Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Mislyde i zenhaven

Elsebeth Dreisig sprang ind som Madame Butterfly og blev et strålende midtpunkt i Puccinis tragedie om den japanske teenagergeisha
Kultur
5. august 2013

Opera Hedeland er Danmarks svar på Arenaen i Verona. Et amfiteater ude i natur- og fritidsområdet ved Roskilde, med en mægtig cirkulær sceneplads omgivet af stigende græsniveauer til godt 3.000 publikumspladser, og med orkestergraven placeret bag scenen, så at sige på kanten af en langstrakt sø, som udgør det maleriske bagtæppe. Med aftentemperaturer som de aktuelle kunne man vel godt føle sig hensat til den italienske nat ved Gardasøen, hvis det ikke var for den kølige brise, der mindede os om, at vi trods alt befinder os i den danske sommer.

Årets forestilling gav anledning til en ganske spændende scenografi, selv om den også var problematisk i dramaturgisk henseende. Puccinis Madame Butterfly foregår i havnebyen Nagasaki, vandet var dermed foræret, og Hedelands topografi passer fint til operaens første akt, som foregår på en høj med udsigt over bugten. Scenerummet var skabt som en japansk zenhave, et koncept, der for så vidt gemte på en sindrig symbolik i forhold til operaens konflikt mellem japansk og amerikansk kultur og mentalitet. I zenhaven befandt sig en gartnerske under hele forestillingen, diskret beskæftiget med at rive gruset i sirlige mønstre i et nærmest søvngængeragtigt tempo.

Haven havde også de 15 store sten, som der skal være, og bagtil stod en ældgammel bonsai, træet der symboliserer enkelhed, harmoni og balance. Absolut tankevækkende, men det var noget frustrerende, at anden og tredje akts interiørbilleder ikke blev løst lidt mere intelligent inden for denne bundne ramme.

America forever

For nogle uger siden måtte den uruguayske operastjerne Maria José Siri melde afbud i Madame Butterflys parti. Forestillingen er dog blevet feberagtigt reddet af danske Elsebeth Dreisig, som ganske vist havde sunget partiet på Malmø Operaen sidste år, men hun har dog brugt dag og nat op til premieren for at komme på den rette omgangshøjde. Det er ikke for meget sagt, at det var Dreisig, der sangligt og dramatisk bar denne forestilling. Hun forvandlede sig til en orientalsk kvindeskikkelse, måske ikke på de foreskrevne 15 år, men dog med en tilsyneladende uskyldighed, som man efterhånden fornemmede dækkede over kølig beregning, mental styrke og ikke så lidt uforfærdethed inden det endelige harakiri. Fri for al sentimentalitet.

Amerikanismen var opdateret fra år 1900 til efter Pearl Harbour, stafferet med den ovale fodbold, Coca-Cola og bourbon-flasker, sågar også med en helikopter og en britisk Austin A40 Somerset 1952 – hvordan skal ikke afsløres her. Den dvaske forfører, marineløjtnant Pinkerton, som leaser både hus og hustru for bevidst at droppe begge dele, når han kort efter vender hjem forever, blev udmærket gestaltet af Daniel Johansson, men han kom noget til kort over for Dreisig i operaens hjerteknuser, den store kærlighedsduet i første akt. Den formede sig som en stripteaserundgang i manegen, hun smed den ene kimono efter den anden, han samlede stykvis op, og tættere og tættere kom de på foreningen. Hun synger ganske vist, at han er midtpunktet i universet, men det var nu hende, der erobrede den plads den aften og på det sted med sit smidige italienske tonefald og lysende faste højde. Johansson lå her for det meste i baghjul med en mere spændt nordisk tenorklang.

Rustent orkester

Lars Møllers konsul Sharpless var på samme måde det, man kalder fyldestgørende, hvorimod Andrea Pellegrini som tjenestepigen Suzuki frydede ved en ægte mørktonet mezzoklang og bemærkelsesværdig scenisk præsens. Stemmerne var forstærkede, og det fungerede godt. Hvad det sandt for dyden ikke gjorde med orkestret. Lyden her var slet og ret for utilfredsstillende, sammenpresset uden dybde og bredde.

Man havde genoplivet det hedengangne Collegium Musicum, musikere fra DR Symfoniorkestret og Det Kongelige Kapel. Det lød reverenter talt noget rustent, for det lykkedes ikke den russiske kapelmester Alexander Polianichko for alvor at fremtrylle det niveau, som orkestret var kendt for i sine velmagtsdage. Lad os håbe, at det løfter sig på de to resterende spilledage.

Puccini: ’Madame Butterfly’. Iscenesættelse: Tobias Theorell. Scenografi: Magdalena Åberg.Collegium Musicum. Dirigent: Alexander Polianichko. Opera Hedeland 2. august. Spiller 9. og 10. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her