Læsetid: 3 min.

Drømmetrofast

Hanne Marie Svendsen, der for nylig har rundet de firs, tilegner byen Skagen sin tilbagebliksbog
6. september 2013

Der tindrer et helt særligt lys oppe over det nordligste Jylland. Forleden fik jeg set det igen, på vej til ålegildet i Tolne, og få dage efter kom det tilbage med den nye bog fra Hanne Marie Svendsen, skagboen, der blev magister i litteraturhistorie, programredaktør i Danmarks Radio samt ikke mindst jo altså prosaforfatter: stilsikker, sensitiv, sprød, drømmetrofast, solid.

Himmelsten, hvis titel skal signalere både tyngde og lethed, er tilegnet barndommens by og former sig som en afsøgning af de modsætninger og kontraster, som spænder sig mod hinanden i livet og i kunsten. Opmærksomheden for dobbeltheder tændes allerede fra starten hvor Hanne Marie Svendsen tænker tilbage til de svævende, skrigende måger på havnen: »Jeg forstod ikke, hvordan de på samme tid kunne være så grimme og grådige og så smukke og majestætiske.«

Alt småt og foragtet

Selv fremstiller hun sig som barn som en drømmerisk sværmer, der helst ville lege med drenge, og på gymnasiet i Frederikshavn som en ug-pige, der læste mærkværdige bøger, men viste sig at kunne spille rigtigt teater. Som 18-årig nybagt student tager hun båden til København for at studere og finder byen fascinerende, »skønt der var alt for mange høje huse, der skyggede for himlen og spærrede for drømmene.«

Dette er en formulering typisk for Hanne Marie Svendsen, hvis varme hjerte banker for alt småt og foragtet, og hvis »solidaritet med alle de udstødte og forkastede« gennemsyrer bogen, ikke mindst det afsluttende portræt af en kejtet danselærer i Skagen, som vel at mærke ikke var det allermindste kejtet, når først han kom ud på gulvet og for alvor i gang med at danse. »Tænk hvis alle mennesker kunne danse,« lyder forfatterens slutbudskab.

Det lægger læseren uvilkårligt til den nøgterne livsvisdom, der frembæres andre steder i bogen, både i de første korte glimt fra det nordligste Danmark og i de to lange erindringsstykker, hvor tidlige minder formidles med stor detaljerigdom og man får nært indblik i en kvindeverden, som foruden det undrende barn består af mor, moster, bedstemor, oldemor.

Her er det, himmelstenen dukker op. Eller rettere, den ligger på en hylde med syltetøjskrukker nede i det kolde kælderrum. Den sten, erfarer vi, faldt engang ned i tipoldefarens kartoffelbed og lavede et dybt hul. Men hvor den kom fra, ved ingen, måske fra månen eller et andet sted ude i det store verdensrum. Sat ind her i en bog bliver den uvægerlig et symbol på alt det, vi mennesker ikke fatter og aldrig vil kunne beherske.

Vær nysgerrig!

Da beretningens jeg i en gammel gul bog har set et billede af en sær mandsling, »som kun bestod af et vældigt hoved og småbitte afstumpede lemmer«, og siden fortæller til sin bedstemor, at hun ser frem til at komme ud i verden og se nøgne damer med krone på håret og mænd, som kun består af hoveder og har afrundede stumper i stedet for arme og ben, får hun dette koldsindige svar:

»Det kommer du næppe til i skolen.« Men, tilføjer så den gamle: Bevar din nysgerrighed. »Mister du den, mister du alt.« Det ord kunne såmænd passende bøjes i neon over landets gymnasier og cirkulere på små, hemmelige sedler blandt de unge mennesker, der i disse uger går i gang med lange videregående uddannelser. Tænk at være studerende og i smug turde kalde sig noget smukt. Himmelsten, f.eks.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu