Læsetid 4 min.

Sne, sne og atter sne

Forholdet mellem øst og vest, osmannisk og republikansk tyrkisk identitet ligger som en klangbund under Orhan Pamuks roman ’Sne’ ligesom den gør det i det øvrige værk; symfonisk sammensat
Karakteristisk for Orhan Pamuks prosa er detaljens præcision, de minutiøse beskrivelser af alt, lige fra snekrystaller til historiske begivenheder.

Karakteristisk for Orhan Pamuks prosa er detaljens præcision, de minutiøse beskrivelser af alt, lige fra snekrystaller til historiske begivenheder.

Anita Schiffer-Fuchs
2. august 2013

Personnavnene i Orhan Pamuks roman Kar (Sne) er vigtige. De fem hovedpersoner i det omfattende persongalleri er digteren Ka, søstrene pek (Silke) og Kadife (Fløjl), den islamiske fundamentalist Lacivert (Marineblå) og endelig Pamuk (Bomuld) selv.

Ka er Pamuk’s alter ego. Når forfatteren også optræder under sit eget navn i romanen, er det ikke for at eksponere sig selv, snarere tværtimod: Alteregoernes forskellige stemmer fejer ind i værket som søgelys, der nu og da rammer uventede forbindelser i snekrystalslottets komplicerede struktur. Navnet Ka hentyder sikkert til ægyptisk mytologi og det bærende allestedsnærværende naturelement i bogen, der har dets navn, ’kar’ som titel. For egen regning tør jeg godt tilføje Kafka. Og endelig udspiller det meste af romanens handling sig i, ja, Kars, hvor Ka indlogerer sig på hotel Karpalas!

De to søstre er (groft forenklet) to sider af samme ’femme fatale’ (den enes navn begynder endda med Ka), som først Ka, siden Pamuk forelsker sig i. Og Lacivert, hvis navn muligvis hentyder til, at Satan i islamisk tradition er udstyret med blå øjne, er bogens antihelt, genstand for både Ka’s og Pamuk’s jalousi, og dermed muligvis deres tredje alter ego.

Det var lidt om symbolikken. Herefter skal jeg gå til værket på en mere jordnær måde:

Kars ligger i Østtyrkiet tæt på Georgien, Armenien, Azerbaijan og Iran. På grund af denne beliggenhed var den indtil Første Verdenkrig en broget kosmopolitisk by, befolket af mange forskellige etniske grupper, men blev i årene fra Den Tyrkiske Republiks grundlæggelse i 1923 til 90’erne, hvor romanens handling foregår, reduceret til et (meget groft sagt) fattigt provinshul, hvis klaustrofobiske atmosfære gav grobund for diverse yderliggående bevægelser, tyrkisk og kurdisk militant nationalisme og islamisk fundamentalisme.

Således illustrerer Kars »en miniature« den mentale situation i det postosmanniske Tyrkiet, hvor militærkup og blodige etniske konflikter fandt sted gennem hele republikkens historie, parallelt med landets kamp for at blive en vestligt orienteret, demokratisk stat. Som en yderligere pointering af miniatureformatet lader Pamuk en del af romanens handling foregå omkring en teatergruppe fra stanbul og på scenen i det lokale teater. Endelig er Kars i al den tid, hvor Ka opholder sig i byen, afskåret fra omverdenen på grund af sneen, der skaber en atmosfære af intens klaustrofobi, men også momental skønhed.

Det er blodige optrin, der udspilles på det lokale ’Nationalteaters’ scene. Det skal ikke forlede en til at betragte Pamuk som repræsentant for en slags fantastisk realisme. Overdrivelse og effektsøgen ligger ham fjernt. Karakteristisk for hans prosa er detaljens præcision, de minutiøse beskrivelser af alt, lige fra snekrystaller til historiske begivenheder. Hvad de sidste angår, nævnes kun få personnavne. Men enhver, der på tæt hold har fulgt med i de borgerkrigslignende tilstande gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne, ved, hvem det drejer sig om, når han f.eks. skriver om ofrene for politiske snigmord.

Udover sine litterære kvaliteter er Sne som indføring i forståelse af Den tyrkiske Republiks modsætningsfyldte historie på højde med de bedste fagbøger, jeg har læst om emnet. De mange dialoger omkring religion, fundamentalisme og atheisme kan forekomme den vestlige læser komiske og groteske, men de kunne meget vel være afskrifter af indlæg i tyrkiske aviser, eller samtaler optaget af efterretningstjenestens utallige agenter.

Ka, der har tilbragt mange år i Tyskland som politisk flygtning, er blevet fremmed for denne virkelighed. Han forsøger at forbinde den med sine barndomserindringer fra stanbul, men afstanden til 70’ernes europæiserede Tevikiye-kvarter er så stor, at 90’ernes Kars antager en helt kafkaesk karakter.

»På scenen blev der spillet en lille ’sketch’, der gjorde grin med en bankreklame, men fordi Ka i årevis ikke havde set tv i Tyrkiet, kunne han ikke forstå, hvad der var satire, og hvad der var efterligning.«

Ka, der bringer sit liv i alvorlig fare i Kars, ender ironisk nok med at blive dræbt i Frankfurt, hvor Pamuk opsøger hans gamle lejlighed. Han leder forgæves efter notesbogen, hvor Ka skrev en digtcyklus under sit ophold i Kars, inspireret af sin forelskelse i Ipek – og sneen, der beskrives fra alle mulige synsvinkler, i alle mulige belysninger, og som bærer af alle mulige stemninger, lige fra ren glæde, til melankoli og dyb sorg.

Hvilken tolkning man vil lægge i bogens skæbnetunge afslutning, må det være op til den enkelte læser at afgøre. Men klart er det, at forholdet mellem øst og vest, osmannisk og republikansk tyrkisk identitet – ligesom i Pamuk’s andre romaner – ligger som en klangbund under hele værket. Og når ordet klangbund er nævnt, skal det understreges, at værkets tone langtfra er unison, men rigt sammensat og varieret. Symfonisk fristes man til at kalde den.

Ka’s digte kommer vi aldrig til at læse. Men Pamuk’s prosa efterlader i sin enkelhed og rigdom det samme unikke indtryk som de bedste digte formår at give læseren

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer