Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Folkets søde hævn

En førende politikers søn dør i en mærkværdig trafikulykke. Erik A. Frandsen får kinesiske kvinder til at fremstille bilen i arbejdstøj. Frækt eller pædagogisk?
Erik A. Frandsens minutiøse kopi af en Ferrari 458 Spider i stof, syet af kinesiske syersker. Bilen refererer til en kinesisk playboys endeligt, giver værket et særligt twist.

Jan Søndergaard

Kultur
6. september 2013

Der er mange ting, der er blevet hæklet og syet gennem tiden på alverdens gallerier og museer, men en Ferrari i tøj og stofrester, ned til mindste detalje: vinduesviskere, udstødning, dørhåndtag ... Den er så virkelig, at man er fristet til at mærke efter, om der monstro skulle være en rigtig Ferrari indeni.

Det er der ikke, men der er en masse andet, som gør den væsentligt frækkere end dens brødre og søstre ud i stoffets glæder. Mange kunstnere, der for eksempel har strikket en lygtepæl eller broderet en hundelort, gør det for at lade det maskuline møde det feminine eller for at dyrke de materielle modsætninger. Det er samme ærinde, Frandsen er ude i. Han tager bare de materielle modsætninger til nye niveauer.

Den 18. marts 2012 kørte en Ferrari 458 Spider galt på ringvej 4 i Beijing. Den kørte så stærkt, at den blev revet i to stykker. Føreren blev dræbt på stedet. De to kvinder, som var med, blev hårdt såret. Den ene var nøgen. Og i øvrigt er der ikke noget bagsæde i en Ferrari 458 Spider ...

Syet af kinesiske syersker

Det har siden vist sig at være lidt en dominobrik, der blev væltet den morgen. For chaufføren var en førende kinesisk toppolitikers søn, og måden, hele sagen blev håndteret på, har efterfølgende været stærkt medvirkende til, at præsidenten måtte gå af.

Den materielle modsætning, der syner størst, er politikerne mod folket. En politikers søn kører Ferrari for offentlige penge, der stammer fra en økonomi, som er vokset på bekostning af de fattiges arbejdsindsats. Den pointe vil Frandsen være sikker på, at alle fanger – derfor er det også kinesiske kvinder, der har brugt arbejdstøj i fortrinsvis blå nuancer til at lave værket. Så på en måde er det et rigtigt offerværk.

Hvor er det synd for de stakkels syersker.

På den anden side er de kinesiske kvinder i live. Det er politikerens søn ikke. Så de har ikke kun ofret sig. De har også hævnet sig. Uden det kinesiske folks arbejdsindsats var der ikke penge til politikerne, og Ling Gu var aldrig blevet dræbt. Og hvis kineserne arbejdede endnu hårdere, ville politikerne blive endnu rigere, og så ville de til sidst dø alle sammen, og kineserne ville være frie.

Historien om hans død er god. Og den bekræfter ikke kun det billede af Kina, de fleste i Vesten har, den passer også godt til Frandsens kunst, der ofte handler om at skabe sine egne rum og virkeligheder.

I dagene efter ulykken forbød de kinesiske myndigheder simpelthen ordet Ferrari på internettet for at lukke historien og rygterne. Tre måneder efter ulykken sendte Ling Gu en hilsen fra sin facebookside, hvor han sagde, at han havde det godt. Den viste sig senere at være falsk.

Familierne til de to piger i bilen, der begge var tibetanske, modtog store summer fra Kinas største oliefirma mod ikke at udtale sig om sagen. Den ene pige døde dog pludselig efter en indsprøjtning på hospitalet, hvor hun var indlagt. Og sådan fortsætter historien op i folkekongressen, hvor én skandale netop havde styrket præsident Hu Jintao. Hans værste konkurrents kone havde nemlig myrdet en britisk forretningsmand.

Gav mening i Beijing, men ...

Men nu blev Jintao viklet ind i sin nærmeste allieredes cover up af sin egen søns død. Magten tippede. Og Jintao røg.

Men det har sådan set ikke noget med Frandsens værk at gøre, Frandsen læner sig mere op ad en usædvanlig kulørt historie. Han bidrager ikke med noget. Han peger ikke på noget nyt. Han har blot lavet et nedslag i en historie, der er Hollywood værdig, og som, indrømmet, måske havde en helt anden effekt, da bilen var udstillet i Beijing tidligere på året. Men nu er den i København. Og her bliver den aldrig andet end kulørt.

Den står og vipper imellem at være utrolig flabet – og utrolig politisk korrekt og kedelig. Men sådan er det, når man syr Ferrarier. Konteksten skal være stram, ellers risikerer man at ligne en komplet idiot.

Det er flabet med en mosaik over et par Flora Danica-tegninger af snylteplanter, der er sat oven i hinanden. Det er videnskab og alvor, og det ser nydeligt ud. Det er enkelt og alvorligt og placeret lige bag Ferrarien som et ret definitivt statement: Der er ikke noget at diskutere. Korruption er forkert. Basta. Men det er underspillet. Det holder lige præcis hjem.Foran Ferrarien hænger to meget smukke værker i beton. De er polerede, tynde og hænger som skorper på væggene. Der er indgraveret mønstre og motiver i dem, der godt kunne ligne en mand, der ser lidt trykket ud og en kvinde, der nærmest er blevet smidt til side.

Ferrarien spinner stadig. Mon ikke der også stadig er spor i asfalten på ringvej 4 i Beijing? I det hele taget er den unge mands sindssyge død kunst værdigt.

Kikset med porcelænsdæk

Men det hele crasher i næste rum, hvor der ligger 20 dæk i hvid porcelæn, som han har fået indvandrerkvinder til at hækle snekæder til. Så var det hele alligevel bare en materialeleg med et katalog af korrekte meninger. Og nu er der tilmed også rakt en hånd ud mod indvandrerdrengene, der har ry for at køre for stærkt. Ferrarien er gået fra spændende til patetisk på under tre sekunder!

Der er også et par blomsterværker med på udstillingen, et tredelt billede af afskårne blomster i små vaser. Og en mark med solsikker, der alle sammen vender væk. Og titlen på udstillingen, Whoever has the most things when we die wins, kan næsten også kun læses sarkastisk. Nej, det var nok ikke det værd at kunne købe en Ferrari for fars korrupte penge. For man kan ikke have en Ferrari med i himlen ... Lev i nuet. Eller husk selen.

Det er sjovere at tage udstillingens titel for pålydende. For sådan er livet jo nok for de mange kinesere, som Frandsen kerer sig om. De kommer til at dø, imens de knokler. Livet er forgængeligt. Blomsterne bliver skåret over. Unge mænd dør i trafikken. Verden bliver ikke mere retfærdig, og selv om den gør, så er der stadig brug for billigt tøj og billige mennesker. Så få det bedste ud af det. Og hvad er det bedste? Det må være en Ferrari.

Bedømmelse: 3/6

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her