Læsetid: 6 min.

Kongens tale

Dette er en anmeldelse af Danmarks vigtigste, årlige bogtræf – Gyldendals efterårsreception. Skrevet af Informations teateranmelder, der troede, at det hele blot var teater
Gyldendals direktør Johannes Riis ved forlagets årlige forfatterreception, også kendt som den store efterårsreception.

Jacob Dall

30. august 2013

»Hva’ så?« siger kokkene, mens de stepper kåde rundt i borggården inden forestillingen. De er ansat til at skabe stemning, så de leger med Kongens champagne. Den kækkeste af dem griber en flaske og placerer den potent i skridtet, inden han lader proppen flyve gennem den litterære inderstegård. Sådan skal litteraturen have det!

Det tegner med andre ord ganske veloplagt, dette bogteater, som ellers i folkemunde bare hedder noget så diskret som ’Gyldendals efterårsreception’.

Inden for bogteatergenren tegner det ellers til at blive et af sæsonens symboltungeste. På hvilket forlagsteater ville man ellers indlede sæsonen med et kongedrama? Og vel at mærke med et kongedrama, som griber tilbage til Drachmann og Oehlenschläger i sin royale selvforståelse?

Scenografisk er dette kongedrama endda iscenesat med visuel underdrivelse – det eneste grafiske udtryk er sæsonens Gyldendal-forfattere, hvis navne står i dansende rækker på sæsonens pamflet, fornavn ved fornavn.

Omtrent sådan ser Kongen måske sine forfattere danse hofdansen for sig her i gården efter sidste akt? Hvad ved jeg, der for første gang har modtaget en tavs invitation til dette eksklusive drama, der blot opføres en eneste gang hvert år? Men suspense, det er der.

Ikke for folket

Fanfare er her til gengæld ikke. Næ, dette slot hylder kun bogstavernes tavse musik på papiret. Ikke noget med Spotify her.

Til gengæld har scenografen ødslet med virkemidlerne og placeret et 1700-tals slot inde i en gård, der minder om en borg fra 1400-tallet. Her er indre karnapper og skydeskår, lidt ligesom på Spøttrup på Salling – altså ikke så langt fra Mors, hvor man siger, at Kongen er født. Man kan i hvert fald ikke vide sig sikker for angreb fra bogbeherskerne her på borgen, selv om man har kæmpet sig vej ind gennem porten fra Klareboderne.

Men det er ikke teater for folket, det her. Det er kun teater for den inviterede intelligentsia. Og forfatterne myldrer pludselig ind, Som førstegangstilskuer bliver jeg helt svimmel ved tanken om den gennemsnitlige IQ. De er her jo alle sammen! Og stirrer så op mod den midterste døråbning.

Kalder dem til live

Kongen stiller sig ved mikrofonen. Skuer ud over sit forfatterhof, der griber fat om brostenene med stiletterne og tier, som gjaldt det liv og død og bestsellersejre. Nu kommer det: Kongens udlægning af bogverdenen … Men nej. Igen benytter han sig af en overraskelsesdramaturgi, som er ved at få hans medspillere til at gå i chok. Ikke et ord om bogmoms. Ikke noget om forfatterstøtte og forlagskrise og indkøbskæder. Ikke engang et ord om e-bogen. Nej. Kongen taler om kunsten. Om den ene store forfatter efter den anden. Levende og døde mellem hinanden. Forfattere, der har gået på netop disse brosten med nervøse manuskripter i hænderne. Han griber til litteraturens tricks og taler om folk, der er døde, men som hurtigt opstår lyslevende i gården rundt omkring ham. Fordi han kalder dem til live.

Først nu begynder det egentlige drama. Forestillingen i forestillingen: Kongens tale.

Dronning Hanne-Vibeke ser godt nok lidt hvast på Kongen, da han har meget travlt med at nævne den fremmelige adelsfrøken Sissel-Jo Gazan og den stigende indflydelsesrige borgfrue Ida Jessen. Men så smiler Dronningen, for i Kongens levende beretning bliver hun nævnt i det allerfineste afsnit med Vendsyssel og det hele. Herefter løfter talen sig til mytiske højder. I Kongens fantasi kommer Henrik Ibsen ind ad porten, og alle ved hoffet kigger pligtskyldigt i samme retning – bange for ikke at kunne følge Kongens fantasi.

Rivalerne står på tæerne for ikke at gå glip af et komma. Erling Jepsen har godt nok hældt øl ned over sin ternede skjorte, men han smiler alligevel. Han er ny i stald hos Kongen og har fået helt nye jorde at boltre sig på med sine sønderjyske erindringer og narreglade øjne, så han er godt tilfreds. Og den selvbegravede Nielsen lusker rundt og gør sig usynlig.

Sølvræv i fadøl

I Kongens tale gemmer Karen Blixen sig i sin sølvræv bag ved fadølsanlægget. Men i denne teaterversion er det godt nok Søren Ulrik Thomsen, der søger ly mod pressen op ad ølbordet, mens Politikens Bjørn Bredal presser ham længere og længere op mod gårdens løvefontæne.

Sådan behandler man åbenbart digtere, der kun udgiver digtsamlinger hvert syvende år.

Under en Blixen-beslægtet blåræv står til gengæld digteren Dy Plambeck og skuer mod Kongen, så han får kræfter til sin afslutningsreplik. Kongen giver nemlig Klaus Rifbjerg ordet ’cellostemme’ i hædersgave – og så hylder han forfatterne: »Vi er selv litteraturhistorie,« siger han. Der klappes længe. Og lettet. Men også forvirret. For skulle dette borgspil ikke være politisk teater? Hvorfor valgte Kongen slet ikke at nævne rigets tilstand og e-fjendens fremmarch? Hvoraf denne cirklen om kunsten?

Men så er det, at hoffet begynder at forstå, at forestillingens anden akt foregår ude i virkeligheden. Tolkningerne når endda ind i sidegården, hvor digteren Henrik Nordbrandt ser helt fornøjet ud. For han har fået tildelt ordet ’målbevidst’ af Kongen. Og dramatikeren Astrid Saalbach ser ud at have lyst til at give dramaturgiske noter på stedet. Ikke mindst på anden akt.

Korrektur i hullet

Korrekturlæserne står rundt omkring, men de får dog ikke lov til at tro, at de er noget. I stedet for Janteloven har Kongen opsat et skilt med ordene: ’Ingen Adgang P.g.a. Ny malet gulve’. Ingen har turdet ændre stavningen. Men alle gyser. Hvis man bliver sat i fangehullet her, skal man læse korrektur på den næste politikerbiografi. Det er åbenbart også dogmeteater. Nogen mener, at det er Ålen, der har inspireret Kongen på dette punkt.

Det ved politikerkvinden Pia Kjærsgaard dog ikke noget om. Men hun smiler over Kongen og sin egen bog – og hun synes også bare, at boghandlerne skal oppe sig og udvise noget mere service.

Peter Øvig taler heller ikke om fangehullet. Han er bevidst kommet for sent. Han er ude i en dårlig undskyldning, men det er tydeligt, at dramaturgen ikke helt har fået ham til at passe ind i forestillingen. Er han hip eller hippie? Eller skal han bare være en teaserhelt for næste års forestilling?

Talen er godt nok slut nu. Men i år har Kongen efter sigende gjort forestillingen interaktiv, så efter talen kan man selv vælge den realityslutning, man helst vil have.

Tatar og tattoo

Jeg går ud mod køkkenet. Her står den selvsikre kok med champagnearmen og anretter ’rimmet laks à la tatar’. Jeg mærker pludselig, at han er dødsens alvorlig med sin tatar. Nu skal der hakkes kød – og litteratur.

Hans arm er tatoveret med vilde billeder, og jeg ser straks for mig, hvordan han har fortolket sine tattoos til ord i en bog. Jeg hører næsten, at han hvisker, at han er selvudgiver og med hos NewPub, så hans bog vil blive opstillet på selfmadereolen hos Arnold Busck på mandag. Men at han ikke har sagt det til nogen. Og slet ikke til Kongen.

Det kalder jeg fuldendt drama. Så sneg der sig alligevel en forræder ind i Kongens bogteater.

Kongen aner næppe uråd. Eller også ved han netop alt.

Men når han finder ud af det, vil han formodentlig være helt rolig. Hans litterære magt kan ikke væltes af en enkelt reol. For hans kongerige handler om den store litteratur.

Så når forræderen bliver afsløret, vil Kongen nok bare sige:

’Hva’ så?’

’Kongens tale’. Tekst: Johannes Riis. Scenografi: Klareboderne. Musik: Lyden af forsigtige forfatterstemmer. Lys: Vorherre. Producent: Gyldendal. One-time-only-event, torsdag den 29. august. Gratis. Kun inviteret publikum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Darlie
  • Niels Mosbak
  • ole eising
Henrik Darlie, Niels Mosbak og ole eising anbefalede denne artikel

Kommentarer