Læsetid 2 min.

Nøgen gru

Herta Müllers viden om, hvad der nedbryder og ødelægger mennesker, er knugende
Foto: Sigrid Nygaard

Foto: Sigrid Nygaard

2. august 2013

Der er en type af litteratur, hvor forfatterne ikke selv vælger deres emne, men behandler det, de er blevet betroet,« har Herta Müller sagt. Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig tilhører i eminent grad den type litteratur.

De fleste af tysk-rumænske Herta Müllers bøger handler om undertrykkelsen og forråelsen under Ceausescus diktatur, men Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig beskriver livet i en russisk fangelejr for rumænske tyskere fra 1944 og fem år frem, så længe som den 17-22-årige Leopold Augberg, kaldet Leo, er interneret dér. At han er homoseksuel er med som en sidehistorie, der også efter hans løsladelse bidrager til at placere ham uden for livet. Romanen er skrevet på baggrund af vennen, digteren Oskar Pastiors, beretninger om sin tid som lejrfange i Ukraine. Pastior døde, inden de i fællesskab fik skrevet bogen, men uden hans detaljer fra hverdagen i lejren kunne Müller ikke have skrevet den, betoner hun, og det er da også i detaljerne, at historiens gru træder frem, så den bliver siddende i én.

Der er de klæbende fluer, der hidkaldes af den evige, gnavende sults symptomer: øget saltsekretion fra øjnene og mundvigespyt, der er blevet sødligt. Den præcise detaljes onde ironi betones af, at sukker og salt er de to ingredienser, lejrfangerne konstant er desperate efter at skaffe sig. Der er det hvide batiklommetørklæde, som en gammel russisk kvinde forærer Leo og som sammen med hans egen bedstemors afskedsbemærkning, »jeg ved du kommer tilbage,« bliver det pant, håbet bor i. Der er indgående beskrivelser af de forskellige slags tvangsarbejde, men den overordnede metafor for tilværelsen er sultenglen. Hver enkelt har en sultengel og »for hvert lig bliver der formentlig en sultengel fri ... Men to sultengle kan ingen af os ernære.«

Herta Müllers prosa lever i den poetiske, nærmest hallucinerede detalje, hvor sansningen på et øjeblik kan udvides til en hel, dystopisk kosmologi, som når det, på et tidspunkt hvor Leo overvejer flugt, hedder, at »himlen var spændt ud over steppen som et blåt net og i det fjerne vokset sammen med jorden uden smuthul.«

Det mest knugende er imidlertid næsten, at Leo og den anden internerede fra samme landsby ikke efter hjemkomsten kan have noget med hinanden at gøre. Da de tilfældigt mødes, bøjer hun sig ned, som om hun vil binde sit snørebånd. »For vores egen skyld ville vi ikke kende hinanden mere. Der er ikke noget at forstå ved det,« fastslår Leo.

Nej, for man kan ikke forstå det. Hvordan forstå, at hjemveen efter hjemkomsten retter sig mod lejren? Hvordan forstå, at sulten resten af livet bider enhver anden følelse midt over? Med tilføjelsen: »Inde i midten er der tomt hos mig«?

I Det kommunistiske manifest tales der om proletarerne, der »kun har deres lænker at tabe.« Herta Müllers forfatterskab er et langt vidnesbyrd om, at den ’reelt eksisterende kommunismes’ ofre aldrig mere kunne tabe dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels  Mosbak

Det har nok nærmest noget med hævn og nærmest intet med det kommunistiske manifest at gøre, selv om Karen Syberg sniger det ind, på den sædvanligt historieløse måde.

Rumäniendeutsche var iflg. Wikipedia en befolkningsgruppe der udgjorde 786.000 mennesker i 1939.
Da de nazistiske barbarer indledte deres felttog mod øst, tilsluttede disse Volks-deutsche sig Hauptamt Volksdeutsche Mittelstelle og da rumænerne indledte deres del af erobringskrigen i Ukraine deltog disse Volksdeutsche glade i myrderier af jøder og sigøjnere.
Da nazisterne ligeledes sultede sovjetiske krigsfanger i ihjel, i et antal af flere hundredetusinder kan man måske forstå, at der var en vis animositet mod befolkningsgruppen?

Der er fortsat mange steder i verden, der har et noget anderledes billede af tyskernes hærgen under nazismen end den danske befolkning, der jo nærmest levede i et mønsterprotektorat som gladeligt opfordrede unge mænd til at tilslutte sig
kampen mod bolschevikkerne ved at træde ind i Frikorps Danmark, hvor selvsamme danske ungdom så deltog i krigsforbrydelserne mod civilbefolkningen, især jøder og andre "untermenschen" i de nu "befriede" områder af Sovjetunionen.
Og en 17 år gammel "Volksdeutsche" - var jo nok nærmest medlem af Hitlerjugend, da hans familie bosatte sig i det befriede Ukraine, hvor de absolut intet havde at gøre. Så da de tabte krigen disse heilende masser, fik de nogle steder lov at smage deres egen medicin.