Læsetid: 3 min.

Mesteren af det høje D

Den amerikanske tenor Lawrence Brownlee er blevet en tilbagevendende gæst i Tivoli. Heller ikke denne gang skuffede stemmefænomenet sit danske publikum
30. august 2013

De store operaaftener i Tivoli går langt tilbage i havens historie, til Benjamino Giglis, Jussi Björlings og Birgit Nilssons velmagtsdage, og derfor er det ikke så underligt, at vore dages musikchef, Henrik Engelbrecht, der har en fortid som operaredaktør i DR og dramaturg ved Den Kongelige Opera, brænder for at fortsætte denne hæderkronede tradition. Det har han nu gjort i tre sæsoner og i ganske særlig grad med fokus på 1800-tallets franske og italienske opera. Stjernen i dette fremstød har været den sorte amerikanske tenor Lawrence Brownlee, et af tidens bemærkelsesværdige stemmefænomener i, hvad man kalder bel canto-stilen. Og onsdag aften stod han der igen i en operagalla, cool og storsmilende foran et talstærkt entusiastisk publikum.

Brownlee er ikke en tenortype som Pavarotti, Domingo eller Carreras, der godt nok havde mere volumen og klangpragt, men som også kunne blive nervøse for, om det høje C kom, som det skulle. Det problem har amerikaneren slet ikke, de høje toner risler ud af ærmerne, og de sidder, hvor de skal. Der er derimod ikke så meget stål i stemmen, den er afspændt og smidig, lyrisk og velplejet, til tider ekstraordinært klangskøn.

Betvingende naturlighed

En af vanskelighederne for en sanger på en aften, hvor han skal gestalte syv forskellige roller en suite, må være omstillingen. At han på kort tid skal gå ind og ud af disse unge elskende herrers sjælerum. Hver arie er for så vidt en lille verden i både sanglig og psykologisk forstand, så faren for at et gallaprogram kan udvikle sig til samlebåndsarbejde er afgjort til stede.

Sådan gik det til en vis grad med Brownlees indledende Mozart-afdeling.

De tre arier fra Cosi fan tutte, Don Juan og Tryllefløjten lød i bedste fald som ganske smukke opvarmningsøvelser, uden større differentiering af tekst, klang og dynamik. Det gav ikke større kunstnerisk udbytte, for Ferrando, Don Ottavio og Tamino repræsenterer da tre helt forskellige psyker i Mozarts musikdramatik.

Det gik bedre, da Brownlee tog fat på aftenens første franske indslag fra Bizets La jolie fille de Perth. Der var nu beslutsomhed og karakter i recitativet, og serenadens to strofer blev klanglagt med et smeltende legato og ubesværede melodiske arabesker. Han ramte slet og ret plet i den næste elsker, Tonio fra Donizettis La fille du régiment, også en langsom arie, men med flere luftture og en djævelsk kulmination på det høje D – altså en hel tone over det famøse C. Alt lykkedes, og tenoren landende med begge ben på jorden.

Hinsides hverdagen

Men aftenens egentlige bedrifter kom i den afsluttende del med tilhørende ekstranumre, hvor Rossini, bel canto-mesteren over dem alle, dukkede op. Her boltrede Brownlees stemmefærdigheder og slagfærdige personlighed sig med en betvingende naturlighed, og dramatisk nærvær og virtuos sangkunst samlede sig med størst effekt i Rodrigos scene fra 2. akt af Otello. Jalousi, hævnfølelse, fortvivlelse, vrede, alle disse voldsomme følelser blev udtrykt i den omskiftelige aries blomstersprog, som i store dele befandt sig over kanten af normale sangstemmers sammenbrud. Også her kom det ene høje C og D efter det andet, vel at mærke ifølge en musikalsk logik og ikke stanget ud som et reklameskilt for sangerens ego.

Det var i disse momenter, at man kunne mindes Rossinis egne ord:

»Musikken er en sublim kunstart, præcis fordi den ved ikke at rumme muligheder for og midler til at efterligne sandheden, løfter sig op over og hinsides hverdagen … ind i en ideel verden.«

 

Operagalla med tenoren Lawrence Brownlee
Tivolis Symfoniorkester. Dirigent: Thomas Rösner
Tivolis Koncertsal 28. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu