Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Skuffende Mahler

Mahler-festen med Fabio Luisi sluttede ikke på samme niveau, som den begyndte
Kultur
20. august 2013

I hver af sine symfonier ønskede Gustav Mahler at opbygge en altomfattende verden, alle hænger de uløseligt sammen med hans eksistens og skæbne, og alligevel er de ganske forskellige. Således er den neoklassiske 4. Symfoni et andet anliggende for en fortolker end den langt mere ekspansive 5. Symfoni, eller sagt på en anden måde: Mellem nodelinjerne ligger der vidt forskellige historier at bringe videre. I torsdags havde Fabio Luisi mange interessante ting at fortælle i den fjerde, mens lørdagens opførelse af den femte ikke meddelte sig med samme relevans. Orkesterteknisk er den også langt vanskeligere, og Radiosymfonikerne musicerede slet ikke med samme sikkerhed, som imponerede i den første koncert.

Den femtes første del handler om død, trængsler og genvordigheder, ingen tvivl om det, men hvor voldsomme emotioner skal dirigenten fravriste de mange noder, hvor tæt skal han nødvendigvis læse tekstens dunkle betydningslag? Efter min ringe mening langt mere og dybere, end Fabio Luisi stillede til skue. Godt nok blev den indledende fanfare eksemplarisk blæst af solotrompeten, men da kæmpeorkestret satte ind med den drønende A-dur-akkord, strålede den ikke med den svimlende muskelkraft, som er et af symfoniens kendetegn. Derefter forskønnede og udhalede Luisi sørgemarchens ceremonielle sorgkarakter, hvorved den fjernede sig fra den militæriske gademusik i streng kadence, som Mahler ellers præciserer med angivelsen wie ein Kondukt – som et ligtog, billedligt talt med kisten på en karet trukket af et sort hesteforspand. Og med den klanglige detalje at lade en og samme slagtøjsspiller betjene både stortromme og bækkener, som man så det i marchorkestre i gamle dage. Denne tilsigtede, lidt primitive effekt forbigik i hvert fald mine ører. Hvad det skortede på i denne del, var efterklange af sorgens og smertens bundløse kar. Og ud fra dette: et rigere liv i fraserne, mere kolorit i fineste afskygninger, mere glødende intensitet i det neddæmpede spil, et skarpere blik for detaljens betydning. Hvad angår de eruptivt lidenskabelige perioder, åbnede Luisi heller ikke døren ind til det jødiske rædselskabinet, som foreligger som en mulig billedverden. Anden del er symfoniens længste sats, en hvirvlende dans ud i livet, en scherzo i konstant transformation, oprindeligt tænkt ind i en foregående symfoni med titlen Verden uden tyngde.

Komethalen

En vis tyngde fik den nu under Luisi. Hans behandling af den første ländler manglede fremdrift, den tilstødende vals blev sine steder trukket ud til det rent ud manierede, og som helhed udeblev en organisk flydende montage af de mange flimrende billeder. Mahler kaldte satsen en komethale og var i det hele taget bekymret for dens skæbne, fordi den var så djævelsk vanskelig for musikerne. Det er den fortsat, for der skete ikke så få små uheld undervejs. Mahler emanciperer sine messingblæsere i denne symfoni, i scherzoen er det horngruppen og især dens førstemand, som i dette tilfælde ikke boltrede sig på det høje niveau, hvor han normalt befinder sig. Men Luisi må tage på sin kappe, at de to tredimensionelle hornepisoder, satsens virkeligt magiske sekvenser, så at sige faldt på gulvet. Den kendte adagietto går vel lige ind uanset, hvad man gør ved den. Her gik det slæbende langsomt, det var smukt, men undgik på den anden side at opsøge hudløsheden i mellemdelen, heller ikke med krydshenvisning til ensomhedsfølelsen i den beslægtede Rückert-lied Ich bin der Welt abhanden gekommen. Men det var, som om finalen og dens jubeltoner inspirerede til et større vingefang, for straks fra solohornistens magtfulde intonation kastede orkestret sig ud i en sprudlende opvisning i kontrapunktiske færdigheder, og sandelig ikke om den afsluttende glædesrus for alvor fik vækket det samlede messingfolk til at springe op og spænde bælte.

Russeren Igor Levit var forinden solist i Beethovens sidste klaverkoncert – Kejserkoncerten. Som i torsdags var han til tider så optaget af at demonstrere, hvor svagt han kunne spille, at det ikke gav mening. Levit er en teknisk begavelse, og det var vel det store plus ved opførelsen, men Beethoven vil mere end perler på en snor. På et afgørende sted i adagioen som klaverets første melodiske indsats med en replik af hjertebankende noblesse hørte man ikke et ægte cantabile, ej heller budskaber om højere sfærer. Det var der til gengæld i Schuberts vemodige Moment musical i As-dur, som Levit gav som ekstranummer.

Koncerthuset 17. august. Igor Levit (klaver). DR Symfoniorkestret. Dirigent: Fabio Luisi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her