Legendernes tid og utid

Den første udgave af Vanguard Festivalen markerede sig som en strålende hiphopfestival om lørdagen, mens fredagen var en noget mere vakkelvorn skude
Den nylegendariske amerikanske singersongwriter Rodriguez måtte hjælpes ind på scenen på Vanguard Festivalen, og hans optræden kunne man ifølge avisens anmeldere godt have været foruden. Men den nye festival bød heldigvis også på gode koncerter og stemningsfulde, smukke og gennemtænkte rammer.

Den nylegendariske amerikanske singersongwriter Rodriguez måtte hjælpes ind på scenen på Vanguard Festivalen, og hans optræden kunne man ifølge avisens anmeldere godt have været foruden. Men den nye festival bød heldigvis også på gode koncerter og stemningsfulde, smukke og gennemtænkte rammer.

Tor Birk Trads
5. august 2013

Ralf Christensen (RC):

Der lød en lidt mærkelig melding fra Vanguard Festivalens konferencier tidlig lørdag eftermiddag. »København har en hiphopfestival! Er det ikke sindssygt?!« Mærkelig, fordi gårsdagens program udelukkende havde budt på rock, pop, jazz og funk uden skygge af hiphop. Men så også ganske umærkeligt, når man så på lørdagens program, der var næsten ufortyndet hiphop.

Forvirringen kunne allerede spores fredag, hvor en fyr fik konfiskeret en nunchaku ved indgangen, selv om det først var lørdag, at den danske rapper Marvelous Mossell nævnte dette japanske kampvåben i sine old school-enderim. Og det var da også hiphoppen, der stjal billedet på denne første udgave af den to dage lange Vanguard Festival.

Men ret skal være ret. Informations anmelderduo ankom ud på aftenen for at høre guitaristiske udfoldelser i det noget usikre fredagsprogram – først eksekveret af Håkan Hellström og band. Og det var lige før, deres to udsendte måtte droppe følgeskabet i ren uenighed over kvaliteten af svenskernes koncert.

Klaus Lynggaard (KL):

Det er altid mærkeligt at have en perfekt koncertoplevelse, som denne signatur havde med Hellström, kun for at møde en række i øvrigt fornuftige mennesker, der kun havde skuldertræk for nu ikke at sige hån tilovers for denne iltre og vitale svenske rockkunstner, hvis virke udfoldes som en lang kærlighedserklæring til eksistensen, men i høj grad også til rockmusikken.

Så når han nedladende af diverse haters sammenlignedes med såvel Thomas Helmig og Bruce Springsteen, er det ikke på grund af det musikalske, men for en åbenlys spilleglæde (Helmig) og usvigelig tro på musikkens helende kraft (Bruce). Indtil i fredags havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at man ikke skulle have lyst til en fest, når indbydelsen kom fra Hellström og hans eventyrlige lille orkester.

RC:

Jeg havde nu ikke hån til overs for Hellström. Han var en dedikeret omend lidt vakkelvorn entertainer, og jeg har respekt for en mand, der tror på musik som sammenhængskraftens lim. Især den soulede fylde i afslutningsnummeret gnistrede endda, men det, jeg ellers nåede at se af koncerten, bekræftede bare, at han tilsyneladende synger den samme let nussede sang igen og igen uden nævneværdig vilje til at komme ud af den sentimentale komfortzone – i en romantisk bekræftelse af, men aldrig en udfordring af fællesskabet. Dén dobbelthed mener jeg, at Springsteen har, og den oplever jeg ikke hos Hellström.

KL:

Men flertallet var mødt op for at høre (og se) den nylegendariske amerikanske singersongwriter Rodriguez, der udsendte et par fine skiver i begyndelsen af 1970’erne, for derefter at glide lige ind i glemmebogen hos det store flertal. Indtil sidste års dokumentarfilm, Searching for Sugarman, forvandlede denne kultkunstner til flavour of the month.

Var det bare blevet ved det. Det var i hvert fald næsten smerteligt at opleve det 71-årige koryfæ blive hjulpet ind på scenen sent fredag aften for – akkompagneret af et mildest talt røvsygt orkester konsekvent – at smadre sit bagkatalog med en så falsk og uengageret vokal, at man ville ønske, man var blevet hjemme.

RC:

Ja, kønt var det ikke. Jeg opfattede ham nu mest af alt som nedslidt, helt enkelt. Selv om han både forsøgte sig med Mickey Mouse-vitser og helt igennem old school fællesskabsmarkører. Såsom »What the world needs is a long long long ceasefire.« Det aldersblandede publikum klappede behørigt, men et par unge fyre foran mig studsede over det sidste ord. Jeg lænede mig frem og sagde »Ceasefire – våbenhvile«. Hvortil den ene svarede: »Ceasefire? Nå, ja, det kender jeg godt – fra Counterstrike« – et krigscomputerspil, der har fastholdt legioner af ungersvende foran computerskærme verden over.

Den langt mere velbesøgte og veltilrettelagte lørdag blev til gengæld sparket i gang på højt niveau. Det skete takket være den danske duo Ponyblod: Khal Allan leverede en kompakt knudret performance i front, mens Tue Track pendlede mellem mikrofonen og musikpulten, hvor kastevindene fra hans scratches snittede iltmolekylerne itu om ørerne på os. Han slikkede på fingrene, som bladrede han i bøger, men han rodede så præcist i riller, så det gav kriller i hver en fiber. Beats og flows fra krøllede hjerner, funk og soul i arterierne, ild i verberne.

Dernæst fik vi et dybt hvæs fra tilbagetiden. Marvelous Mossell er ny på scenen, men han er angiveligt ankommet fra et tidshul i 1980’erne. Så der er smæk på enkeltloopede feberfede disco- og bumlende synthpopsamplinger, som formentlig sikrer, at herrens sange aldrig vil kunne udgives legalt her i nutiden. Men de er i hvert fald fulde af morsom nostalgi, geniale enderim og naivistisk selviscenesættelse, som er så vitalt et mix, at retromaniske indvendinger strander på et humorforladt rev langt ude i kedsommelighedens bugt.

At lytte til Mossell denne lørdag var som at lytte til MC Einars stivbenede raps og morsomme observationer parret med Gramsespektrums fugleskræmselskabinet af gakkede fortællinger og kæntrede eksistenser. Mød Robin Rubin, der dirigerede den – fiktive – crackepidemi på Frederiksberg i 1985. Eller den 19-årige superskurk, der programmerer sig til kontrol over alle verdens hjerner – men kommer til at forveksle kommandokoden til massage med kommandokoden for atomragnarok.

Og ganske vist rapper Mossell i en 80’er-knækket gangart, men han danser også som en Michael Jackson i løbetid. En stjerne er født.

KL:

Og så gik der old school i den med De La Soul, der desværre brugte alt for megen tid på en uendeligt forudsigelig dialog med publikum, hvor vi i det uendelige fastslog, at vi var kommet for at partyyyyyy og gab. Når musikken endelig spillede, var det godt nok tight, men også unuanceret. Der blev ligesom mere råbt end rappet.

RC:

Enig. Det gav lige som med Rodriguez-koncerten en fornemmelse af godnatsange fra bagkatalogernes helte. Og af at nogle legenders tid definitivt er forbi.

KL:

Men så viste Malk De Koijn os, hvor skabet skulle stå med et forbilledligt sæt, der trak på gruppens tre uimodståelige album. Vejret var vidunderligt, lyden tæt på perfekt, og publikum helt oppe at støde, det var bare at give sig hen og nyde seancen i fulde drag. Som sagt så gjort.

RC:

Der blev i det hele taget uddelt respektindgydelse udelukkende i størrelse XXXL fra de tre langestrandianere. Tredelte raps af en anden verden og ætsende produktioner af galaktisk format. Hvornår får resten af verden lært dansk?

KL:

Hiphoplørdagen fortsatte med DOOM, som konsekvent optræder med metalmaske. Derfor kan det heller ikke med sikkerhed siges, om det var Daniel Dumile derinde bag masken, men det lød til forveksling sådan. Igen gjorde den velsignet gode lyd, at man rent faktisk kunne høre, hvad der blev rappet, og det er i Dooms tilfælde aldrig mindre end interessant.

RC:

Ja, han er en formidabel rapper, et sted mellem Jack Kerouacs beatpoetiske flow og A Tribe Called Quest-rapperen Q-tips mumlende elasticitet. Men dérfra, hvor jeg stod, var lyden mindre heldig, og produktionerne kæmpede for livet under en for bastung vokal. Der er ikke to mennesker, der kan have den samme koncert ...

KL:

Tilsat skæve beats og opfindsomme samplinger var det en rigtig fin koncert, hvis afslutning markerede en sand exodus mod den store scene, hvor legendariske Wu-Tang Clan fejrede deres 20-årsjubilæum. En muskuløst overbevisende indsats fra det otte mand store kollektiv afsluttede en dejlig lørdag i Søndermarken. Eller hur, Ralf?

RC:

Bestemt. De ni resterende Wu-Tang-medlemmer var koncentrerede og dedikerede, et bølgende hav af drengerøve, der heldigvis aldrig mistede ekkoloddet ned til de underliggende truende grooves.

Vanguard er stadig en festival i sin vorden. Klart mere vellykket lørdag end fredag. Men hvad, der kendetegnede herligheden, var en afslappet picnic-hedonisme, god lyd på scenerne og smukke, stemningsfulde og gennemtænkte rammer mellem ædle træstammer og under nådigt løvhang i den gavmildt solslikkede Søndermarken på Frederiksberg.

Vanguard Festival, Frederiksberg – fredag og lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Tor Birk Trads
Tor Birk Trads
Tor Birk Trads

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu