Læsetid: 4 min.

Himlen over Østafrika

Den unge, svenske forfatter Johannes Anyuru har skrevet en roman om sin afrikanske far, en ugandisk pilot, et menneske på flugt. ’En storm kom fra paradiset’ når bogstavelig talt stormfulde højder
Johannes Anyuru er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Tine Sletting

14. august 2013

Man kan som forfatter skrive nogle bøger, modtage penge fra staten, have sit på det tørre og tænke: Jeg har mit på det tørre. Disse forfattere findes. Og så findes der dem, hvis indsats er større end som så. Det betyder ikke nødvendigvis, at de sidste er bedre end de første, men det er de nu ofte. Svenske Johannes Anyuru er.

I hvert fald bedømt på En storm kom fra paradiset – en selvbiografisk bog om Anyurus afrikanske far, P., en ugandisk jagerpilot, som fanges ind af historiens uendeligt lange og mange blækspruttearme.

Anyuru har skrevet en vertikal roman. Himmel og helvede, højt at flyve og dybt at falde og alt det dér. Det er en roman med ekstreme grader af sug i; en roman, der når stormfulde højder.

At flyve eller ikke at flyve

P. er pilot, og han vil bare gerne flyve, men han kan ikke komme til at flyve. Han er en fugl med stækkede vinger, han sidder i et forhørslokale i Dar-es-Salaam. Det er omkring 1970, Idi Amin har taget magten i Uganda, og P. vil hverken kæmpe med eller mod Amin, han vil ikke blandes ind i hverken krig eller politik, men det er umuligt, det bliver han, blandet ind.

Så i stedet for at være et menneske, der flyver, bliver P. et menneske, der flygter. Han er vokset op i Uganda, uddannet i Grækenland, har forladt flyvevåbnet, men er taget tilbage til Afrika. Hvor han tages til fange, kommer i forhør og sendes i flygtningelejr i Tanzania. Så han flygter. Til Kenya, hvor han lever som hjemløs, inden han tager med en svensk kvinde til Sverige, bliver gift, far, skilt og syg, det er omkring 1990.

Kompositionen er ret klassisk med krydsklip mellem de centrale begivenheder i farens liv, inden den forventelige figur pludseligt popper op: Fortællingens jeg-person, den skrivende søn. Åh gud, tænkte jeg, og læste videre og tænkte så åh igen, men det var nu en anden slags åh gud, det var: Hold kæft, det er bra.

En far på flugt

Man kan skrive om far, og man kan skrive om mor, og Anyuru gør det første.

Kombinationen af far og flugt kender man også fra Göran Rosenbergs Et kort ophold på vejen fra Auschwitz fra sidste år. Grundstrukturen er ens: En far, som er flygtet og har fået sin frihed, men alligevel altid er på vej væk fra dér, hvor han er. Og en søn, der vokser op i Sverige, og som går i gang med at grave og skrive, men Anyuru skriver bedre end Rosenberg. Så simpelt er dét.Her et eksempel fra P.’s barndom, hvor han bor med sin bror og får bank af sin bror: »Han krøb ind under bordet, manden (broren, red.) væltede det, så tallerken, bestik og kop skramlede mod gulvet, manden sparkede ud efter ham, og da han blev ramt i maven af mandens store, mudrede sko, blev alt næsten stille, endnu et blankt, tomt øjeblik, og så kom et lynende lys, og rummet væltede ned over ham.«

Man kan (ifølge en tredje svensk forfatter, Lars Norén, som ligesom Anyuru er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris) skrive ud fra et derfor og ud fra et hvorfor. I En storm kom fra paradiset gør Anyuru begge dele. Han skriver med lige dele nødvendighed og tvivl, derfor og hvorfor. Mest hvorfor. I romanen er det det første ord og det, der driver fortællingen frem-frem-fremad. Hvorfor vender du tilbage til Afrika, spørger forhørslederen P. Det spørger han også sig selv om. Og hvorfor tager han senere til Sverige? Hvorfor dit og hvorfor dat omsat til romankunst.

Til tider er der lidt for meget historisk lærdom, der langes over disken: Hva’ sku’ det være? Lidt viden om situationen i Østafrika? Vær så artig: »Lad mig forklare dig en ting. Her i Tanzania er vi socialister. Ligesom i Zambia. Vi bekæmper socialisterne,« siger en person til P. Indirekte tales der selvfølgelig også til læserne her, man får lige kridtet banen op, venner og fjender forklaret.

Er himlen i ham?

Men man bærer over med det. Fordi romanens univers er så anspændt og højspændt, som det nu engang er. Det er også en klog bog. Der er referencer til Frantz Fanon og Formand Mao – og til den tyske tænker Walter Benjamin, som har skrevet om historiens engel, en engel der bevæger sig baglæns ind i fremtiden, mens han eller hun stirrer tilbage på fortiden, hvis ruiner bare bliver ved med at hobe sig op.

For P. – og for Anyuru – gælder det imidlertid om at vende sig væk fra fortiden. Og at flyve er som »at begynde forfra, lægge fortiden bag sig, undslippe. Som om historien ikke fandtes«. Og dét er sådan set hele humlen: At lægge netop historien bag sig og glemme alt om ophav og oprindelse (selv om det naturligvis er umuligt). At flyve.

»Himlen fandtes i ham nu, i hans hjerte, den blev pumpet rundt som ilt i kroppen«, står der i starten, hvor P. er oppe og flyve (hvilket minder mig om en passage i Hans Otto Jørgensens seneste bog, hvor en udtværet bokser omtales som: »Halv mand, halvt træ. Himlen er i ham«). Men det er en stakket frist. Senere flyver P. ikke mere, snart kan han ikke længere huske, hvordan det overhovedet er at flyve. Og til sidst i denne vildt vigtige og voldsomme roman er han måske nok i himlen, men himlen er ikke længere i ham.

Johannes Anyuru: ’En storm kom fra paradiset’, 240 sider, Gyldendal, 225 kr. Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu