Læsetid 4 min.

Vort rørende, i grunden latterlige liv

Claus Beck-Nielsen giver i skæg ny bog menneskeforagten frie tøjler, men husker heldigvis at indbefatte sig selv
23. august 2013

Efter for sjov at have erklæret sig død og ladet sig begrave under offentlig bevågenhed har eventmageren Claus Beck-Nielsen nu valgt at genopstå som den skrøbelige person og den kloge, sjove forfatter, han jo i virkeligheden er. Dette sker med en overlegent velskreven og indimellem udsøgt uforskammet bog, på omslaget kaldt roman, på titelbladet et spejlkabinet.

Den spejlende fortællerinstans er det famlende fjumrehoved, der engang, for over tyve år siden, drømte om at blive kunstner. De tolv figurer, han nu spejler sig i, er et skønsomt udvalg af alle de moderne danske forfattere, som hans drøm bragte ham nærmere på. En af dem så tæt, at hun blev hans kone og mor til den datter, der hele vejen gennem bogen må underforstås som beretningens tilhører. Hvilket klart nok er ment som en fin kærlighedsgestus, men samtidig fungerer flot, æstetisk, i og med at det begrunder fremstillingens frie, mundtlige, tilsyneladende skødeløse form.

Skamløst subjektiv

Der skal såmænd nok være andre, som lader sig forarge af et og andet i det konsekvent subjektivt anlagte værk. Hvad ligner det f.eks. at kalde Poul Borums krop for »en uformelig og temmelig slunken sæk af gammel hud med næsten ubrugelige benrester og fedt«? Er det ikke infamt at klippe direkte fra et slapstickagtigt møde med Pia Tafdrup og hendes kufferter på Paris’ Gare Saint-Lazare til et helt igennem dødpinligt købeknald i Berlin? Jo da, helt bestemt.

Men Claus Beck-Nielsens idiosynkratisk skævvredne portrætter inkluderer faktisk også en serie ret så præcise karakteristikker af de karikerede kollegers individuelle stil samt, hvad der er nok så vigtigt: han skåner bestemt ikke sig selv, men udstiller sine egne små fejl, muligvis i det håb, at ingen i denne runde vil kymre sig om de større.

Forfængelighedens marked

Som de tolv kolleger – plus den trettende, det gennemgående jeg – skildres, udstiller de forfatteres forfænge- og forgængelighed. Som forfængelige fremstilles de, fordi de alle, uden undtagelse, er selvoptagne, krukkede. Og forgængelige er de i betydningen: sårbare, fysisk skrøbelige. De er 13 for så vidt tilfældige bærere af dette liv, der på en gang er forfærdeligt, rørende og latterligt – et nøgternt tilværelsessyn, som Claus Beck-Nielsen artikulerer ved med en nogenlunde ligelig blanding af kærlighed og foragt at fokusere, ikke kun på forfatternes ord, »deres sproglige krop«, men også, og med udsøgt detaljering, på deres fysiske krop.

Som læsere præsenteres man således for Poul Borums nittebælte og sluttelige åndedrætsmaske, Jens Christian Grøndahls nydeligt pressefoldede bukser, Inger Christensens voksende mave, Peter Høegs muskelspændte gangart, Pia Tafdrups mørke, forførende blik, Peer Hultbergs af eksilet forstærkede duarderdiktion, Hans Otto Jørgensens smældende cowboystøvler, Henrik Nordbrandts aflange, magre ansigt, Jørgen Leths dyre Armanijakke, Christina Hesselholdts store, gråbrune sweater og lille, flade næse, Klaus Rifbjergs dybe, knagende og samtidig syngende stemme samt til slut Ib Michaels mørke, solgarvede hud, iagttaget af far og datter ude på stranden nær Hundested.

Porøs parallelverden

Bogens gennemgående greb består i en art kalkulerende uskyld, i en udspekuleret naivitet. Fortælleren roder bevidst rundt i det – hvad der hændte hvornår og hvordan – og blander ting sammen, der i virkeligheden skete på vidt forskellige tidspunkter. Således fejldaterer han sin eller Claus Beck-Nielsens entré i de litterære cirkler, og han manipulerer med ydre facts, således at der i hans skrift opstår en slags porøs parallelverden, grænsende tæt op til den, som vi kender eller mener at kende. Kom rottefængeren fra Hamlet eller Hammel? Ligger universitetsbyen Caen ved kysten eller et stykke inde i Normandiet? Et det fem eller femten sider inde i Alfabet, at »efteråret findes«? Boede Poul Borum i nr. 37, eller var det, som der står, nr. 25? Alt dette og mere til fjumrer fortælleren rundt i og tegner derved billedet af sig selv som den på en gang ynkelige og medynkvækkende stakkel, som har fået hug af tilværelsen som sådan, men fuldt ud er værdig til det og således, med andre ord, i sandhed fortjener en skæbne af format. En mand, der, som det hedder, går rundt som en skygge af ingen og udefra stirrer ind på cafeen, hvor alle de andre sidder og med misundelsesværdig sikkerhed bemestrer kaffekop og eksistens.

Tja. »Havde det ikke været for mig, var jeg utvivlsomt blevet et lykkeligt menneske,« skriver Claus Beck-Nielsen. Jeg vælger at tro ham, eller snarere: vælger at se med indlevelse og forståelse på det livsbillede, som han aftegner med kendskab til og sikkert styr på sine æstetiske virkemidler. Mere behøver man sådan set ikke forlange af en bog. At jeg så på et andet, et mere etisk plan, føler afsmag ved værkets kombination af udadvendt (destruktiv) misantropi og indadvendt skæbnetynget selvmytologisering, det er en anden sag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu