Der kom det ene ekstranummer efter det andet, Liszt i fortløbende virtuos aftapning: bearbejdelsen af Schuberts Ave Maria, Ungarsk rapsodi nr. 4 og Paganini-etuden La campanella. Valentina Lisitsa var åbenbart utrættelig efter den overståede odyssé gennem Liszts transskription af Schuberts timelange sangcyklus Schwanengesang og hans egen klaversonate i h-mol. Det var imponerende, og det var fænomenalt på flere måder.
Den 40-årige ukrainer Valentina Lisitsa kunne godt ligne en hvilken som helst flink blondine fra den russiske klaverskole, lidt mere spændende at se på end at lytte til.
Den fornemmelse havde hun også selv, da hun var emigreret til USA tilbage i 1991 og forgæves forsøgte at slå igennem som så mange andre håbefulde talenter hjemmefra. Men hun gjorde det omsider, ikke ad den traditionelle vej for klassiske musikere, men på YouTube, hvor hun har fået flere end 30 millioner hits.
I denne uge var Lisitsa i Danmark for første gang med to koncerter i Tivoli, og godt for det, så vi kunne opleve ukrainerens musiceren in the flesh.
Transcenderet Schubert
Franz Liszt på et så højt niveau, som blev udfoldet tirsdag aften, høres ikke ofte herhjemme, og da aldrig af danske pianister. Hos os har Liszt gennemgående været et suspekt pensum. Hans teknisk vanskelige musik var jo ikke så lødig som den ædle tyske kanon. Vi har ikke prioriteret virtuositeten som en tvingende nødvendig disciplin, for der var måske en overhængende fare for, at musikken blev væk i røgen fra tangenterne.
Sådan har det aldrig forholdt sig i Østeuropa, og Valentina Lisitsa er for så vidt endnu et led i en næsten endeløs stærk kæde af teknisk velfunderede pianister fra de kanter, som netop bemestrer virtuositeten i musikkens, dramaets og poesiens tjeneste.
Det var sådan, vi hørte det i Schuberts 14 lieder fra Schwanengesang, som Liszt transformerede til et helt nyt medium, sangstemmen og akkompagnementet på en måde transcenderet til et højere musikalsk plan i forsøget på at bringe budskaber om kunsten i hele dens totalitet. Rækkefølgen er anderledes end hos Schubert, formodentlig blandet ud fra beslægtede toneartsforbindelser og varieret stemningsindhold.
Der var ikke så få momenter, hvor jeg savnede den stumme tekstlæsning hos Lisitsa, vist var der også slåfejl, og vist var hendes pianissimo legato indimellem lidt for klangløst, men den helt dominerende oplevelse kan kun beskrives som øreåbnende. Kulminerende med de tre sidste lieder: det gruopvækkende psykodrama i Heines ’Der Doppelgänger’, den vidunderligt pulserende længsel i Seidls ’Die Taubenpost’, og bevidstheden om snarlig død i Rellstabs ’Kriegers Ahnung.’
Valentina Lisitsa er godt nok oppe imod de største pianister, når det gælder Liszts magistrale h-mol-sonate, som regnes blandt romantikkens hovedværker. Gådefuld, dragende, djævelsk vanskelig at løfte ud af nodepapiret, svær for lytteren at finde hoved og hale i. Selveste Maurizio Pollini havde visse problemer med sonaten i samme koncertsal for nogle år siden.
Lisitsa sad derimod inde med overskuddet, hun angreb sonaten frontalt med en forbløffende ubesværethed og fremlagde overbevisende komponistens masterplan. Med de tematiske ideers spring mellem himmel og helvede, med den hovedkuldse fremstormen, den grandiose klangpragt og den lyriske andagtsstemning, med den diabolske fugas intrikate forvandlingsteknik, og med nøje justerede temporelationer undervejs i det ubrudte forløb.
Der blev musiceret så frit og veloplagt, at tanken igen faldt på Schubert og på hans ’Wanderer-fantasi’, som angiveligt er en af inspirationskilderne til denne sonate.
Udklangen var fantastisk: de sidste opløste motiver, de perfekt timede lysende akkorder og et dybt H – som et pizzicato fra et helt orkester.
I aften er Valentina Lisitsa solist i Rachmaninovs 3. Klaverkoncert med Tivolis Symfoniorkester under Dmitrij Kitajenko. Tivolis Koncertsal kl. 19.30.
Schubert/Liszt: Schwanengesang. Liszt: Sonate i h-mol. Valentina Lisitsa (klaver). Tivolis Koncertsal 6. august
