmelder skrev. Romanen Dejlige tabere fra 1966 sættes som en eskalation af den cohenske spænding mellem kaos og orden, der tipper over i hans sangskrivning.

Fint skildres den mærkværdige forhandling mellem årtusinders jødisk tradition og 1960’ernes radikale opbrud, der foregår i Leonard Cohens person – og som manden selv nyder at kokettere med. For eksempel, da han efter ankomsten til London i 1959 skriver til sin søster:

»Det er første gang, jeg virkelig har nydt at danse. Nogle gange glemmer jeg ligefrem, at jeg tilhører en laverestående race. Twist er det bedste ritual siden omskæring – og der kan man vælge mellem det geniale ved de to kulturer. Selv foretrækker jeg twist.«

Muserne

For afstanden fra det geniale til det genitale er hos Cohen altid kort. Han er, med landsmanden Joni Mitchells ord, »på mange måder en sovekammerdigter«. Men en af bogens fortjenester er, at forfatteren giver stemme til nogle af de tavse muser, som befolker rockhistorien. For selv om Cohens samarbejde med folkemusikerne Joni Mitchell og Judy Collins på sin vis ombyttede rollerne, belyser Simmons helt centralt, hvordan relationen mellem kunstner og muse er ensidig. Kvinden Suzanne i sangen af samme navn er indbegrebet af en passiv pussy on a pedestal: Hvis musen har magt, er det en magt, som er ubrugelig og knaphedsøkonomisk. Simmons går i en stor bue uden om levemandsklicheerne, men skildrer diskret Cohens følelsesliv som et sart, lukket økosystem, der ikke tåler indtrængen af fremmede arter. En mand, som i kærlighedsspørgsmål i sidste ende foretrækker ensomheden, sulten og længslen frem for den gennemgribende forandring, der tvinger ham til at aflægge den evindelige skræddersyede habit.

Tørst efter sandheden

For Cohen er grundlæggende en konservator. I modsætning til andre af 1960’ernes grænsesøgere kastede Cohen sig ikke i afgrunden for at miste sig selv, men for at kunne vende tilbage til samfundet som en shaman og fortælle om sine oplevelser på den anden side. Drevet af en tørst efter Sandheden – religionen, den nøgne kvindekrop, at dræbe eller blive dræbt – der øjensynligt først i 1984 blev forløst med sangen »Hallelujah« (»det tætteste, popmusikken kommer på en hellig tekst«).

På papiret udfolder Simmons en sober og velfortalt fremstilling af sit emne uden at fortabe sig i den mytiske malstrøm omkring det. Det vil sige, bogens omfang og noget trættende detaljeringsgrad sladrer om noget andet. Men omvendt er det helt i overensstemmelse med Cohen selv, hvis force aldrig har været det korte og koncise. Og Simmons portrætterer manden med samme armslængdeprincip, hvormed folkesangeren Judy Collins beskrev sit mentorforhold til ham:

»Han var charmerende og meget spændende, meget dyb, men jeg følte aldrig sådan for ham. Jeg var vild med hans sange, og det var rigeligt. Det var problematisk nok i sig selv.«

Sylvie Simmons: I’m Your Man. En biografi om Leonard Cohen. Gyldendal, 560 sider, 350 kr. Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Wow! "Womanizer", "skørtejæger", "depraverede, sensuelle stenansigt", "storsnudet", en "besynderligt asynkron og bipolar late bloomer med messiaskompleks, som måske altid har været en gammel mand indeni" og "afstanden fra det geniale til det genitale er hos Cohen altid kort". Wow. (Skønt, suk, det sidste kan jo altid bruges som rubrik i et forsøg på at 'lokke' så mange som muligt til at 'klikke'.)

Her er en, efter min mening, langt mere interessant og nuanceret omtale af bogen:
http://www.jonimitchell.com/library/view.cfm?id=2533

Og så var der denne sublime, gåsehuds-fremkaldende udførelse af hans 'Hallelujah', sunget af endnu en landsmand under åbningsceremonien til de Olympiske Vinterlege i 2010:

http://m.youtube.com/watch?v=gHYdC6eTGdc&feature=relatedq

Ulf Timmermann

Jeg havde en meget dårlig vane et par år: Jeg bestilte hjem, i mit tilfælde til Kina, alt hvad der var udkommet og fortsat udkom af "dokumentarfilm" om Cohen og Dylan - blev dybt, dybt skuffet over dem alle for de viste sig altid hovedsageligt at bestå af interviews med "specialister", altså musikanmeldere, alle dybt kedsommelige, men jeg bestilte altså videre - waiting for the miracle to come, til jeg endelig var kureret, men tilsyneladende ikke tilstrækkeligt til at jeg undlod at læse denne anmeldelse. Der er sangene at komme efter - og intet andet. Jo, Dylan's "Krøniker" bind 1 er absolut læseværdig.

Så denne bog fylde et helt vindue i en boghandel i Odense i lørdags (da jeg var på vej til koncert med Cohen). Min første tanke var: Endnu en biografi om Cohen...og garanteret mage til alle de andre biografier. Udklip fra gamle interviews. Udtalelser fra folk, som engang har arbejdet sammen med én, som har solgt en guitar til Cohen osv osv osv. Lidt tolkninger af et par af hans værker...og så har man en biografi. Er glad for, at jeg har hans bøger og musik stående på hylden...og ikke én eneste biografi.

PS.: Ja, det var endnu en fantastisk koncert med ham og hans fantastiske band. :D