Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kvinde på randen af et nervøst sammenbrud

Cate Blanchett stråler som en moderne Blanche DuBois i Woody Allens seneste film, dramaet ’Blue Jasmine’
Cate Blanchett menneskeliggør en usædvanligt usympatisk kvinde i Woody Allens ’Blue Jasmine’. 
 Foto fra filmen: Scanbox
Kultur
8. august 2013

Jasmine, hovedpersonen i Woody Allens nye film, Blue Jasmine, har mistet alt: Sin mand, Hal (afvæbnende Alec Baldwin), en Bernie Madoff-agtig type, der er røget i fængsel for økonomisk svindel og her har taget sit liv; alle sine penge og sin store newyorker-lejlighed og privilegerede status blandt storbyens overklasse; sin stedsøn, der ikke længere vil have noget med hende at gøre; sin selvsikkerhed, der er blevet til neurotisk mumlen og skinger, egocentreret klynken og brokken.

Og Jasmine, der spilles formidabelt af Cate Blanchett, er også tæt på at miste sin forstand, da hun tropper op hos sin søster – stedsøster, de er begge adopteret – den noget mere jordbundne, men nervøst anlagte Ginger (søde Sally Hawkins), som bor ganske almindeligt i San Francisco, arbejder i et supermarked og skal giftes med den upolerede arbejdertype Chili (buldrende Bobby Cannavale).

Snobben Jasmine har ingen penge og skal derfor bo hos Ginger et stykke tid – selv om de to tydeligvis ikke står hinanden nær – men Jasmine kan ikke skjule sin afsky for søsterens jævne dagligdag, der desuden involverer to børn, og inden længe har hun også fået vendt Gingers liv på hovedet. Og alt imens Ginger nødet af sin søster begynder at stræbe efter mere og bedre og dropper den temperamentsfulde, men ellers godhjertede og solide Chili, og Jasmine selv for første gang i sit liv forsøger sig som arbejdende kvinde, får vi i fyldige flashbacks fortalt historien om, hvordan Jasmines luksusliv gik i opløsning.

Imaginære samtaler

Der er to prominente komikere på rollelisten – Louis CK og Andrew Dice Clay – og Blue Jasmine rummer sjove scener, hvor Woody Allens skarpe og vittige replikker flyver frem og tilbage mellem personerne.

Men filmen er et drama, ja, man fristes til at kalde den en tragedie, der fortæller den barske historie om en kvindes voldsomme standsmæssige, følelsesmæssige og psykologiske fald.

Filmen er en slags moderne og meget betimelig gendigtning af Tennessee Williams berømte stykke, Omstigning til Paradis – og Elia Kazans filmversion fra 1951 – hvor den elegante Blanche DuBois flytter ind hos sin søster og svoger og gradvist mister grebet om virkeligheden.

Cate Blanchetts Jasmine har også mistet jordforbindelsen. Det begyndte, mens hun sad i sit elfenbenstårn og lukkede øjnene for, hvor hendes mand, Hals, penge kom fra, og selv nu, hvor hun har ramt bunden, vil hun ikke for alvor indse, hvilket ansvar hun selv har for den forfærdelige situation og for sit eget liv. I stedet kritiserer Jasmine konstant sin søster og ynker sig selv, mens hun fører imaginære samtaler med Hal og mere og mere ligner en kvinde på randen af et nervøst sammenbrud.

Lamslående slutning

Jasmine er på mange måder et frygteligt kvindemenneske, der kun ser splinten i sin søsters øje, ikke bjælken i sit eget – f.eks. blev Ginger og hendes eksmand, Augie (autentiske Andrew Dice Clay), af Hal og Jasmine overtalt til at investere en mindre formue, som selvfølgelig forsvandt ind i Hals pyramidespil.

Jasmine kunne nemt være blevet en fæl karikatur. Men Woody Allen har skrevet hende, og Cate Blanchett spiller hende, så man ser de menneskeliggørende sprækker i den usympatiske overflade. Når hun er alene, ser man sårbarheden, fortvivlelsen og forvirringen.

Det er ren selvopholdelsesdrift, der får Jasmine til hele tiden at lange ud efter sine omgivelser i stedet for at gribe i egen barm, og man får en klump i halsen, mens man overværer hendes tilsyneladende uafvendelige nedtur.

Jasmine er dog heller ikke en sølle stakkel, fordi Blanchett også får givet hende en vis værdighed, som hun render rundt med rank ryg, velmanicurerede negle, Gucci-taske, dyrt tøj og urealistiske drømme om, hvad hun uden uddannelse eller erfaring kan komme til at arbejde med. Men hun tager konsekvent de forkerte beslutninger, ikke mindst da hun møder og falder for en pæn, kultiveret og velhavende mand (pæne Peter Sarsgaard), som kunne være blevet hendes redning.

Uden at afsløre alt for meget, kan jeg fortælle, at Blue Jasmine på sin vis ender ligesom Woody Allens mere muntre Den røde rose fra Cairo (1985), dog uden det samme smil på læben. Jeg må erkende, at jeg sad lettere lamslået tilbage, da rulleteksterne begyndte – og det mener jeg som en ros.

Blue Jasmine er et fascinerende og rørende karakterstudie og et velspillet, velinstrueret lærestykke i, hvor svært mennesker ofte gør livet og kærligheden for sig selv.

 

Blue Jasmine. Instruktion og manuskript: Woody Allen. Amerikansk (En række biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Madsen

Men alene det at gifte sig med sin papdatter er så hamrende usympatisk, at det vender sig i mig.
Hvilket forræderi af exkonen.

Anders Sørensen

Martin Madsen, hvorfor er det usympatisk at gifte sig med den, man elsker, hvis den, man elsker af egen fri vilje siger ja?