Dyret i os alle

Flora betyder blomst, og blomstre, det gør den unge Flora Horn i Anne Lise Marstrand-Jørgensens medrivende, vitalt fortalte nye roman, Hvis sandheden skal frem. Romanen fortsætter, hvor forgængeren slap. Hvad man ikke ved (2012) var et brag af en roman, som lagde mange anmeldere ned i begejstring over den indsigtsfulde skildring af en familie op gennem 1960’erne og 70’erne.

Den nye roman er lige så god. Desuden er det modigt at skildre lysten som kilde til menneskers livskraft, og ekstasen som fornyelsens sted. Især i en tid som vores, hvor mennesker tilsyneladende kun holder sig i live for at passe deres arbejde. Den omvendte verden, vel.

Men Anne Lise Marstrand-Jørgensen har mod til at skildre forandringernes udspring i det usædvanlige, lystfyldte, snarere end i pligt og rutine. Dyret i os gør os til mennesker, som her, hvor Flora møder Ezra:

»… han pressede to fingre ned mellem hendes læber, citroner og salt./ Han standsede, han smagte af hende, da han kyssede hende … blottet hals, blottede tænder, struben som en gletsjer. Og så: Indtoget. Demarkationslinjen mellem hende og ham, at gøre det uoverskridelige til en illusion«.

Tidsmæssigt rækker Hvis sandheden skal frem mellem årene 1975 og 1992. For den stærke Flora, mellembarn i Horn-familien, er lysten en strømmende kilde til nye erfaringer. Flora er romanens altdominerende hovedperson, stædig og kompromisløs, men også kærlig. Af og til er der lige ved at gå ’forfatterens talerør’ i hende, men det går! Hos især Eric, Floras far, og hos hendes lillebror Martin, der bliver narkoman, er lysten mere risikabel. Begge har hang til lammende trancer af passiv nydelse.

Romanen fremstiller 1970’erne som ét stort ekstatisk eksperimentarium, hvor alt står åbent. En ny slags menneske ser dagens lys, et menneske, der ikke ejer andre, men søger nye former for sammenhold og omsorg end den klassiske kernefamilies. Ikke alle egner sig lige godt til projektet. Som Anne Lise Marstrand-Jørgensen selv udtrykker det i bogens pressemeddelelse: »Det er svært at forestille sig, at normbrud sker uden tab.«

Sex og svampe

Et stort tab led familien Horn i seriens første del. Moderen Alice døde, og savnet af hende fylder også i den nye bog, der rækker fra 1975-1992. Nu, da børnene er blevet større, griber faderen, Eric Horn, chancen for at realisere sig selv i Indien, hvor han eksperimenterer med sex og svampe.

Hverken Flora eller hendes søskende ved, at Floras veninde Rachels lille søn, Ben Janus, er Erics barn. Da Eric kommer tilbage, må sandheden jo frem … især da Eric og Rachel genoptager deres kærlighedsforhold. Skylden kommer dog mellem de to: »Det blev en konkurrence om, hvis tab der var størst, og hvem der havde mest ret til at være ked af det«.

Især den leddeløse Eric bliver indhentet af sin medskyld i Alices død og af sine egne svigt, men er så heldig, at Rachel samler hans lille familie.

Flora flytter hjemmefra som 15-årig og ind i kollektivet Kamala. Her befinder hun sig godt i et effektivt landsbyfællesskab af venlige mennesker (så fik myterne om tyranniske kollektiver dén). Skilsmisse, abort og p-piller indvarsler en ny frihed for frihedens børn, der i Floras tanker lyder sådan her:

»Der var en frydefuld smerte ved selv at blive lutret af samme flamme, som hun ristede andre over. En lettelse ved at forstå, at hun hverken var værre eller bedre end dem, og at hun derfor aldrig mere behøvede at lade nogen i hele verden bestemme, hvad hun skulle føle og mene og gøre.«

Flora får dog sit hyr med kærligheden. Hun oplever seksuel ekstase i møder med et hav af kvinder og mænd og forelsker sig så i den smukke Ezra, Rachels fætter. Han kan dog ikke leve med, at hun også har andre mænd. Da hun til sidst gifter sig og får barn, er hun »mæt af overflod«, men også desillusioneret. Ekstasen betød mindre end forventet, som hun forklarer sin søster og svoger: »Vi troede jo på det, på at den frie seksualitet også ville sætte sjælen fri, at det først og fremmest handlede om at slippe hæmningerne og gøre op med alt det bornerte og småborgerlige …«

Hib til nutiden

Romanen er et tidsbillede, og man accepterer hurtigt byerne Farring, Rossel og det kolde Korne mod nord som levende steder. Især fordi Anne Lise Marstrand-Jørgensen krydrer sine billeder med sanseligt sprog (»flodens fede ål gennem midtbyen«) og stor psykologisk sans. Anne Lise Marstrand-Jørgensen dømmer ingen ude, men viser, at mennesker har en formidabel evne til at leve forskellige liv. Efter euforien kommer desillusionen således snigende i bogens anden del om 1980’ernes og 90’ernes aidsepidemi og stofmisbrug.

Derimod oplever jeg, at Marstrand-Jørgensen snyder på vægten i forhold til 1970’ernes politiske dagsordener. Ganske vist har Ezra og Flora opslidende diskussioner om det palæstinensiske folks lidelser, men generelt mobber romanens personer ikke hinanden meget for »en borgerlig tankegang«.

Sikkert fordi politik ikke er Anne Lise Marstrand-Jørgensens ærinde. I stedet ser hun medfølende til, når hendes personer søger at integrere ekstatiske erfaringer i hverdag og virkelighed. Her ligner bogen Hildegard 1-2, hvor klosterlivet dannede rammen om usædvanlige psykiske oplevelser. I Hvis sandheden skal frem er religion erstattet af erotik, men pointen vel den samme. Nemlig at ekstasen er en ensom affære – men kun, hvis samfundet ekskluderer den.

Her er der et gigantisk hib til vores egen tid, hvor ethvert tilløb til exces betragtes som en trussel mod rigets økonomiske sikkerhed. I 2010’erne kan kun homo oeconomicus afsættes på markedet og må endelig heller ikke se ud til at have det for sjovt.

Hvis sandheden skal frem hverken idylliserer eller sortmaler, men leverer en levende, læselysten oplevelse, der lægger tråde ud til næste tur i tidsmaskinen.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen: ’Hvis sandheden skal frem’. Gyldendal. 557 sider, 300 kr. Udkommer i dag