Læsetid: 2 min.

Mennesket som flokdyr

’Købmanden i Venedig’ med den jødiske Shylock, der kræver et pund kød i pant fra en skyldner, hvis gælden ikke indfries, er et universelt drama om hævn over for kærlighed og tolerance. Mesterligt aktualiseret af Tilmann Köhler i en kompromisløs opsætning
’Købmanden i Venedig’ med den jødiske Shylock, der kræver et pund kød i pant fra en skyldner, hvis gælden ikke indfries, er et universelt drama om hævn over  for kærlighed og tolerance. Mesterligt aktualiseret af Tilmann Köhler i en kompromisløs opsætning

Kim Agersten

9. august 2013

Stykket starter med en hel del mere end et pund kød på scenen. En mandeflok kommer ind i små sorte, stramme underbukser og lægger sig hulter til bulter oven i hinanden. Et levende kødbjerg er de. Helt ens, tæt sammenfiltret i flok.

Der skal dog ikke mere end en enkelt rød T-shirt til, før kaos bryder løs. På et splitsekund kæmper flokken på liv og død om at bemægtige sig denne enkle beklædningsgenstand, som i kampens hede splittes til atomer. Der prustes og stønnes, skubbes og mases. Den tætte fysiske kontakt mikses med lige dele homoerotiske og homofobiske elementer. Uskyldig leg bliver på sekunder til brutal aggression. Over os er selv himlen truende.

Fremragende modernisering

Købmanden i Venedig er med Tilmann Köhlers radikale greb blevet en kropslig og udfordrende fortælling om mennesket som flokdyr med alt, hvad dertil hører af tvungen konsensus, gældende normer, gruppepres og udstødelse. Intrigerne er mange og indviklede, og nogle af sidehistorierne kunne med fordel være skåret væk, men magtkampen mellem flertallets normer og den stigmatiserede outsider står knivskarpt i denne moderne, kompromisløse opsætning, hvor jødehadet ikke just bliver mindre accentueret af, at det hele foregår på tysk.

Ensemblet består udelukkende af mænd. Tolv styk. Det er dels en reference til Shakespeares tid, hvor skuespillerne altid var mænd, men det fungerer også som en kæk konstruktivistisk pointe, at vi alle i bund og grund er ens. Hudfarve, religion, seksuel orientering og køn bliver noget sekundært, som ikke desto mindre bruges flittigt til at marginalisere.

Det rå, nøgne menneske træder på den måde tydeligt frem, som mængden af farvestrålende tøj på scenen øges. Diskrimineringen er lige så voldsom, som den er vilkårlig. Ekskludering fra samfundet foregår i mange former.

Kød på rollerne

Den jødiske pantelåner Shylock er næsten ugenkendelig. Ung og skaldet som en skinhead, iført absurde gule joggingbukser, pink shorts, mavebælte og orange ærmeløs hættetrøje fremstår han som en bitter ghettoiseret outsider, der i den grad har fået nok af de kristnes undertrykkelse, men han reagerer med hævntørst frem for tilgivelse – og det er karakteristisk for alle i stykket. Hans berømte forsvarstale får et par velvalgte, aktuelle referencer med på vejen, når han appellerende og anklagende spørger:»Fortjener jøden ingen nåde?«, »Fortjener terroristen døden?«, »Slår alle muslimer deres koner?«, og Matthias Reichwald forvalter figurens kompleksitet forbilledligt, så vores følelser for ham til det sidste forbliver modstridende.

Christian Friedel (blandt andet kendt fra Hanekes film Das weisse Band) er ligeledes god som Portia, der kontant afviser den ene bejler efter den anden, fordi de er for fremmede. Hun vil have en, der dybest set ligner hende selv. Og Friedel er nådesløs som forklædt dommer, der med kølig retslogik fravrister Shylock hans hævn og tvinger ham til at give halvdelen af sin formue til staten og konvertere til kristendommen, fordi han nægter at vise nåde. Så kan han lære det! Den kristne barmhjertighed ser vi således heller ikke meget til.

Det er bitter, eksistentiel alvor og plat mænd-i-dametøjs-komik i skøn forening. Det er udfordrende, krævende og virkelig stærkt teater. Skynd jer til Kronborg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu