Der balanceres en del i Colum McCanns forfatterskab. I hans forrige roman Lad kun verden tumle sig (2009) blev Philippe Petits legendariske linegang mellem World Trade Centers to tårne brugt som afsæt til et portræt af en række uafhængige skæbner i 1970’ernes New York. Inden da var det balletdanseren Rudolf Nurejevs stræben efter det perfekte, der var drivkraften i romanen Danser (2003).
Også i Over Atlanten, der i dag udkommer på dansk, handler det om at holde balancen. Igennem syv kapitler og tre århundreder følger vi en række mænd og kvinder, der har valgt at rejse fra USA til Irland eller den anden vej.
Irskfødte McCann (født 1962), der i dag bor i New York, har givetvis selv taget samme tur flere gange, og mon ikke også han undervejs – specielt i starten af karrieren – har spekuleret på, om han ved ankomsten symbolsk set kunne holde balancen, eller om han ville snuble og slå sig.
Det er i hvert fald spørgsmålet for hovedpersonerne i Over Atlanten, der handler om, hvordan generationer og nationer på godt og ondt har præget hinanden igennem historien.
I første del af romanen følges fire virkelige personer, der alle måtte bevæge sig varsomt mod deres mål. Vi starter i 1919, hvor piloterne John Alcock og Arthur Brown som de første flyver over Atlanterhavet uden stop på en farefuld færd, der konstant truer med at slå dem ihjel.
Derfra skruer vi tiden tilbage til 1845 og følger den sorte amerikaner Frederick Douglass, der er inviteret til Irland for at tale om demokrati og promovere sin biografi om årene som slave i USA. Undervejs chokeres Douglass af et Irland plaget af hårde klasseskel, britisk undertrykkelse og dyb hungersnød. Men kan han nævne det i sine taler uden at påkalde sig sine værters vrede og uden at risikere noget i kampen for at få sine tre millioner slavebrødre frigivet?
»Det var en balanceøvelse. Han måtte finde den rette spænding. Som en linedanser,« skriver McCann om Douglass.
Også den amerikanske senator George Mitchell havner i et dilemma, da han i 1998 mødes med de stridende parter for at sikre den irske fredsproces. Til dette kapitel interviewede McCann Mitchell, og måske er det derfor, at fredsforhandleren ikke for alvor får lov at folde sig ud og give læseren en fornemmelse for trængslerne ved at få aftalen underskrevet. Mitchell drikker te med en forbløffende passion, savner konstant sit nyfødte barn og sin pæne kone, og i modsætning til specielt Frederick Douglass – der omhyggeligt undgår ikke at stirre på de kønne irske tjenestepiger og manisk træner med håndvægte for at stresse af – får vi aldrig fornemmelsen af, at der bag den perfekte diplomat gemmer sig en mand med temperament, drømme og ambitioner.
Nutiden præges af fortiden
Udover disse kendte mænd følger vi flere generationer af ukendte (fiktive) irske kvinder, der på godt og ondt påvirkes af Douglass’, Mitchells samt Alcock og Browns heroiske bedrifter.
Inspireret af mødet med Douglass rejser tjenestepigen Lily Dugan til USA for at starte et nyt og bedre liv. Flere år efter beder Lilys barnebarn, Lottie, Arthur Brown om at tage et brev med til Irland på flyveturen over Atlanten, og da Lottie siden selv flytter til Irland, udveksler hun et par ord med Mitchell under en hyggelig tenniskamp. I sidste afsnit af romanen, der foregår i 2011, følger vi Lotties 72-årige datter, Hannah, hvis fortælling på elegant og uafrystelig vis får knyttet romanens mange skæbner og handlingstråde sammen. Hvordan det sker, skal naturligvis ikke røbes her, men efter endt læsning er pointen klar: Akkurat som romanens berømte mænd, der skriver den store historie, lykkes McCanns anonyme kvinder med at diktere kursen for fremtidige generationer ved at mestre den svære balancekunst gennem tilværelsens udfordringer.
Det gælder ikke mindst den hårdt prøvede Lily, der efter at have begravet sin første søn, beslutsomt drager videre i livet med sin kommende mand – vel at mærke uden at de to på noget tidspunkt har nærmet sig en affære endsige talt om et giftemål.
»Hun vidste, at hun ville tage med Jon Erlich. Han spurgte ikke engang om noget, da hun satte sig op på vognen og glattede folderne i sin kjole. Hun kiggede lige frem.«
Juliane Wammen har stået for oversættelsen, der fanger originalsprogets raffinementer og vekslende rytme og derfor sikrer, at Over Atlanten også på dansk er endt som en svimlende roman. Med enkle skønhedsfejl, bevares, og knap så original som Lad kun verden tumle sig, men ikke desto mindre en cementering af Colum McCanns position som en af tidens mest ambitiøse, raffinerede og interes sante litterære engelsksprogede stemmer.
Colum McCann optræder på Louisiana Literature
