Læsetid: 3 min.

Beethoven i eksperimentariet

Beethoven-feberen blusser fortsat i København. DR fører an med hele to orkestre, men man har fået en vital konkurrent i Copenhagen Phil
30. september 2013

Copenhagen Phil, tidligere Sjællands Symfoniorkester, har i længere tid arbejdet med et indspilningsprojekt under den kinesiske chefdirigent Lan Shui. Beethovens symfonier på cd, som sikkert også er tænkt som murbrækker til en bevågenhed uden for landets grænser. For man kommer med en alt andet end støvet Beethoven. Lan Shui er den kunstneriske ildsjæl i dette fremstød, ligesom chefdirigenterne for DR’s to orkestre i tilsvarende projekter med den store komponist.

Fredag aften præsenterede Copenhagen Phil så Beethovens indgang og udgang i symfoniens verden, 1. Symfoni fra 1800 og 9. Symfoni fra 1824. Alene at blive konfronteret med denne indramning var vældig interessant lytning. Forskellene er enorme, og alligevel er man ikke i tvivl om, hvem der er ophavsmanden. Der meldte sig en hel del eftertanker, blandt andet om hvor langt man kan komme med at få levendegjort den unge/raske himmelstormers ideer over for den gamle/døve ikke mindre himmelstormers. For det betyder vel, at artikulation, tempoopfattelse og klangfarver i den sidste symfoni burde læne sig mere op ad den romantiske æras æstetik end den første. Men denne stilistiske distinktion var ikke hørbart dirigentens anliggende i fredags, med undtagelse af finalen i 9. Symfoni.

Kvikt og trimmet

Lan Shui hører til den rapfodede klasse i den store dirigentfamilie. Hans Beethoven løber kvikt, særdeles præcist i som regel en fin balance. Klangen er trimmet, der spilles ikke ødselt espressivo som i gamle dage, kun med en vis økonomi. Alt dette kom glimrende frem i 1. Symfoni. Man fornemmede, at dette var en genial Haydn-elev, der allerede havde distanceret sig fra sin endnu levende lærer i dynamisk og rytmisk substans. At visse hurtige passager lød noget forpustet, gjorde mindre i dette charmerende eksperimentarium.

Med de første takter af Beethovens 9. Symfoni kan man komme i tvivl om, hvorvidt den i det hele taget er begyndt. Og derefter: Hvor langsomt eller hvor hurtigt går tempoet? For det er, som om musikken kommer langvejs fra, fødes ud af nogle stjernetåger: tyste simrende rytmer og et faldende interval i strygerne, kolde klangflader i blæserne, så at sige embryonal musik: ingen melodi, kun natur. Men så stiger musikken gradvis i styrke, den ekspanderer og eksploderer i et enstemmigt brøl, der udspyr alt, hvad der har ligget i svøb. Denne kosmiske mystik er jo af en ganske anderledes kaliber end de drilske akkorder, der indleder 1. Symfoni. Og hvad, der lå Lan Shui mest på sinde, var ikke mystik, men at musikken i det store hele skulle drives fremad og igen fremad, og det i et tempo, der forekom forjaget og absolut ikke majestætisk, som Beethoven skriver. Musikerne levede op til dirigentens koncept med lynsnart omstillingsspil, men jeg savnede fordybelse i materien og omhu for detaljen, kort sagt en åndelig dimension.

Forrygende letter

Også scherzoen fik en tand mere i tempoet, end det gavnede budskabet, det havde omkostninger med artikulationen af det springende rytmiske motto og med ensemblespillets synkronisering, men på bonussiden må man tælle fornemme solopræstationer af fløjte, obo og naturhorn. Ganske rask gik det videre i den langsomme sats’ lyriske variationer, som veksler mellem adagio og andante med tilhørende subtile overgange. Igen var der flere fine replikker fra musikerne, men navigatøren gennem dette tidevand ønskede ikke at gennemsynge stoffet eller bevæge sig ned i de svageste nuancer.

Men så skete det: I finalen faldt tingene på plads. Åndedraget blev roligere, sangen holdt sit ubetvingelige indtog med Schillers ode til glæden, og dermed blev også orkesterklangen rigere. De fire solister var alle fortræffelige og homogent sammensungne, men roserne skal kastes til koret, domineret af de forrygende lettiske stemmer. Aftenens mest opsigtsvækkende momenter indtraf således på finalens spirituelle højdepunkt, som sætter sig uden for satsens berømte tema, nemlig afsnittet med korets brudte recitativiske refleksioner: Seid umschlungen, Millionen! Diesen Kuss der ganzen Welt! Her kom en guddommelig vision, så keruber og ærkeengle måtte smile og bifalde.

Beethoven: Symfoni nr. 1 og 9.Klara Ek (sopran). Elisabeth Jansson (mezzosopran).Thomas Cooley (tenor). Liao Changyong (baryton).Ars Nova. Det Lettiske Radiokor.Copenhagen Phil. Dirigent: Lan Shui. Konservatoriets Koncertsal den 27. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu