Et litterært realityshow

Knausgårds store romanværk ’Min kamp’ er et spejl holdt op for den sidste generation i den skandinaviske velfærdsstat. Tiden vil vise om det holder som uomgængeligt europæisk værk
Karl Ove Knausgård

Karl Ove Knausgård

Sigrid Nygaard
2. august 2013

Karl Ove Knausgårds romanmonsterværk Min kamp er et spejl holdt op for den sidste generation i den skandinaviske velfærdsstat, den såkaldte kreative klasse. Det er ’På sporet af det tabte nu’, som i de bedste passager findes, idet det skrives og samtidig læses i årtiets litterære reality-show. I det show, som snart er forbi, så den skandinaviske velfærdsborger sig selv ned i mindste detalje, og hans-hendes banale hverdag blev pludselig sublim, en asketisk åbenbaring af nærvær. Der var tale om en såkaldt feedback-effekt, som vi kender den fra musikken: lyden af et nu, der leves, i det det skrives og samtidig læses og leves, og i stedet for at klinge ud eller føre videre til noget nyt bare vokser og vokser ind i en hysterisk overstadig hylen af det øresønderrivende kollektive NU.

Det nyskabende i Min Kamp ligger ikke i værket, men i dets forhold til verden omkring. Ser man på selve romanskriften, så er den ganske traditionel, gennem alle mere end tre tusinde sider taler den samme jeg-fortæller, der – som i så mange andre romaner fra de sidste hundrede år – er overordentligt meget at ligne med romanens forfatter og også har navnet til fælles med ham. Tonen er fortællende, impressionistisk, af og til eksalteret, men frem for alt det, man i avisverdenen altid kalder ’utrolig velskrevet’.

Læseren føler sig hjemme

Der er intet usædvanligt eller eksperimenterende i selve ecrituren; der er ikke som hos det tyvende århundredes store modernister, som romanens jeg undervejs skriver om, Joyce, Proust og Peter Handke osv., tale om en særligt idiosynkratisk skrift og sætningsopbygning, og der er ingen overraskende formelle skift, i synsvinkel, fortællemåde etc. Når man som læser én gang har accepteret den Knausgårdske tone, kan man føle sig hjemme, give sig hen og trygt forsvinde ind i romanens parallelverden.

Det mest radikale i selve fortællingen – der omfatter forfatter-fortællerens barndom, ungdom og bliven-kunstner og familiefar-år og altså simpelthen er en god gammeldaws dannelsesroman – er dens især i bind 1, 2 og 6 deltaljerede beskrivelser af dagligdags handlinger (bleskift, madlavning, elevatorkørsel etc.). I disse passager er fortællingen radikalt detaljeret, en radikalitet, der nok er temmelig inspireret af Stig Larsson-bøger som Natta de mina og Lars Noréns bibelfede sorte En dramatikers dagbok, og som hos disse gør værket eksklusivt, men som i Knausgårds tilfælde – og måske for første gang i litteraturhistorien – bliver voldsomt inklusivt: hele segmenter af det samtidige samfunds individer genkender med fryd deres eget liv i romanen: Det er jo mig! Min Kamp rammer plet, gong! i tidsånden: I vor tid gider ingen veluddannede, kreative nordeuropæere læse om mennesker i fremmede ikke-vestlige kulturer, nej, enten vil vi læse om troldmænd og talende katte, forbrydere og kriminalassistenter eller også vil vi fandeme læse om os selv! Og det får vi også virkelig lov til, ned i mindste detalje. Tak.

Men den afgørende nyskabelse i forbindelse med Min Kamp ligger i selve tilblivelsesprocessen og i romanens møde med den omgivende mediebårne kultur. For første gang i Skandinavien har vi med Min Kamp oplevet en roman som reality-show, som event. Min Kamp er den første roman siden føljetonromanerne for nu vel mere end hundrede år siden, der er blevet læst af masserne, mens den blev skrevet. Ligesom seerne af tv’s reality-shows har læserne af Min Kamp haft følelsen af at være med under kampen, alene og i samtale på caféerne og i avisernes spalter, i radio og tv har vi alle overværet og næsten været del af Knausgårds kamp med at skrive Min Kamp. En dobbeltkamp eller kampen i kampen, der kulminerede i det ulideligt lange venteår op mod udgivelsen af Bind 6.

Her skulle det lokkende metalag, forfatterens beretning om modtagelsen af de første bind, indskrives, ifølge rygterne altså, for forfatteren selv udtalte sig ikke og viste sig ikke offentligt.

Så ud over rygterne om det afsluttende bind kom rygterne om, hvor i alverden han – som en ny tids Thomas Pynchon eller Peter Høeg – gemte sig og lige nu! sad og skrev, mens du og jeg og vi to og os allesammen sad her ved siden af hinanden i sengen, i toget og læste os gennem de første to tusinde sider. Også jeg fulgte rygterne, også jeg ventede og ventede, indtil bogen endelig kom og straks overgik alle forventninger, hvad tykkelsen angik. Og også jeg slugte monsteret, nat efter nat liggende på en skumgummimadras på gulvet i stuen hos min søns mor stavede jeg mig langsomt igennem den.

Vil den gå over i historien?

Men hvad står der nu tilbage, i mig, i de øvrige millioner af læsere i Skandinavien og nærmeste omegne, ud over begivenheden og minderne om den? En i visse passager medrivende og ’uhyggeligt velskrevet’ roman, ja. En beretning om vor tid – lokal tid, vel at mærke. Min Kamp er ikke en roman om globaliseringens tidsalder, det er en stor roman om den skandinaviske velfærdsborger af den snart altdominerende kreative klasse, hans liv og hans tid, en roman, der ofte klinger melankolsk og næsten konservativt af hele den kontinentale europæiske kultur.

Ja, men er det alt i alt en roman, der vil gå over i historien som mere end en litterær begivenhed? Det er jeg sgu ikke sikker på.

I modsætning til romanens måske største forbillede, Marcel Prousts monstererindringsromanværk På sporet af den tabte tid, som tog flere årtier at skrive og undervejs blev gennemskrevet og rettet indtil ulidelig perfektion, så er Min Kamp skrevet på ganske kort tid og har nærmest karakter af ’stream of telling’.

Konsekvenserne er slående: På den ene side har reality-showets nu og her og ingen vej tilbage givet romanen en – også af forfatter og forlag – uanet gennemslagskraft. På den anden side har det givet et meget ujævnt romanværk: Sidste halvdel af bind 1 – beskrivelserne af begivenhederne omkring farens død – er rædselsfuldt medrivende; bind 2 og 6 er med deres spring i tid og mellem fortælling og essayistik de mest originale, mens bind 3, 4 og 5 for mig er søvndyssende traditionelle erindringsromaner af den slags, enhver kulturpersonlighed af hankøn med en lidt for stor selvagtelse før eller siden skriver og udgiver og gerne i adskillige bind. De er muligvis ’utroligt velskrevne’, men det er der fandeme så mange romaner, der er.

Disse tre bind er en tolv hundrede sider lang blindgyde, som bare var lidt for let at drøne ud ad, også for forfatteren, der tilsyneladende skrev dem uden at løfte blikket fra skærmen, og først efter bind 5 et øjeblik så op eller i hvert fald fik sat farten så meget ned, at det lykkedes ham at vende tilbage på sporet af den i Bind 2 mere tidssvarende zappen mellem banal nutid og europæisk århundrede.

At Min Kamp er blevet udvalgt som en af efterkrigstidens vigtigste europæiske romanværker er måske mest af alt tidstypisk. Jeg læste de tre gode bind passioneret . Men nu, mens det blændende skær fra reality-showet langsomt dør ud, tvivler jeg allerede på, at særlig mange læsere vil komme igennem alle seks bind om skal vi sige bare 20 år fra i dag.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

Det er i romanen, du skal forstå dig selv som menneske. Og den moderne europæiske roman er tæt forbundet med vores kriseramte europæiske identitet. Derfor tilbyder vi læserne en præsentation af de 49 vigtigste europæiske romaner om os selv

Europæer, kend din sjæl

Det er i romanen, du skal forstå dig selv som menneske. Og den moderne europæiske roman er tæt forbundet med vores kriseramte europæiske identitet. Derfor tilbyder vi læserne en præsentation af de 49 vigtigste europæiske romaner om os selv

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Knausgård har jeg ikke bidt skeer med, men Claus Beck-Nielsen. Flere af hans bøger og et skuespil, hvor han selv optrådte. Han er intet dusinmenneske, hvad Knausgård jo næsten kommer til at fremstå som.

Godt valg at lade ham "anmelde" et værk, som alle andre er gået i spagat over.

anbefalede denne kommentar