Læsetid: 3 min.

Rumrejse og rip rap rup-effekt

Nye plader fra hjemstavnsrockerne Ulige Numre og globetrotterne Pinkunoizu vidner om, at fødekæden er brudt
13. august 2013

 

For danske rockbands er vejen frem til lytternes trommehinder ikke længere ensrettet. I en tid, hvor musik cirkulerer gennem det vilde verdensomspændende intervæv, tog indierockerne Pinkunoizu springet direkte og udsendte deres debutalbum på et britisk pladeselskab. For det dansksprogede københavnerband Ulige Numre med trutmundede 21-årige Carl Emil Petersen i front er det foregået på den gammeldags socialdemokratiske måde, hvor fagkyndige har kastet en pose penge efter dem.

 

Med et statsligt legat tildelt på baggrund af en enkelt ep og en forlomme fra faderskikkelser som Love Shops Jens Unmack og producer Nikolaj Nørlund har spørgsmålet været, om der er tale om generationsskifte eller rip rap rup-effekt. Og sammenlignet med Pinkunoizus udviklingsbane er det et fingerpeg om, at det på ingen måde er kreativiteten i det danske musikliv, men snarere den sociale sammenhængskraft og den nationale fortælling, der behøver støttekorset.

Rockromantik

Hvorom alting er, så er det tvingende krav om at komme til orde – der brændte i debutsinglen »København« – nu erstattet af et mere fermt gennemarbejdet udtryk. Med fængende melodier og mimetisk akkuratesse har Ulige Numre kalkeret sig selv over trodsige rockromantikere som Gasolin’, Love Shop, Håkan Hellström og Bob Dylan. Og »Plastikdrøm« lyder slet og ret som Kashmir.

Tekstmæssigt er vi i et hormonkådt københavnerunivers, hvor livet for alvor er ved at begynde.

Petersen besynger månen, neonlyset, cigaretterne, rødvinen, hjertesorgerne og årstiderne. Det bliver en kende manieret og dyrker måske et lidt nostalgisk billede af dansk ungdomsidentitet, selv om det formidles med stor oprigtighed. Men jeg er muligvis også en alt for forhærdet lytter, som opbrugte sin kvote af sensibilitet over for rim på ordet ’sommernat’, da jeg stoppede med at høre Det Elektriske Barometer.

Betragtet som hyldest snarere end genfortolkning af dét skønhedssøgende sindelag er Nu Til Dags dog helt sikkert en veldrejet plade med både tyngde og bred appel.

I glimt fremviser Petersen også tegn på større lyrisk uforudsigelighed og legelyst. For eksempel på den fine »Alle zoner«, der med nøgen poesi spørger: »Sneen daler, søen fryser til i en alle zoners provins/og turen hjem, har du klip nok til det?« Eller den let dubbede og psykedeliske »Hvert slag«, som sløvt gentager sætningen »Jeg venter på at du kicker ind.« Ulige Numre har bestået svendeprøven. Men når der ikke er mere lærdom at hente hos mestrene, består den egentlige opgave i at frigøre sig fra dem.

Tradition af fundamentløshed

Hvor Ulige Numre er demografisk veldefineret, så har Pinkunoizu på deres andet album The Drop skudt sig selv helt ud i det vægtløse rum. Med et bandnavn, som tro mod den fundamentløse tradition fra 1970’ernes kosmiske tyske rock er blottet for referencer og associationer, og en storslået larmende koncert på årets Roskilde Festival, hvor de næsten kun spillede uudgivne numre, har Pinkunoizu slået sig fast som alt andet end forudsigelige.

Via repetitive beats og old school-lydeffekter som phaser, theremin og baglæns guitar begiver bandet sig ud på en smuk, ambient og sonisk overrumplende rejse i indre og ydre rum. Skulle man endelig sammenligne, ligger Pinkunoizu med sin boblende kreative evne til at fusionere vokaleksperimenter, eksotika, musique concrète og perfekt pop vel i nærheden af hedengangne Broadcast. Fra »Mopeds « hårde, sandblæste psykedelia punkteret af trommeslager Jaleh Negaris råbeudsagn til den kalejdoskopiske »I Said Hell You Said No«, hvor brogede mønstre duvende afløser hinanden i en blid, døsig bevidsthedsstrøm, er The Drop en fremragende mangefacetteret og umiddelbart uudtømmelig plade. Der er heldigvis mange forskellige måder at gøre det på.

Ulige Numre: Nu til dags (Auditorium), Pinkunoizu: The Drop (Full Time Hobby).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu