Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et minde siger mere end 1000 billeder

Adam Jeppesens 487 dage lange rejse er endelig slut. Nu skal minderne ud og stå på egne ben
Fra udstillingen ’På Papiret’ hos Peter Lav Gallery frem til 28. september.

Erling Lykke Jeppesen

Kultur
30. august 2013

Han rejste fra nordpolen til sydpolen over Amerika. Han holdt sig nede på jorden, rejste kun med skibe, toge, busser og biler. I begyndelsen blev det medbragte kamera brugt til at tage billeder med, senere blev det mere en slags rejsekammerat, der både i motiver, print og teknik, røg med ud i de hallucinationer og dagdrømme, man nødvendigvis må blive fyldt af, når man i 487 dage rejser alene i én retning.

Adam Jeppesen har døbt projektet Flatlands Camp Project, måske fordi alt kommer til at virke fladt, når man rejser over et helt kontinent, eller fordi alting flyder lidt ud, når strækningen bliver lang nok. Man kan i hvert fald i den grad mærke ensomheden og galskaben i billederne; de begynder som dokumentation af rejsen og toner ud i en vild melankoli.

Efter rejsen er det blevet til flere ganske eksperimenterende udstillinger med udvalgte billeder, som han har brugt til at genskabe rejsen på flere niveauer end den gængse, hvor man blot gentager de motiver, man er stødt på. Teknikkerne har fortalt ligeså meget om rejsen som motiverne. De har fortalt en historie om drømme, isolation og ensomhed. Jeppesen har eksempelvis fordelt store print på A4-papir, fotokopieret siderne og samlet dem med søm, så bjerglandskaber er endt med at ligne fakirsenge. Han har også fremkaldt ødelagte billeder, så der er kommet huller i himlen over en ørken. Og i den nuværende udstilling hos Peter Lav har han brugt en gammel teknik, der hedder fotogravure, hvor man ætser en kobberplade med asfalt, der sættes fast på et lysbillede, som så ryger i jernklorid, hvorefter man står med en trykplade, man kan fylde med blæk og trykke et billede med på papir. Men her bliver det spektakulært, for Jeppesen har glemt at smøre nyt blæk på pladen efter hvert tryk! Så i stedet for otte ens billeder af en ørken, står han pludselig med otte billeder af en ørken, der langsomt fader ud til næsten ingenting.

Man kan gå så langt som til at sige, at det er et helt nyt projekt, han her har påbegyndt. Rejsen er slut, nu handler det om fotografiet og om mindet. Hvor de tidligere værker fra rejsen lige så meget har handlet om, hvordan Jeppesen havde det undervejs – hans sindstilstand og rejsens hårdhed – handler de nye værker ikke om Jeppesen, men om fotografiet som medie. Titlen på udstillingen siger det allerede: På Papiret. Vi har fået pakket ud og er kommet videre.

Der er tre motiver på udstillingen. En ørken med bjerge i baggrunden, et bjerg, der ligner en snedrive, og fodspor på jord. Ørkenen er som nævnt gentaget otte gange. Uden mere tryksværte går det hurtigt ned ad bakke. Det begynder ganske skarpt, men allerede i billede tre er det begyndt at blive utydeligt og i billede fire er det næsten væk. Her trænger noget konceptuelt og poetisk sig til gengæld på, for forsvinde gør det ikke. I billede otte er det der stadigvæk, man skal bare lidt på afstand. Det er meget hvidt, men man kan ane bjergets form, og det er næsten mere levende end det første, perfekte billede.

Det handler om billedet som koncept. Billeder er også kun aftryk af noget, man engang har oplevet, som bliver svagere, hver gang man viser det frem. Og dog, påpeger Jeppesen i sit eksperiment, er svagere måske ikke nødvendigvis negativt, måske bliver mindet først rigtig godt, når det er blevet lidt slidt. Måske det slørede minde, hvor bjergtoppen kun kan anes, er langt bedre end det oprindelige besøg i ørkenen.

Det er også derfor, han har skrevet dato i stedet for sted på papiret. Der står ikke, hvor ørkenen ligger på hans rejse gennem Nord- og Sydamerika, men der står, at det er taget den 11. oktober, hvilket umiddelbart virker absurd. For ørkenen er jo den samme altid. Man skriver jo heller ikke, hvilken dato man som kunstanmelder ser værkerne. Man regner jo med, at de er de samme igen i morgen. Men det burde man måske gøre, for når man understreger datoen, understreger man også det subjektive i oplevelsen. Hvem ved, måske havde Adam Jeppesen oplevet ørkenen helt anderledes, hvis han havde været der dagen før?

Papiret er heller ikke uvæsentligt som en del af det konceptuelle og det poetiske. Papiret tager netop imod og spiller en større og større rolle, desto mere motivet fader ud, og en del af mindet og oplevelsen er papiret. Det er lige så meget motivet, der bliver svagere, som det er papiret, der bliver stærkere.

Jeppesens forhold til fotografiet er ret enestående. Selv når rejsen er slut, og det handler om papiret og mediet, som han igen-igen har fundet en original måde at forholde sig til, så er kunstneren i den grad til stede. Selvom der er gået mange år siden hans store rundrejser i fotoserien Wake, og selvom teknikken og motivet har forandret sig radikalt, er der ingen tvivl om, at det er den samme mand, der står bag. Det er den samme stille og introverte kunstner.

De fire stjerner gives for nærværende udstilling. Hele projektet fortjener naturligvis to stjerner mere.

Bedømmelse: 4/6

Adam Jeppesen–’På Papiret’ hos Peter Lav Gallery, Bredgade 65a, København til den 28. september

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her