Einar Már Gumundsson har været romantavs siden Sindets tremmer i 2008, bogen om hans alkoholisme og vej ud af den. I mellemtiden er kommet et bind litterære essays og to bøger om den islandske finanskrise, et opgør med finansjonglørers fantasteri, ansvarsløshed og magiske realisme, den sidste i en anden form end den, forfatterskabet er kendt for.
Er det den ansvarlige kunstners ombud, der har drevet de seneste bøger? Skulle der fejes for nogle døre, samfundets og hans egen, før han igen kunne overgive sig til den rene digtekunst?
Det indtryk kan man godt få. Man kan også få det indtryk, at de ansvarlige bøger – hvis jeg må kalde dem sådan – er kommet til at forme den nye roman. Højstemt, kritisk, men også nostalgisk.
Romanen er den forgrenede slægtshistorie om de navnkundige knudsener fra det lille fiskerleje Tangavik. Det er drukkenbolte, hidsigpropper, eventyrere, elskere, men de er først og fremmest uforknytte og uovervindelige af nogenlunde de samme årsager, dvs. i kraft af et ufatteligt livsmod og en moral, der ikke går i små sko. Disse knudsenkonger – apropos titlen – kan føres tilbage til i hvert fald 1700-tallet, hvor historien da også lige er nede at vende omkring det danske hof. Men knudsenernes storhedstid ligger længere fremme, nemlig i tiden efter Islands løsrivelse fra Danmark og i den unge republiks formative år, da den for alvor havde brug for knudsenernes prominens, men især for deres originalitet, fremsynethed og råstyrke.
Romanen er altså del af en munter og løssluppen national mytologi. I den spiller ’tåberne’ en særlig fremtrædende og positiv rolle. Tåberne har humor, modsat f.eks. de uniformerede soldater og ideologiske stivstikkere, der på forskellige tidspunkter af historien har hjemsøgt Tangavik og marcheret ad hovedgaden. De rummer også en art solidaritet, der skider højt og flot på klasseforskelle, for tåberne er det dybere og mere menneskelige sager, det kommer an på. Som i øvrigt godt kunne handle om noget helt tredje, nemlig sammenfaldet mellem rusens bersærkergang, digtningens drømmerier, pludselige indfald af religiøs længsel og trangen til at rejse ud over havet.
Kort sagt ønsket om at se og mærke verden vokse.
Fra den fortælling om tåber og tåbers visdom titter en sutfilosofi indimellem frem, som kan virke både sentimental og selvsmagende. Og forenklende, lidt for kvik. Det sidste gælder, hvor tåbernes saga – heltesporet – når til finanskrisens lodrette fald og den senestfødte Knudsen, der – ak, du formastelige! – tilhører spekulanternes regime. Sådan skal de græsselige »sinker«, som de kaldes i romanen, efterfølge de kongelige tåber, og sådan blev den unge republik tvunget i knæ og verden alligevel mindre.
Ligesom i de gamle sagaer slipper de islandske kæmper således fri af kolonitiden, men i den her version kun for at komme til en ny. Først var kolonimagten ydre, så kom koloniseringen indefra, fra dem selv.
Temmelig meget sjovere er selve historierne og deres mange gange sammenflettede tråde.
Det kan til en begyndelse være svært at orientere sig, navnene falder så tæt som i en rigtig slægtssaga, personernes forbindelser og gerninger er mange, heldigvis bærer de gerningerne som en slags identitetsmærke: Arnfinn, der nær havde sprængt skolen i luften og som den eneste i Island har forstået relativitetsteorien, Josef Overbetjent, der holder af at råbe efter kvinderne fra sin altan og true dem med flere slags knipler osv. osv.
Siden møder den ene historie den anden, tager op, hvor den første slap, eller væver videre, hvor den anden ikke er nået til endnu. Sådan kommer vi på ny fra korte ophold i 1700-tallet til det sprængfarlige, men også potente tyvende århundred, hvor lille Tangavik bliver det berømte spejl for den store verden. Her huserer de islandske virrehoveder foruden fremskridtet inden for alle områder og denne last, som også er den største dyd: Begæret efter mere af det hele.
Strømførende folkeminder
Det er en overdrivelsens kunst, anekdote og saga i skarp fiskelim og med hårdtoptrukket pointe. Og så er det foruden en national mytologi også den knever, der giver et fællesskab indhold og et punkt at snurre om. På den måde ligner Einar Már Gumundsson foruden de oplagte (fra Haldór Laxness til Einar Kárason) også danske hjemstavnsforfattere fra Johannes V. Jensen og hans Himmerlandshistorier til Dan Turèlls Vangede billeder. Jeg havde lyst til at kalde det indsamling og kunstnerisk bearbejdning af endnu strømførende folkeminder, men blev bange for, at det lød nedladende, og som om det ikke var godt nok. Men det er det selvfølgelig, for det holder kulturer sammen, så langt som det er muligt for kulturer, der har tiden bag sig. Som hos Johannes V. Jensen og Dan Turèll, og som også kritikken og en svag forbitrelse og mere og mere udtalt nostalgi hos Gumundsson antyder.
Einar Mar Gudmundson optræder på Louisiana Literature
