Læsetid: 4 min.

At strikke baglæns

Sissel-Jo Gazan har skrevet en ny rå, flot og indviklet videnskabskrimi. ’Svalens graf’ sammenfletter videnskabelige og politimæssige metoder i opklaringen af et makabert mord på Københavns Universitets Biologiske Institut
Sissel Jo-Gazans ’Svalens graf’ finder ligesom den succesfulde ’Dinosaurens fjer’ sted i et forskningsmiljø.

Jan Jørgensen

23. august 2013

Skal man tro Sissel-Jo Gazan, er Københavns Universitets biologiske institut et råt og farligt sted at være forsker. Mord, intriger og anonyme anmeldelser for videnskabelig uredelighed hører til dagens uorden på instituttet, hvor den unge forsker Anna Bella Nor arbejder, og hvor hendes kæreste, politimanden Søren Marhauge, igen bliver kaldt ind for at opklare et mistænkeligt dødsfald.

Sissel-Jo Gazans spændende krimi Dinosaurens fjer (2008) om et klamt parasitmord på Biologisk Institut blev en overraskende succes, vandt DRs romanpris og blev solgt til en række lande. Nu er forfatteren tilbage med en veldrejet efterfølger og femte roman, Svalens graf, der tempofyldt og fuld af seje videnskabelige detaljer afslører intriger og misundelse blandt forskere i sandhedens tjeneste.

Blot er der nu endnu større økonomiske interesser på spil. Den velrenommerede forsker Kristian Storm har i en årrække forsket i DTP-vacciners (mod difteri, kighoste og stivkrampe) skadevirkninger på børn i det afrikanske udviklingsland Guinea-Bissau. Nu har han tilsyneladende hængt sig på sit kontor på instituttet.

Samtidig har Storm makuleret sine publiceringsklare forskningsresultater, som udgjorde en potentiel bombe under den magtfulde medicinalindustri.

Selvmordsmotivet skulle være en anklage til UVVU for videnskabeligt fusk med vaccinetallene, men det tror flere af Storms kolleger ikke på. Den slags ville kun give Storm blod på tanden, mener de, især, da han anså sin forskning for et afgørende bidrag til at justere WHO’s vaccine-anbefalinger med uafhængig, ikke-sponseret forskning.

Politimanden Søren Marhauge lytter til de der er mistænksomme over for selvmordsteorien, bl.a. Storms phd.-studerende, den unge forsker Marie Skov. Men da Søren har sagt sit job op i protest mod papirarbejdet, opererer han fra privaten med Annas lille datter Lily på slæb. Marie og han indleder hver sin efterforskning, og ikke før til sidst flettes trådene sammen i romanen.

Samtidig har Søren og Marie hver deres problemer på hjemmefronten.

Søren er flyttet sammen med den stridbare Anna. De elsker hinanden, Søren er blevet superfar for Lily, men forholdet plages af jalousi og skidt kommunikation. I den nye roman er Anna – hovedpersonen i Dinosaurens Fjer – dog en biperson. Hendes rolle som ubestikkelig forsker er i den nye roman overtaget af Marie Skov, der selv har brug for at få sin phd.-afhandling om vaccineundersøgelserne godkendt.

Lange tråde

Marie Skov stammer fra en mildt sagt samspilsramt familie. Moderen Joan er falleret kunstner og pillemisbruger efter en lille søns død mange år tidligere. Faderen Frank er alkoholiker med storhedsvanvid. I det kaotiske hjem har Maries storesøster Julie altid måttet tage ansvar for Marie og deres yngste søster, Maja. Undervejs i romanen vælter familiehemmelighederne ud af skabet. Marie får konstateret brystkræft, og det ripper op i familiens gamle sår efter hendes tvillingebror Mads’ død som treårig. Samtidig føler Marie sig med god grund forfulgt – måske af de samme, som ville Storm til livs?

Tilmed finder hendes lægemand Jesper sammen med en kollega, der modsat Marie har hår på hovedet og begge bryster i behold. Både han og Maries søstre omtaler Maries kræftsygdom og forestående død (!) i så smagløse vendinger, at mange mennesker ville bryde sammen alene af denne grund.

Ikke Marie, der går i gang med at løse krimigåden, som også omfatter to andre forskeres død i Afrika. Mystisk nok netop under indsamling af materiale, der bestyrkede Storms teori om, at DTP-vacciner svækker immunforsvaret hos småbørn. Søren på sin side ’strikker baglæns’, som Anna kalder det, og opklarer dermed bl.a. familien Skovs traumatiske familiemysterium, der trækker tråde helt op i nutiden.

Svalens graf er lige så indviklet og fuldtud så spændende som Dinosaurens fjer, og endnu mere raffineret komponeret. Marie og Søren ringer konstant forgæves til hinanden, hvilket giver anledning til elegante spring frem og tilbage i tiden. Da Marie frygter for sit liv og ringer til Sørens mobiltelefon, får hun den femårige Lily i røret, der med klar stemme bekendtgør, at Søren læser papirer på lokum…

Nogen hyggespreder er romanen dog langtfra. Tværtimod er effekterne skruet op på fuld styrke og åbner for en ormerede af livsløgne og grådighed. Alle konflikter begynder i det røde felt, og både på Biologisk Institut, på Bellahøj Politistation og naturligvis i kernefamilien er svigt, taktløshed og misundelse det nye normale. Udover den brave Søren skubber næsten alle romanens mænd kujonagtigt ansvaret for sig selv, ægteskab og familie over på kvinder og børn.

Identifikation

Marie er til gengæld en kompromisløs heltinde, der søger sandheden både i familie og videnskab, men af lutter ensomhed og mental overanstrengelse befinder de fleste af romanens kvindeskikkelser sig i en konstant tilstand af mistænksomhed og vrede. Hvis ikke de som Maries mor slet og ret har slukket for kontakten til omverdenen.

Sissel-Jo Gazan fremviser på bogens flapfoto præcis den skuldertatovering af en svale, som også romanpersonen Marie får i romanens løb. Her er identifikation på spil! Formentlig kan vi også se frem til flere romaner om politimanden Søren Marhauge, der alene bærer maskulinitetens fakkel gennem sandhedens korridorer, side om side med heltinder, der ligesom han selv én gang har mistet alt og fundet ud af, at de overlevede.

Personligt vil jeg glæde mig til også næste omgang af den gazanske rawfood. Hendes plot styrer for vildt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer