Læsetid: 5 min.

Skøøøønne Aida – hvor er du?

’Spektakulært’ er hvad, man kan sige om den nye opsætning af ’Aida’ i arenaen i Verona. Men et moderne bud på den gamle italienske opera har meget at forholde sig til, og hvor godt kender vi i dag Verdi?
Det egyptiske kærlighedsdrama ’Aida’ havde i 200-året fået et moderne skud action med den catalanske teatergruppe Fura dels Baus’ spektakulære indfald, der til dels overdøvede operadramaet.

Fondazione Arena di Verona

12. august 2013

I hele den operafejrende verden har man i år travlt med hele to jubilæer: Verdis og Wagners fælles 200-års-dag. Begge er de født i 1813, og begge revolutionerede de stemmeteatret, men i hver deres verden som henholdsvis en italiensk og en tysk opfindelse.

Men hvis der var noget, Verdi ikke ville have sammenlignet sin i udgangspunktet simple opera med, så var det Wagners intellektuelle stil.

Da Aida havde haft sin premiere i 1871 i Egypten, var det præcis det, der skete. Man antydede, at Verdi i sin storladne og ambitiøse komposition havde efterlignet en germansk stil. 15 år herefter komponerede han ikke en ny opera af bare fortørnelse.

Den romerske arena i Verona har i anledning af arenaens 100-års fødselsdag som moderne skueplads for især opera ladet lave en ny produktion til alternerende afløsning af den lige så gamle produktion fra 1913.

Et foretagende, der nødvendigvis har brug for en opsigtsvækkende, anderledes løsning, og dem bestiller man hos den catalanske teatergruppe La Fura dels Baus.

Grandios eksotik

Om det nu er det rigtige valg til en Verdi-opera, det kan det grandiose tale for. Oprindeligt var operaen en bestilling fra kediverne i Kairo, der ønskede den opført til åbningen af Suezkanalen i 1869.

Med Aida overgik Verdi sig selv i udvidelser både inden for det sceniske såvel som i det musikalske univers, men kontrasterede bevidst det grandiose med intimitet og fokus, så der både var plads til eksotisk fejrende krigsliderlige kor, elefanter i triumfoptog og så kærlighedsfortællingens musikalske sølvtråd. Krigeren Radames elsker slavinden Aida, der i virkeligheden er fjenden, Etiopiens kongedatter. Den egyptiske faraos datter og Aidas herskerinde, Amneris, elsker også Radames. Radames drager i krig og kommer tilbage med Aidas kongefar mellem slaverne. Herfra bliver det svært for alle: Aida skal vælge side, Radames skal vælge, hvem han vil hjælpe, og Amneris har al magten, men ikke kærligheden.

Storstilede konstruktioner

En fuldmåneaften i Veronas arena i den europæiske hedebølge indfandt publikum sig på sædvanlig vis i høj stemning. De fleste er rejst langt for denne aften og har glædet sig. Sælgere råber højt om programmer, drikkevarer og puder. På de dyrere rækker sidder kvinder i flotte rober og det store smykkeudtræk, og på de billigere rækker er stemningen mere broget med familier og turistbusgæster på de solvarme sten nærmere himlen.

På scenen står to voldsomt store orange kraner. Ellers er scenen tom og bliver først bygget op efterhånden. De store oppustelige sække, der gør det for ørkenlandskabets klitter, bæres ind og pustes op i løbet af første akt, og den store solcellekonstruktion, der bliver Aidas og Radames’ grav til sidst, opbygges under stort dramatisk ståhej under det berømte triumftog ved hjælp af de store kraner og bygningsarbejdere i livliner.

Meget af Fura dels Baus’ cirkus går ud på at konstruere vanvittigt store ting, gerne med mennesker hængende i luften og et ophidsende tidsfaktum. Hertil kommer kutteklædte korsangere, der omkranser arenaen med brændende symboler, orangeklædte redningsarbejdere a la moderne terrorberedskab, mekaniske elefanter og kameler, en vandfyldt scene fra tredje akt og frem, så der er mulighed for Nil-sejlads og krokodillesvømning.

Umusikalsk cirkus

Hvad der bliver problematisk med opsætningen, er det samme som det, der er dens styrke. Det store cirkus imponerer og er en attraktion i sig selv, men naturligvis drukner intimiteten og det musikalske fokus. De flotte og spektakulære indslag taler på uheldig vis både ved siden af operaen og ved siden af publikum. Referencen til nutidens redningsarbejdere bliver hurtigt akavet aktuel, da én falder om blandt publikum under Aidas første arie og skal have assistance af ægte orangeklædte hjælpere, mens publikum deler sig i dem, der råber »Help!« og dem, der råber »Shhh!«. Den store projektor, der skal blænde publikum ved sceneskift, bliver på en kedelig baggrund i stedet en projektør på ildebefindendet. Når koret står med kutter og flammende symboler, tænder publikum i al hyggelighed deres lille lagkagelys, for det plejer de at gøre. Når de hænger en stor fuldmåne op, hænger den virkelige lige bagved og overstråler.

La Fura dels Baus er med deres raffinerede skyggespil, trapezdans, bygningsarbejder og adrenalindyrkende sceniske mekanik en blanding af klassisk teatergøgl og techno-cirkus. Meget imponerende, men man kunne godt have tænkt sig en anden underlægningsmusik end lige Verdis Aida.

Forfinet Aida

Den eneste sanger, der var tilbage fra åbningsholdet i juni, var Aida sunget af Hui He. Hun ikke bare synger rollen hele sæsonen, for efter Verona fortsætter hun til La Scala i Milano med samme parti.

Da jeg hørte Aida for første gang i arenaen som lille pige, lad os bare sige omkring 30 år siden, var Aida en stor tyk dame, smurt ind i brun teatersminke og hver gang, hun smed sig i afmagt på scenen, gav det genlyd.

Hui He er af en anden støbning. Mindre, finere og i delikat kostume i sølv og hvidt. Hui He synger partiet glimrende, men man kan alligevel ærgre sig over, at der er mere Puccini-sanger over hende end Verdi-heltinde, og at skrøbeligheden i partiet synes erstattet af forfinet sikkerhed.

Er det den moderne Aida? Carlo Cigni var en udmærket konge med fyldig røst og autentisk karisma, Daniela Barcellona en god Amneris i sit hjerteskærende kærlighedsdilemma, mens Jorge de Leon som Radames svingede fra læspende nasalitet til en stærkere karakter i tredje akt.

For alle gjaldt det, at de i al virvaret ikke kom udover soap-operaens attitude, og kun Amneris syntes at have koncentration og musikalitet nok til at flyde ovenpå orkesteret, dirigeret af det unge dirigenttalent Omer Meir Wellber.

En moderne udfordring

Det er meget muligt her 200 år senere, at det er nemmere at fejre Wagner end Verdi. Den enkelhed i historien og den komplekse fylde i stemmerne, som er Verdis musik, ligger ikke sådan lige for i de moderne operahuse.

Først synger du Mozart, så lidt italiensk for overgangens skyld, og så er det Wagner. Vi uddanner vores sangere sådan, og vi dyrker det som stadier i livet at nå frem til Wagners mytologi. Det rangerer højere på oplevelses-cv’et at have oplevet Ringen end at have set Falstaff. Måske kan dette år netop sætte denne tilstand på spidsen med de to komponister over for hinanden.

Måske er det året, hvor Verdi, netop ved sammenligning, kan blive bedre forstået. La Fura dels Baus har også lavet iscenesættelser til Wagner. Måske passer de bedre her. Måske heller ikke der.

Dette er i hvert fald året, hvor der vil blive gjort særlige anstrengelser for arven fra de to forrige århundreder fra de to forskellige komponistperspektiver og for den moderne tilgang til den. Det kan kun blive interessant at følge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Vi kender jo Verdi i dag bedre end på noget andet tidspunkt siden hans død. Massiv forskning i de seneste 30 år har ryddet de fleste misforståelser og myter af vejen, men det er godt nok gået lidt henover hovedet på dansk musikforskning, desværre.

Steffen Gliese

Det er selvfølgelig klart, at svagere historier giver bedre mulighed for scenisk trylleri, derfor er Wagner, der er totalt uden visuel dimension, meget sjovere at arbejde med for instruktører, de kan skabe uden andet hensyn end musikken, der også rummer historien, mens Verdi jo skriver til en teatertradition, hvor det er sangeren i nuet, der gestalter historien med sin fremtræden.

Steffen Gliese

Iøvrigt fejrer Arenaen jo sit hundredår ved at forsøge at rekonstruere den første AIDA-produktion i august og september.

Børge Rahbech Jensen

mangler et link til arenaen i Verona. Ved anmeldelser af udenlandske forestillinger kunne det være rart med information om, hvornår de opføres, og et link til teaterets hjemmeside. Det kunne evt. sættes ind enten under selve artiklen el. i samme rubrik som hashtagene.

Børge Rahbech Jensen

Nå, jeg fandt selv et link ad en kort omvej delvist inspireret af en reklame:
http://www.arena.it/en-US/arena/program-2013.html#.UgoY5UDsajc .

Det er fundet via Deutsche Bahns (DBs) hjemmesides information om Europa-Spezial Italien, som underligt ikke kan findes på dansk.
http://www.bahn.de/p/view/angebot/international/europaspezial/italien.shtml .
(På DBs hjemmeside på dansk kan kun findes Europa-Spezial Dänemark. Relativt lave priser til fx. Italien kan med lidt held findes ved at kombinere specialtilbud fra Danmark til Tyskland med specialtilbud fra Tyskland til Italien.)

Vibeke Rasmussen

Som begejstret tilhænger af både Verdi og Aida, og af opera i almindelighed, generer den latterliggørende rubrik mig. Den synes at ville signalere: Opera=skrig og skrål.

Faktisk lyder den danske oversættelse af 'Celeste Aida': "Skøn-ne-ste A-i-da …" Se – og lyt? Det passer faktisk med musikken. ;-)