Læsetid: 3 min.

Fanget i krydsfelterne

Klaus Wivel har skrevet væsentlig bog om de kristne i et hedt arabisk forår
Klaus Wivels bog er ikke alene en personlig og gedigen journalistisk skildring af de oplevelser, han har indsamlet på sine rejser i regionen. Bogen er også et debatindlæg delvis rettet til udenrigsminister Villy Søvndal.

Klaus Wivels bog er ikke alene en personlig og gedigen journalistisk skildring af de oplevelser, han har indsamlet på sine rejser i regionen. Bogen er også et debatindlæg delvis rettet til udenrigsminister Villy Søvndal.

10. september 2013

Det er ikke for meget sagt, at islam og kristendommen har en fælles historisk kant i det meste af Mellemøsten. Araberne har i det store og hele heller ikke alverden at takke den rivaliserende religion for; omvendt har kristendommen i lange perioder og nu måske mere end længe måttet leve på tålte vilkår eller er blevet undertrykt.

Korstog og nidkær europæisk missionsvirksomhed i kolonitiden er ikke glemt i islamisk hverdag, men optræder mere levende i traditionen, end eventuelle korsridderes efterkommere i Glostrup og omegn måske forestiller sig. For resten er den mest ortodokse jødedom i Israel heller ikke overstrømmende begejstret for repræsentanter for den kristne udbryderreligion og udøvernes uafviselige misgerninger mod jøder i korsets tegn, som tiden gik. Den sag er også Mellemøsten. Selvsagt er modsætningerne dog størst og potentielt farligst mellem islam og kristendom og formentlig farligst for de kristne.

Det moderne opbrud i den arabiske verden har så at sige sprængt låget af trykkogeren. Hvor tyrannierne før holdt hele befolkninger nede og som bi-effekt forhindrede overgreb på enkeltgrupper og minoritetstrossamfund, frygter mange kristne givetvis med rette, at de nye tider giver friere slag. Ikke mindst hvor de fanatiske islamister vinder frem.

Den beskrivende glose

Om denne krise i kriserne har journalisten og mellemøstkenderen Klaus Wivel udgivet en velskrevet og højst læseværdig bog, Den sidste nadver, En rejse blandt de efterladte kristne i den arabiske verden, hvori forfatteren gennemgår emnets brændpunkter: Vestbredden og Gaza, Egypten, Libanon, delvis Syrien samt Irak og møder kristne i egne miljøer, samt udvalgte muslimske nøglepersoner.

Med stigende bekymring læser man med stadig kortere mellemrum om overgreb på kristne menigheder. Ikke mindst kopterne i Egypten er i bogstavelig skudlinje, mens kampen bølger mellem Broderskabet og de mere verdslige egyptere, og flere end godt er kan have interesse i at overfalde en sådan værgeløs tredje part.

Så at sige overalt er de kristne menigheder trængt eller føler sig diskriminerede eller udsatte. Al den stund den islamiske majoritet i regionen i almindelighed reproducerer sig hurtigere end de mere vestligt orienterede ofte veluddannede kristne, rummer problematikken en klar demografisk dimension. En libanesisk kristen siger til Klaus Wivel: »Hvis bare Paven også gav os lov til at gifte os med flere kvinder. Så kunne vi blive lige så mange som dem.«

Ifølge Wivel, der dækker en bred personkreds og fører gode samtaler, kan det være vanskeligt at sætte præcise ord på de fortrædeligheder, de kristne gennemlever i disse tider. Eksempelvis i Gaza og på Vestbredden hos palæstinenserne, hvoraf ikke så få er kristne, vil ordet pogrom være for stærkt, chikane for svagt, forfølgelse for heftigt, diskriminering for bagatelliserende. Der mangler en beskrivende glose, hvis man skal skildre fænomenet præcist. Indtil videre i hvert fald.

Ind i udenrigspolitikken

Klaus Wivels bog er ikke alene en personlig og gedigen journalistisk skildring af de oplevelser, han har indsamlet på sine rejser i regionen. Bogen er også et debat-indlæg delvis rettet til udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der i overensstemmelse med professor Jakob Skovgaard-Petersen har advaret mod at kaste sig ud i en kamp for en enkelt gruppe og komme til at udgøre et vestligt »stammefællesskab« med de kristne. Heroverfor står kristne organisationer, pavestolen og Tysklands kansler, der mener, at kristne er den mest forfulgte gruppe mennesker i verden og anslår tallet til 100 millioner.

Wivel vil have problemet op i udenrigspolitikken. Som han skriver, har en kamp for en enkelt gruppe før vist sig berettiget. Dokumentationen har vægt, ikke alene, men også, fordi Wivel ikke selv har religiøse kartofler at hyppe, men skriver om en uret, han ser og har undersøgt i en god bog.

’Den sidste nadver. En rejse blandt kristne i den arabiske verden’. Klaus Wivel. Kristeligt Dagblads Forlag. 320. s. ill. 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jo, der er kristne undertrykte i de nævnte lande, og det er træls for dem. Der er osse undertrykte fra så mange andre grupperinger, at påstanden om at "kristne er den mest forfulgte gruppe mennesker i verden" er langt mere etnocentrisk, end korrekt. Bundlinjen er vel, at der foregår en masse undertrykkelse, der går ud over mange...

At der sparkes nedad mod de mest afvigende er sikkert - men så vidt jeg kan se, foregår den meste vold mellem tilfældige mennesker. Ofte tilfældige nok til formelt ikke at dele tro, om det så er striden mellem de mange meget
forskellige islamiske retninger, eller med de andre mellemøstlige varianter, som fx Kristendom.

At vi som "kristne lande" bør fokusere på kun at hjælpe dem der vifter med kors, er en tåbelighed der kun kan gøre alt værre. Hvis folk har det dårligt, skal de hjælpes, uanset påduttet tro. Og hvis de grovmobber hinanden, skal de have besked på at lade være - uanset ideologi.

uffe hellum, Karsten Aaen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Muligvis har Wivel ikke religiøse kartofler at hyppe, men hvad med de politiske? Og hvad med anmelderens kartofler? Hvad der overses her er måske, at araberne i deres storhedstid var meget tolerante overfor andre trossamfund og lod dem leve i fred, hver med deres tro. Det gjaldt helt frem til Osmanner-rigets kollaps efter Første Verdenskrig. Og det gjaldt også jøderne, der havde det bedre i den arabiske verden, end i den kristne. I den moderne verden blev araberne kyst og nedgjort af den vestlige kristne og jødiske verden, derfor blev araberne naturligt nok fjendtligt indstillet, først på det statslige politiske plan, men efterhånden også det religiøse, i hvert fald i de mere fundamentalistiske kredse. Men når Wivel skriver om forfølgelse af kristne, er det måske også et led i den nye krigsførelse, det nye korstog, som indledtes med Irakkrigen. Wivel samler måske opbakning til korstogets fortsættelse, og som meget aktuelt kan leves ud i Syrien.

Tænk at korstogene stadig drages frem!!
Er der noget der hedde månetogene?

Korstogene var vel en reaktion på islamisk aggression. Syrien, Libanon, Egypten, Tyrkiet, Nordafrika var gået over til kristendommen i 300-400 tallet. Muhammed er 300 år senere. De undertvungne befolkninger var stort set 100% kristne. Langsomt, efter tvang og utallige tragedier, konverterede befolkningerne over mange hundrede år til islam, på nær nu meget små grupper (bortset fra kopterne).

Jamen heroppe taler vi jo ikke om månetogene eller lignende nonsens. Det tror jeg i øvrigt heller ikke den gennemsnitlige mellemøstener gør, altså taler om korstoge.

Ja, salafisterne og fanatikerne gør.

Og så også nogle heroppe i Danmark.

Man er ret uvidende eller dum eller måske bare almindelig ufølsom over for menneskelige lidelser, hvis man tror det at være kristen i Mellemøsten er let.

Michael Kongstad Nielsen

Det var George Bush, der kom til at kalde Irak-invasionen for et "crusade".
Overgangen til kristendommen i Middelhavsområdet var på ingen måde fredelig. Den blev først undertrykt af romerne på det grusomste, siden lå den i konflikt med islam efter Muhammed. Men som sagt, der hvor islam vandt frem, accepterede man andre religioner, modsat kristendommen, der ville udrydde andre religioner

@michael-kongstad-nielsen

Udtrykkene "crudsade" / "korstog" er da blevet brugt flittigt i århundreder. I nyere tid især af salafister og deres sympatisører.

Skal det fortsætte fordi en mand som George Bush som du siger "kommer til" at anvende det? Var George Bush velformuleret og i øvrigt værd at emulere?
Kan vi ikke bare blive enig om at begrebet høre hjemme i en anden tid og ikke i det 21. århundrede?

"der hvor islam vandt frem, accepterede man andre religioner"

Ja, det lyder jo som en fredelig og rolig proces.
Men hvilken konklusion på århundreders historie!
Ved du ikke at den proces kostede bjerge af menneskelige lidelser?
Og i øvrigt stadig er i gang?

Angående romernes "grusomme undertrykkelse af kristendommen" så er den blevet behandlet af mange historikere og det er vist nogenlunde korrekt at sige at forfølgelserne af de kristne i romerriget er blevet vildt overdrevet af den tidlige kristne kirke (Decline and Fall of the Roman Empire, Gibbon; oma).

Sören Tolsgaard

"Hvis bare Paven også gav os lov til at gifte os med flere kvinder. Så kunne vi blive lige så mange som dem."

Det er da noget gedigent vrøvl at klandre Paven for! Der er nu engang ca. lige så mange mænd som kvinder, og hvis blot de kristne fulgte pavens opfordring til at afholde sig fra prævention, ville deres kvinder få ca. ligeså mange børn, som de muslimske kvinder, uanset om enkelte mænd har børn med flere kvinder - hvilket jo også hænder for de kristne.

Sagen er naturligvis snarere den, at de kristne, som ofte er veluddannede, vælger at få færre børn i kraft af familieplanlægning. Og derfor bliver de relativt færre, mens den muslimske del af befolkningen vokser år for år. En udvikling, som heller ikke kan fortsætte, men allerede er en af væsentligste årsager til de stigende flygtningestrømme, som de kristne lande må tage imod. Meuslimerne kan ikke længere brødføde deres egne børn.

Forhåbentlig indser europæiske muslimer behovet for familieplanlægning, ligesom de indser, at der ikke længere er basis for det oldgamle had, men at også deres slægtninge, som stadig lever i Mellemøsten, må indstille sig på tanken om familieplanlægning.

For Europa kan naturligvis ikke vedblivende modtage et stadig stigende befolkningsoverskud fra de muslimske lande.

Én ting er, at man dérnede får mange børn – men det indebærer, at der fødes et markant overskud af drenge – ligesom der herhjemme overproduceres kvindelige kanditater i f.eks. universitære pølsefabrikker – en masse overuddannede pølser – som samfundet næppe vil kunne beskæftige alle sammen – med det resultat, at en ny underklasse skabes - denne gang af middelklassen ”overflødige” pigebørn – der sandsynligvis vil kunne holde sig i ro – men hvor overproduktionen dérnede markant øger massen af vredesagenter, der i tidens fylde søger en krigerisk udløsning – tikkende bomber i turbanerne …

Hvor nogen bør se på kvotebaseret familieplanlægning – må andre se på uddannelsesplanlægning – og det ud fra andre kriterier en kvoter …

Michael Kongstad Nielsen

Peter Kobl - nu var det ikke mig, der lancerede "korstogene" i denne sammenhæng, men Georg Metz. Jeg tog bare tråden op.
Jeg er helt med på, at det ikke var lutter idyl, når islam trængte frem, ligesom det ikke var det, når kristendommen trængte frem. Men araberne havde deres storhedstid, som var mere åndelig, videnskabelig og kulturel, end krigerisk, og det var nødtvungent, at de måtte gribe til våben, når de kristne spaniere jog dem ud af landet på de frygteligste måder. Osmannerne var kendt for at lade deres undersåtter leve videre i egen religion, hvilket nogle har tolket som svaghed og baggrunden for deres deroute, det tror jeg nu slet ikke. Jeg ville bare pointere dette forhold, når Metz og Wivel nu pukker på muslimernes forfølgelse af de kristne.

Hvorfor er det lige det er interessant at de mellemøstlige styrer undertrykker kristne? Hvorfor er det ikke (mere) interessant, at zoroasterne i Iran undertrykkes? eller når kristne undertrykkes af f.eks. den jødiske stat Israel? eller når kristne i Indien eller Kina undertrykkes?

Og hvorfor har Wivels bog (som jeg kiggede i da jeg i dag var inde i en boghandel) ikke historier fra Jordan eller Bahrain eller Qautar? eller Tunesien eller Marokko? Er det mon fordi der i disse lande ikke foregår den undertrykkelse af kristne som Wivel hævder, der sker i f.eks. Gaza, Vestbredden, Libanon og Ægypten mv.

ps:
hvad har Metz, Georg, med dette her at gøre...

nb:

Lad mig minde jer om historiens gang her:

fra cirka år 50-450 vokser kristendommen frem. Omkring år 450 sker der et skisma mellem østromerske kirke og den vestromerske kirke.
(katolikker bliver her til katolikker og den ortodokse kirke vokser frem). Oldkirkens teologi har sikkert været nærmere til det vi dag kalder for den ortodokse kirkes teologi. I området fra Spanien til Libanon/Istanbul sker det mellem år 450-650 at der er stridigheder mht. hvilken udgave af den kristne teologi, der er rette og korrekte. Ind i dette magttomrum opstår islam omkring 600-650 som en teologisk retning. Denne retning hævder, at Koranen er den sidste bog som Gud har sendt ned mv. og at der kun findes en Gud mv. og at Gud er en. I området dengang var der mange som ikke ville acceptere det som blev den katolske kirkes udlægning af teologien: at Gud var tre, faderen, sønnen og helligånden. Og at Gud ofrede sin søn Jesus Kristus for at menneskeheden skulle frelses. Monofysitiske kristne blev/bliver disse kaldt. Hvordan skulle islam ellers have spredt sig hurtigt fra dens etablering omkring år 650 til området var fyldt med islam og muslimer 100-150 år siden, såfremt der ikke allerede havde været basis for den teologis som islam stod for. Endeligt brud mellem det vestromerske og det østromerske kejserrige sker i 1054; 40 år siden bebuder Gregor V korstogene....hvorfor mon? Mit svar er dette: for at finde det østromerske kejserrige tilbage til det vestromerske.......for at forene ved vold og blod det som forhandlinger ikke havde kunnet forene.