Læsetid: 4 min.

Storhed og fald

Christoffer Boe springer ud som mainstreaminstruktør med det velspillede komediedrama ’Spies & Glistrup’
’Spies & Glistrup’ er velspillet fiktion, en fortælling om storhed og fald – og om et venskab i medgang og modgang. Foto: Nordisk Film

’Spies & Glistrup’ er velspillet fiktion, en fortælling om storhed og fald – og om et venskab i medgang og modgang. Foto: Nordisk Film

29. august 2013

Instruktør Christoffer Boe har dækket sig ind. »Baseret på virkelige begivenheder og en del uvirkelige,« står der i begyndelsen af hans spillefilm Spies & Glistrup. Så har han bekendt kulør. Det her er en film, hvor virkelighed møder fiktion. Og i den forstand har Spies & Glistrup samme tema som Boes tidligere film, selv om den umiddelbart fremstår helt anderledes mainstream.

Spies & Glistrup udspiller sig i årene 1965-84. Historien er formet som en rammefortælling, der begynder og slutter med Simon Spies’ død i 84. Det er fra Mogens Glistrups synsvinkel, vi oplever denne dag, og selv om hans navn står som nummer to i filmens titel, er det primært ham, der er hovedperson.

Efter en kort introsekvens, der udspiller sig i Horserød i 1984, udfolder handlingen sig som et flashback, der følger de to tidligere studiekammerater Glistrup og Spies fra 1965 og frem. Glistrup (Nicolas Bro) arbejder i sin svigerfars firma, mens Spies (Pilou Asbæk) er i gang med at grundlægge sit rejseimperium. De to antiautoritære outsidere slår kludene sammen ud fra et fælles ønske om at komme frem i verden og at trodse det fine borgerskab. Og selv om de ved første blik ligner et umage par, er de fælles om at have en stor frihedstrang – og en hang til at provokere. Som Christoffer Boe har udtrykt det i et interview: Mogens Glistrup var idealisten, der jagtede friheden – Simon Spies var hedonisten, der udlevede friheden.

I filmen lykkes det Glistrup og Spies gennem taktiske forhandlinger at opkøbe et flyselskab og bane vejen for Spies-koncernens enorme succes. Det er underholdende scener, hvor de opfører sig som frække slagterhunde på de bonede gulve.

Nu er der hul igennem til succesen og millionerne, og the sky is the limit. Vi følger udviklingen i de to mænds venskab – og den forandring de hver især undergår. Spies folder sine excentriske sider ud for fuld skrue, uberegnelig, charmerende, småsadistisk og ekstremt mediebevidst. Glistrup er den faste støtte ved hans side, en arbejdsom familiemand med børneflok og loyal kone (Trine Pallesen). Mens Spies eksperimenterer med stoffer omgivet af et harem af unge kvinder, sidder Glistrup med næsen i papirer og udtænker nye former for kreativ bogføring.

Lidt for kreativ, naturligvis. De to mænds venskab kommer på sin afgørende prøve, da Glistrups skattesnyd afsløres. Spies risikerer at blive revet med i faldet og kommer i et moralsk dilemma: Skal han stå ved sin vens side – eller redde sin egen medieeksponerede røv?

Under humoren lurer tragedien

Nicolas Bro og Pilou Asbæk er ekstremt gode i filmens to største roller. Selv om det ligger lige til højrebenet, kammer deres figurer aldrig over i farcen. Filmen har – særlig i første halvdel – komedietræk, men dens grundtone er drama. Under humoren lurer tragedien. Og både Bro og Asbæk holder deres figurer i passende stram snor, så vi tror på de stærke og til tider mørke følelser, som gemmer sig under overfladen hos den selvretfærdige original og den flamboyante levemand. Boe undlader helt at berøre Glistrups fremmedfjendske sider, og Bro tegner et forsonende billede af ham.

Detaljer, timing og rytme

Netop fordi filmen er et portræt af to karaktertyper, er skuespillet naturligt en helt central kvalitet. Filmens styrke ligger i detaljen, i fortolkningen af situationer, i timingen og rytmen, hvilket også er klipperen Peter Brandts fortjeneste. I en lille scene i Glistrups hjem er der et nærmest musisk samspil mellem Nicolas Bro og Trine Pallesen. Der sker på overfladen ikke ret meget – en udveksling af nogle bemærkninger om kaffe, frokost og nogle avisudklip. Men under overfladen ligger hele fortællingen om de to menneskers relation og følelser for hinanden. En gennemført velskrevet og velspillet scene.

Filmen swinger – på lydsiden stemningsfuldt akkompagneret af dansktopnumre og andre af tidens hits. Fotograf Manuel Claro, der i Melancholia gav den hele armen med visuel overdådighed, har skruet ned for blusset og fortæller i en diskret, traditionel stil, som er velegnet til historien.

Indimellem blandes Claros optagelser med gamle dokumentarklip med charterturister, lufthavne og København. Det underbygger en oplevelse af autenticitet og fører os til den uundgåelige diskussion: Fungerer det, at filmen helt åbenlyst blander virkelighed og fiktion? Christoffer Boe og manusforfatter Simon Pasternak har bevidst valgt at sætte sig mellem to stole. Og som fiktionsfilm fungerer Spies & Glistrup rigtig godt. Men det forstyrrer, at der er så mange autenticitetskoder i den – for eksempel dokumentarklippene, autentiske navne, personer og citater (ja, selv Glistrups marcipanbrød). Selv om jeg forsøgte at abstrahere fra det, føltes det som en sten i skoen under hele filmen, det virkede distraherende, og jeg kunne ikke lade være med at tænke: Mon det her virkelig skete – eller er det opdigtet?

Det kan meget vel være en pointe fra Christoffer Boes side. I sine tidligere film, for eksempel Reconstruction, Offscreen og Alting bliver godt igen, udforsker han netop mødet mellem virkelighed og fiktion. Det er filmen som konstruktion og vores egne – til tider lige så konstruerede – fortællinger om os selv, han sætter under lup. Der er ingen tvivl om, at Spies & Glistrup vil afføde indignerede kommentarer om alt det, der ikke er historisk korrekt. Men på den anden side, synes Boe at sige, hvilken film er det? Spies & Glistrup lægger sig i kølvandet af succeser som Flammen & Citronen, Hvidsten Gruppen og Dirch, der bestemt også er frie fortolkninger af virkeligheden på hver deres måde. Spies & Glistrup skal nydes som velspillet fiktion, en fortælling om storhed og fald – og om et venskab i medgang og modgang.

’Spies & Glistrup’ Instruktion: Christoffer Boe. Manuskript: Simon Pasternak. Dansk (Biografer over hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

"Boe undlader helt at berøre Glistrups fremmedfjendske sider, og Bro tegner et forsonende billede af ham."

Er det, moralsk, kunstnerisk, tilladeligt?

Hvordan ville en film om Hitler as a cute baby blive modtaget?

Ville man lave en film om Ted Bundy, massemorderen, der alene fremstillede ham som den perfekte svigersøn og ikke andet?

Jeg tror det ikke.

Og hvad er grunden? Jo, grunden er den helt enkle, at Glistrups fremmedfjendske ideer er blevet mainstream. De er ikke engang kontroversielle.

Ivan Ziz, Eddie Pier, Moh Abu Khassin , Kasper Hviid, Maj-Britt Kent Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Hvis man er i bekneb for at blive bekræftet i sin overbevisning om, at ingen bliver bedre mennesker af en tur bag tremmer, må Mogens Glistrup være et oplagt eksempel på samme.

Var manden skingrende skør og aparte, før han blev buret inde for sin kreative virksomhed som rådgiver for 'frihedskæmpere med ondt i skatten', kom han i hvert fald ikke ud af sit fængsel som et bedre menneske, end han var, da han blev sat ind.

Havde han holdt sin kæft i stedet for at fremture i sin galskab, kunne han have endt sine dage som hæderkronet medlem af 'det bedre selskab' af nålestribede finansrådgivere og 'økonomiske eksperter', som den til enhver tid siddende regering støtter sig til, "når folket, den store besværlige hvalp, begynder at knurre dernede".

Michael Kongstad Nielsen

Her var så anmeldelsen. For en uge siden fik vi omtalen. Alt stort slået op og med billeder. Den perfekte markedsføring og lancering af en film, der allerede har fået filmstøtte. Er Information stadig uafhængig af politiske og økonomiske interesser?