Læsetid: 3 min.

Moskeen, der ikke ville være moské

I et forpjusket industrikvarter på ydre Nørrebro i København, ved jernbaneterrænet, klemt inde mellem en Ford-forhandler og et Shurgard Self Storage lagerhotel, ligger Københavns nye stormoské og kulturcenter. Den udtrykker mere kulturelt fællesskab end arkitektonisk ambition
Vi har endnu til gode at se den nye moskés interiør. Facaden med store vægfl ader og enkelte vinduespartier med spidsbuer afslører kun et svagt ekko af arabisk byggeskik, der er kendt for sine rene linjer, stramme geometri og rige ornamentik

Vi har endnu til gode at se den nye moskés interiør. Facaden med store vægfl ader og enkelte vinduespartier med spidsbuer afslører kun et svagt ekko af arabisk byggeskik, der er kendt for sine rene linjer, stramme geometri og rige ornamentik

21. august 2013

Det ser ikke ud af meget. Ligner nærmest en undskyldning for sig selv. Det er ganske enkelt svært at forestille sig et mindre kontroversielt moskébyggeri, der minder om hvilket som helst andet kontorbyggeri opført i 00’erne. Måske en af grundene til, at polemikken om Københavns nye såkaldte stormoské stort set er udeblevet. Byggeriet har ellers har været gennem alle lovpligtige offentlige nabohøringer. Den anonyme bygning lever ganske enkelt på ingen måde op til skræmmebilledet på en fuldfed moske, hjemsted for islamismens fortropper, finansieret af en lyssky privatperson fra oliestaten Qatar.

Der er knapt nok en minaret, og den, der bliver sat op, skal ikke bruges til at kalde til bøn, forsikrer bygherren om. Alt i alt et harmløst kulturcenter og moské, samlet under ét tag.

Vi har endnu til gode at se byggeriets interiør. Det ydre med store vægflader og enkelte vinduespartier med spidsbuer afslører kun et svagt ekko af arabisk byggeskik, er er kendt for sine rene linjer, stramme geometri og rige ornamentik.

Ifølge arkitekterne er der tale om et miks mellem nordisk minimalisme og arabisk byggeskik. Tankerne ledes straks hen på Henning Larsens hovedværk, Udenrigsministeriet i Riyadh i Saudi Arabien, der er en overdådigt velkomponeret og vellykket arkitektonisk refleksion over det bedste fra arabisk byggetradition, der møder en nordisk sensibilitet og forståelse for lysets betydning i rumdannelsen. Det er på sin vis en skam, at samme høje ambition ikke er realiseret i den københavnske stormoské. Moskeen var den perfekte anledning til at give en rumlig tolkning af et af de største kulturelle og religiøse temaer i samfundsdebatten.

Tor Birk Trads

Arkitektens ambitioner

Det er ikke første gang i nyere tid, at en tegnestue har prøvet kræfter med moskébyggeri i København. Tegnestuen PLOT gav med deres projekt til Faste Batteri i Njalsgade i midten af 00’erne deres bud på, hvordan en moderne moské kan tage sig ud. I modsætning til projektet på Rovsingsgade var der tale om et radikalt og stærkt konceptuelt bud på en genfortolkning af det religiøse rum. Moskeens motiv er bygget op om en gentagelse af en femkantet figur, der symbolsk refererer til Islams fem søjler og de fem daglige bønner. Projektet tog afsæt i en nyskabende bearbejdning af lysindfaldet, et af det mest markante elementer i bestræbelsen på at skabe et sakralt rum.

I det hele taget er religiøs arkitektur ofte en symbiose mellem arkitektens ambition om at skabe et storladent rum, der spiller på alle arkitektoniske tangenter, og den spirituelle oplevelse af ophøjethed og evighed. Det er måske en af grundene til, at kirkebyggeri har en helt særlig plads i arkitekturhistoriens hovedværker. Fra Le Corbusiers suveræne og skæve kapel, Ronchamp, i Frankrig til den japanske stjernearkitekt Tadao Ando’s uhyre præcise Church of Light i Japan og vores egen Grundvigskirke på Bispebjerg, dybt rodfæstet i dansk byggeskik med murstenens særlige taktile og optiske kvaliteter som det bærende element.

Her spidsformuleres en række af de centrale arkitektoniske erfaringer om rumdannelse, skala og lys. Det rensede og kontemplative rum er arkitektens hede drøm. I den drøm vedrører det sakrale ikke kun den guddommelige erfaring, men også det arkitektoniske rum.

Indholdet vigtigere end formen

Ved Seinen i Paris ligger Den Arabiske Verdens Institut, et spektakulært kulturcenter, tegnet af arkitekten Jean Nouvel, der står bag designet til DR’s koncertsal. Det er blevet et symbol på, at religionsfrihed er et af det liberale demokratis adelsmærker. Centeret i Paris er omdrejningspunkt for den vigtige debat om, hvordan kulturmøder kan inspirere samfundsudviklingen.

Det er værd at huske på, at moskeen og kulturcenteret i Rovsingsgade primært handler om indhold og kulturelt fællesskab end arkitektonisk ambition. De mange brugere, der får deres daglige gang i den nye bygning, vil uden tvivl få stor glæde af de mange kvadratmeter.

Og i religionsfrihedens navn, passer projektet ligesom sin parisiske pendant godt ind i billedet på en multietnisk hovedstad, der har plads til mindretalsreli-gioner, hvad enten det er i form af synagoger, buddhistiske templer eller moskeer som den på Nørrebro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

... og i baggrunden på fotoet Grundtvigskirken på Bjerget.

Jesper Frandsen, Per Torbensen, Torben Selch og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Stormoskebyggeriet i Rovsingsgade, Kbh. N eller NV, ikke sikker, er netop genialt, fordi det ikke "larmer", men tilpasser sig, indordner sig, integrerer sig, - det er alt det, vi har manglet i dansk arkitektur længe, at man ikke vil overgå og overstråle omgivelserne, med leve sammen med dem i fredelig sameksistens.

Og Maj-Britt, det er da hyggeligt med Grundtvigskirken i baggrunden, synes jeg.

Marianne Mandoe, Jesper Frandsen, Per Torbensen, Vibeke Rasmussen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

Det er meget forlangt at bede om nyskabende arkitektur lige her, når moskeen reelt blot er en udsmykket tidligere kontorbygning. Men nydelig og diskret er den da. Så får vi se hvor mange danske muslimer, der har lyst til Qatar-variationen af Islam. De er jo kun lidt flittigere gæster i bedehusene end kristne - omkring 10 procent kommer til fredagsbøn.

Nils Brakchi, Anders Feder, Finn Årup Nielsen, morten Hansen, Niels Mosbak og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Ifølge arkitekterne er der tale om et miks mellem nordisk minimalisme og arabisk byggeskik.

Det var præcis min tanke, da jeg så den animerede præsentation forleden.

Den moderne danske discount-minimalisme har lagt sin klamme hånd over noget, der kunne være blevet et prægtigt, prætentiøst, ja nærmest flamboyant monument - Den blå Moske i Nordvest. Det var det, vi havde ventet på i årtier - og så kommer der bare en modificeret kontorbygning.

Byg en ny et andet sted - med minaret - og 5 daglige bønnekald.

/O

"Byg en ny et andet sted - med minaret - og 5 daglige bønnekald."

Hvorfor skulle man generere 90% af både muslimer og alle andre med det skrigeri?

Per Torbensen

Foretrækker nu Von Sprikkelsens tredje triumfbue i Paris,beklædt med carrera marmor og som imellem klokken 1700-1800,udtrykker betegnelsen den blå time.

Ja, og nu er den prisværdigt nok museum uden larm fra hverken den ene eller anden tidligere ejer!

Mikkel Nielsen

Karsten Aaen

Ja lad os da endelig få en blå moske midt på bryggen, med to mega tårne, så man ikke kan undgå at få øje på rædslet! Det ville passe glimrende til alle de andre øjebæ der efterhånden har forpestet den del af byen.

Jeg er godt tilfreds med løsningen, ligger et sted hvor den ikke er til gene, dens arkitektur er så tilpas stilfærdig at man skal vide det er en moske.

For Hvis jeg vil se arabisk/osmanisk/muslimsk arkitektur vil jeg tage til de arabiske lande, Tyrkiet eller syd Spanien hvor det historisk høre hjemme, jeg kan ikke se hvorfor vi i Danmark skal indføre en stil der på ingen måder har et historisk hjemmel her. Og det kommer fra en der godt kan lide den historiske"muslimske" arkitektur.

Jeg gider bare ikke se på den her, uanset om man så opførte en pæn fortolkning af denne. Ligesom jeg heller ikke gider se dansk inspireret arkitektur, når jeg besøger de arabiske lande.

En del af at rejse er for mig at se og opleve de arkitektonisk forskelle, hvis det hele bliver en miskmask ødelægger det jo en del det sjove ved at rejse.

Jep, Mikkel. Danmark har så enestående arkitektur, netop fordi vi aldrig efterligner andre landes. Det er da tydeligt for enhver med kulturelle skyklapper.

Men bortset fra dette faktum, stod der i hundrede år en minareth ved Svanemøllen Station. Danmark har masser af eksempler på arabisk/osmannisk/muslimsk inspireret arkitektur, da dansk arkitektur netop er miskmask af resten af verdens. Fascinationen skyllede ind over Danmark fra sidst i 1800-tallet. Selv det danskeste af alt, nemlig kolonihavehusene, blev udstyret med tårne og kulørte halvmåner.

Niels Mosbak, Robert Ørsted-Jensen, Karsten Aaen, Nic Pedersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Mikkel Nielsen

Ja er godt klar over at Danmark hovedsagelig har opført bygninger fra forskellige europæiske arkitektoniske retninger, samt hentet inspireration fra disse. Men vi deler også kultur med resten af Europa og har gjort det i århundrede. Historisk har vi haft meget lidt sameksistens med verden uden for Europa, udover vores lille periode med de vestindiske øer og et lille område i Indien. Så må det siges at have været omend yders begrænset.

Desuden hvor skrev jeg at vi havde en unik dansk arkitektur!

Og ja selvf. Har disse arkitektoniske retninger igennem tiden hentet inspiration fra øst og vest, Intet opstår jo i den blå luft. Men der er forskel på inspiration og udveksling af byggeteknikker og så lave direkte kopier eller lave alt om til et misk mask. Hvilket er hvorfor moderne arkitektur tiltaler mig ufatteligt lidt, man kan snart ikke se forskel på en vestlig, en indisk og kinesisk bygning.

Desuden har vi ikke overvældende meget arkitektur der er inspireret fra Asien, Indien/Pakistan og Mellemøsten. F.eks. Er der Nimb, nogle pavilloner mfl. men de fleste har det til fælles at de ikke skriger en i fjæset som en blå moske vil.

Lig også mærke til at jeg skrev det hele, at der er nogle enkelte bygninger der ikke siger pow her er jeg, fred være med det. Men den retning verden går i så vil man jo snart ikke kunne se om man befinde sig i Asien eller Europa, hvis det ikke havde været fordi de har bibehold deres skriftsprog.

Per Torbensen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Sandt nok Tom Paamand . For kolonihavehusenes vedkommende har man stadig en reminiscens i form af halvmånen på visse lokumsdøre...

Det er åbenbart lidt sent at foreslå et forbud eller foreløbigt forbud mod moskeer og minareter i Danmark. Et sådant forbud burde vi have indført i god tid og paradoksalt nok motiveret af samme logik og med samme retorik, som bruges til at propagandere for deres opførelse: Vi skal være åbne og inkluderende i Danmark, ikke snæversynede og provinsielle i denne globaliserede verden, som vi lever i.

For hvis vi skal være det, så kan vi vel lige så godt være det, så det batter til noget og kræve, at det gode som bliver danskere til del med moskeer og minareter her også vice versa bliver borgere til gode i Qatar og Saudi-Arabien og andre muslimske lande i form af kirker og frimenigheder der? Før dette krav var forhandlet på plads, kunne vi med god ret have indført et moratorium for moskébyggeri på samme forhandlingsvenlige måde som den islamske og islamistiske tryllekunstner Tariq Ramadan, da han foreslog et moratorium for stening af kvinder, der forbryder sig mod Sharia. Ingen mursten her, der må gælde et lige for lige, hvis venskab skal holdes, kunne vi have fremholdt, hvis denne talemåde da ellers kan dechifreres af religiøse mennesker, som bare har ettaller og nuller at operere med: dominans og underkastelse. Islam betyder som bekendt underkastelse.

Som sagt er det allerede for sent. Muslimerne i Danmark har fået deres første traditionelle moské med minaret, en pålægsmaskine, som nu i passende skiver kan levere ost og pålæg til den verdensomspændende umma. Svikmøllen/svigmøllen er på plads. Minimeringen af salamien kan effektivt påbegyndes til de aktive spilleres stedfortrædende tilfredsstillelse respektive frustration med deltagelse i pølsemagernes opvisning af voyeurerne fra højre og heppekoret fra venstre.

Næste afgørende - eller mere præcist - afgjorte slag kommer, når der indleveres en ansøgning om tilladelse, eller mere sandsynligt en forebyggende opfordring fra myndighedernes side, til bønneudråb - og vi kan være sikre på at den kommer, ligeså sikkert som amen i kirken - ikke fem gange og dagen - så dumme er man ikke i hovedkontoret, og pålægsmaskinen fungerer jo heller ikke på den måde - men en gang om ugen hver fredag efter middag i de områder, som demografisk berettiger til dette. Der må så en marginaliseret dansktalende befolkning vænne sig til at høre på vrælende arabiske bønneudråb (Islam er sprog-specifik, hvis ikke sprog-chauvinistisk), uanset om de ønsker det eller ej. For hvor er, og hvordan ser det politiske styre ud, som, uden at miste stemmer og anseelse hos tolerante og i intolerante fra alle verdenshjørner, kan eller vil forbyde støjen fra denne ramsende galskab, for at alludere til Kierkegaard.
Merhaba bik eller "Wellcome to Salamiworld", lyder det fra disse mekaniske kontinentale nikkedukker i varierede religiøse udgaver. Måske en anden "af grundene til, at polemikken om Københavns nye såkaldte stormoské stort set er udeblevet."

Kald det hysteri, hvis du vil, men der er en verden til forskel på en religion som siger: Se, jeg står for døren og banker, dersom nogen hører min røst og åbner døren. . ., og en religion som siger: Se, jeg står for døren og banker, dersom nogen ikke hører min røst, har jeg fire megafoner på min minaret, kitman på tungen og bagtropper med overraskelser gemt under kjortlerne.

Det menneskesyn og den menneskeforståelse, som ligger gemt i denne forskel, vil vi i Danmark og hele Vesteuropa sent nok ønske, at vi havde set, vurderet og sat pris på. Og her er al snak om den enkle, fine, diskrete arkitektur, som islams menneskesyn pakkes ind i på vores breddegrader, "miks mellem nordisk minimalisme og arabisk byggeskik, stram geometri og rig ornamentik" og bla, bla, bla og hans pumpestok og al højstemt pladder om "den vigtige debat om, hvordan kulturmøder kan inspirere samfundsudviklingen" ikke bare uden betydning; den er demagogisk.

Bent, den vej du foreslår er lige så klam fundamentalistisk, som det du påstår at bekæmpe. Strikte love mod upassende bygningstyper vil kræve et særligt sekulært kontrolkorps, med magt til at tildække tårne med upassende former. DDR havde en del love og teknikker, hvor du kan hente yderligere inspiration. Det gældende bygningsreglement fungerer afslappet og fint, i modsætning til dine allergiske reaktioner.

Og jo, der er nogle få islamisk dominerede stater, hvor stening er en mulig straf. Den slags straffe med religiøse påskud var også gældende i Danmark frem til 1866, men blev meget sjældent praktiseret. Du vil også lede forgæves, hvis du prøvede at påvise sådanne nutidige stater, der reelt praktiserer stening. På verdensplan har jeg hørt om en håndfuld tilfælde for nogle år siden. Det er altså et minimalt problem, ikke mindst i forhold til hvad der ellers praktiseres af dødsstraffe også i Vesten.

Danske muslimer en en gruppe med yderst begrænset indflydelse på min dagligdag. At de nu har fået sig et par ombyggede butikslokaler at mødes i ændrer ikke på dette. Og minareten irriterer mig lige så lidt, som det falske fyrtårn foran nabohuset. Men måske skulle jeg gå og være nervøs for, om ejeren måske ville tilføje et tågehorn. Nå nej, den slags støjsendere er der jo gældende regler imod - selv om der åbenbart er god plads til kirkeklokker og Hjemisbiler. Alle de problemer!

Tom,

Jeg skriver ikke om arkitektur, som fremgår, hvis du læser min kommentar. Det overlader jeg til andre, som forstår sig på den sag. Og så henter jeg i øvrigt ingen inspiration på noget område fra DDR.

En klog mand, som forstår sig på arkitektur, har skrevet en artikel: "The Architect as Totalitarian", hvor han citere en arkitekt for et stykke poesi, som er lige så smuk, som hans variationer i cement:

"We must create a mass-production state of mind:
A state of mind for building mass-production housing.
A state of mind for living in mass-production housing.
A state of mind for conceiving mass-production housing."

Hvis jeg må forsøge mig på en omskrivning (uden at ødelægge poesien) så den kan tillempes på moskeer, kunne den moske lyde således:

We must create a mass-production state of mind:
In a house for mass-production states of minds.
In a house for mass-production states of of living.
In a house for conceiving mass-conceiving.

Og så er jeg da glad for, at du sammenligner bønneudråb med lyden fra tågehorn. Håber bare du får monteret tågehornet i tide, så du kan finde ud af tågen inden den kommer, og du monne løbe på et skær ;-).