Læsetid: 2 min.

De uvedkommende

Christian Mørk har skrevet en uendelig roman om værnemagere i legetøjsbranchen
Christian Mørk er aktuel med romanen ’De forhadte’. Bogens fortæller har fået tildelt en overmenneskelig hukommelse, der mangler indsigt i de faktiske forhold i fortidens Tyskland, og romanen lider under sproglige svagheder, mener denne anmelder.

Jonas Skovbjerg Fogh

26. august 2013

Den historiske roman er en svær en: Nej, men her ser jeg Tordenskjold komme ind på en stang fra højre. Læseren kan føle sig hensat til Priors dukketeaterverden, hvor alle figurerne skåret ud i pap kom på scenen i tur og orden. Således i Christian Mørks voluminøse roman om besættelsen: De forhadte, hvor den danske hovedperson, som fungerer som en slags prokurist eller rejsende sælger i sin vidtløftige fars legetøjsfirma, pudsigt nok render på Goebbels og Göring og andre topaktører fra perioden med fortrinsvis tysk fortegn.

Romanen drejer sig om dette danske firma, der eksporterer modelbiler, små fine sager, som overgår, forstår man, selv den tyske tradition for højkvalitet. Modellerne vækker interesse på det tyske marked og i naziregimet, der overtager produktionen og anvender slavearbejdere til formålet. De små biler bliver metafor for værnemageriet som sådan, hvilket synes en besværlig omvej for at gøre fænomenet landsforræderi og krigsforbrydelser 1940-45 til romanstof.

Det lykkes heller ikke; legetøjsbilerne forbliver uvirkeligt uvedkommende, transaktioner og intriger indforstået ubegribelige og rammen konstrueret (gemacht) til det søgte a la Flammen og Citronen. Fortællingen bistås heller ikke undervejs af en undertekst, der kunne løfte og nuancere stoffet. Teksten går håndfast til værks i nådesløse begivenhedsreferater, selvsmagende registreringer: så-følte-jeg-i-samme-øjeblik-tænkte-jeg-og-ville-have-kløet-mig-i-øret-men-faldt-med-et-liderligt-skrig-i-søvn, samt uklare anslag, men ingen tilfredsstillende udvikling i personerne.

Ikke et pålideligt vidne

Genren stiller, som antydet, store krav, paradoksalt nok også metodiske. I en roman fra 1700-tallet kan Holberg ikke bekymre sig om benzinpriserne eller Valdemar Sejr køre på cykel til Ribe. Fortælleren i Christian Mørks roman er i beretterøjeblikket 93 år gammel, men kommer både i slåskamp og får skældud, milde eksempler på den sprogligt stilistiske usikkerhed, der dementerer ophavstroværdigheden. Hvis denne da ikke allerede var gået sig en tur ved den overmenneskelige hukommelse, hovedpersonen lægger for dagen. Han fortæller i mindste detalje begivenheder syv årtier tilbage, da han var 20-23-årig og i øvrigt for sin alder fremtræder som usædvanligt livserfaren og indsigtsfuld i politik og mennesker.

Når fiktionen anbringer sig i realhistoriens regi, må den jo også overholde elementære kildekritiske regler, tage hensyn til almindelig fornuft og rimelighed, samt til den menneskeligt skrøbelige erindring. Subsidiært konstruere en eller anden ramme for historien. Det går galt her. Hovedpersonen, Kaj, er ikke et pålideligt vidne 70 år senere og ser ikke tilbage med en 93-årigs sprog og baggrund. Derfor bliver det vanskeligt, for ikke at sige noget nær umuligt, at aftvinge fortællingen interesse. Med den let tilgængelige almenviden om Nazityskland overbeviser forfatteren heller ikke om dybere indsigt i de faktiske forhold i fortidens Tyskland og legetøjsindustrien.

I betragtning af tekstens mange sproglige svagheder og i det hele taget undrer man sig over forlagsredaktørens rolle.

Politiken regnes normalt for at være et seriøst forlag.

 

De forhadte’. Christian Mørk. Politikens Forlag. 386 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

H.C. Branner skrev "Legetøj". Det er længe siden, jeg læste den, men den dukker op i hukommelsen, når man læser om ingredienserne hos Mørk: legetøjsfabrik og nazister. Nå, andet fælles gods er der vel ikke, og anmeldelsen bekræfter, at man kan springe Mørks bog over.

H.C. Branners kan man derimod læse igen.

Steffen Gliese

Sjovt nok har jeg netop fundet LEGETØJ frem igen. Jeg synes nu nok, anmelderen slår lovlig flot ud med hånden efter denne roman, der vel kan have andre kvaliteter.
Faktisk synes jeg, det bliver mere og mere suspekt med anmelderkrav til romaner - ofte er det nærmest en gang gedigen systemlitteratur, der roses, mens det originale og fantasifulde skammes ud.
Jeg ved ikke, om det er tilfældet her, og romanen synes under alle omstændigheder ikke at ramme ned i noget, der pirrer min nysgerrighed, så jeg vil næppe undersøge det.