Læsetid: 5 min.

Adoptionens dunkle historie

Ny bog fortæller historien om 1950’erne og 1960’ernes illegale adoptioner fra udlandet og ikke mindst enmandshærenTytte Botfeldt, der på egen hånd skaffede afrotyske børn til danske par og var med til at etablere de adoptionsorganisationer, vi kender i dag
’Dødens adoptivmor’ blev Lise Brems døbt i pressen, da hun og ægtefællen Ole Brems blev anklaget for at have mishandlet tre af deres ni adoptivbørn til døde. Blandt de overlevende er Iben (på gyngen), hvis biologiske forældre var en hvid tysk kvinde og en sort amerikansk soldat. 
 Privatfoto fra bogen
13. september 2013

Potentielle adoptanter skal have »et godt psykisk helbred, en sund harmonisk personlighed, et godt ægteskab, et nuanceret miljø«, skrev amtssocialdirektør og senere formand for ungdomskommissionen Lars Lundgaard i 1982 om adoption af udenlandske børn og fortsatte:

»Det er ikke kun supermennesker, der opfylder disse betingelser. Men der skal være overskud og harmoni. Det er der også i den almindelige danske familie.«

Omtrent 15 år forinden var markedet for illegale adoptioner forsøgt bragt under kontrol, ved at man udstedte tilladelser til de personer og organisationer, som i årevis havde skaffet afrotyske børn til danske par i direkte strid med lovgivningen.

Hvad der imidlertid ikke havde ændret sig fra 1950’ernes illegale ’børneimport’ til 1980’ernes regulerede adoptionsindustri, var troen på »overskud og harmoni« i den »almindelige danske familie«. En opfattelse, der nu i 60 år har legitimeret adoptioner fra udlandet til Danmark. Hvad enten det har drejet sig om ’uægte’ børn af hvide tyske kvinder og afroamerikanske soldater, børn af enlige mødre i Korea eller af aidsramte etiopiske forældre, har argumentet for at hente disse børn, fragte dem over landegrænser og installere dem i nye hjem i Danmark været, at de ville få det bedre her. For der er overskud og harmoni i den almindelige danske familie.

Børneimporten

I en ny bog fortæller de tre journalister Amalie Linde, Amalie Kønigsfeldt og Matilde Hørmand-Pallesen historien om, hvordan de organiserede adoptioner fra udlandet til Danmark begyndte. Om enmandshæren Tytte Botfeldt, der fuldt og fast troede på, at en hvilken som helst familie i Danmark ville være at foretrække for de tyskfødte »mulatbørn« (et ord, forfatterne selv vælger at bruge). Om de danske par, der gerne ville undgå ventelister og kontrol. Om de »idealister«, der ville vise skabsnazierne syd for grænsen, at her i Danmark kunne vi godt tåle lidt raceblanding. Om de danske politikere, der i et årti valgte at se gennem fingre med Tytte Botfeldts formidlingscentral. Og ikke mindst om de adopterede, som uden at være blevet spurgt eller informeret pludselig befandt sig hos fremmede mennesker, der som adoptivforældre befandt sig et sted i spektret mellem jævnt uharmoniske individer, som folk er flest, til decideret uligevægtige og livsfarlige voldspersoner.

De døde adoptivbørn

Børneimporten – Et mørkt kapitel i fortællingen om udenlandsk adoption er baseret på interviews med 35 af de adopterede, der kom til Danmark fra Vesttyskland i 1950’erne og 1960’erne. Forfatterne har desuden interviewet en række af de aktører, som var involveret i Glemte Børn – nu DanAdopt og AC Børnehjælp – og i Terre Des Hommes, der fik frataget sin autorisation til at formidle adoption i 1999 efter en sag om rumænske børn med falske lægeattester.

Allerede 30 år forinden havde både Glemte Børn og Terre Des Hommes været sat i forbindelse med en langt større skandale, som de fleste over 50 år vil huske fra medierne: Børnepsykiateren Ole Brems sad i bestyrelsen i både de private adoptionsforeninger og den amtslige Plejehjemsforening, der stod for godkendelsen af adoptanter. Sammen med sin kone Lise adopterede han ni børn fra bl.a. Tyskland. Tre af dem døde, og i bogen fortæller det overlevende adoptivbarn Iben om en ubegribelig ondskabsfuld mishandling. Ole Brems, der forsynede sin psykisk syge kone med store mængder af bl.a. morfin, udfærdigede selv dødsattesterne og brændte ligene. På grund af manglende beviser blev Ole Brems kun idømt to års fængsel og frataget sin lægeautorisation i to år – og kunne altså siden genoptage sin praksis. Lise Brems blev idømt fire års fængsel og permanent frataget retten til at virke som sygeplejerske. Frem til Lise Brems’ død i fængslet havde Tytte Botfeldt, der fortsat formidlede adoptioner, hyppig brevkontakt med hende.

Lovbrud – uden referencer

Forfatterne har også været i arkiverne og fundet mødereferater, betænkninger fra folketingsniveau, avisartikler og private brevsamlinger m.m. fra samtiden. Alt dette tjener som dokumentation for, at både mellemmænd, ministre og offentlighed kendte til den omfattende illegale adoptionstrafik fra udlandet. Også efter uddelingen af autorisationer brød organisationerne gang på gang loven uden større konsekvenser.

Desværre er der ingen kildehenvisninger gennem bogen, men blot en samlet liste over kilder for hvert kapitel. Det valg er velsagtens truffet ud fra hensynet til læsevenlighed. Men hvis noget sætter en stopper for læseflowet, er det, hvis man hele tiden spekulerer på, hvor en konkret oplysning stammer fra. Det stiller også bogen svagere både som anklageskrift mod tidens aktører og som afsæt for yderligere undersøgelser.

Psykosocialt fokus

De adopteredes livshistorier og fortolkninger af samme står centralt i bogen og udfoldes sideløbende med beskrivelsen af Tytte Botfeldts virke og dannelsen af de adoptionsorganisationer, vi kender i dag. Portrætdelen lader noget tilbage at ønske; man får fornemmelsen af livsforløb, men ikke rigtig af menneskerne bag. På samme måde står det lidt hen i det uvisse, hvad det konkret var for en samfundsmæssig kontekst, de afrotyske børn kom fra og til i 1950’erne og 1960’erne.

Der vies til gengæld stor opmærksomhed til psykosociale konsekvenser af og forklaringsmodeller for adoptionernes forløb, og bogen skriver sig dermed ind i en tradition i adoptionsforskningen, der nedtoner fokus på systemiske sammenhænge til fordel for et nyfigent blik på individet.

Vigtige brikker til historien

I de sidste kapitler sampler forfatterne egne spørgeskemaundersøgelser med alskens nyere og ældre forskning uden skelnen til, at dele af denne forskning positionerer sig i direkte indbyrdes konflikt. Det er også her, forfatterne samler op på historiens relevans for nutidens adoptionsdebat – bl.a. gennem kontrafaktiske spørgsmål såsom, hvorvidt det trods alt ikke var bedre for de adopterede at komme til Danmark, end hvis de var blevet i Tyskland. Et spørgsmål, forfatterne selv erkender, aldrig kan besvares. Netop derfor burde man måske undre sig over, at det altid bliver stillet.

Når det er sagt, er det prisværdigt, at forfatterne har fundet frem til de første generationer af adopterede fra udlandet adopterede for at give dem ordet og har forsøgt at dokumentere årtiers overgreb, embedsmisbrug og manglende indgriben over for adoptanter og mellemmænds lemfældige omgang med andre menneskers liv. Børneimporten bidrager med vigtige brikker til forståelsen af dansk adoptionshistories tvivlsomme liv og levned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper van der Schaft
  • Anders Riel Müller
Jesper van der Schaft og Anders Riel Müller anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu