Læsetid: 3 min.

Alt godt fra Thomas Bredsdorff

Universitets- og Politiken-litteraten skriver erindringer om lidt af hvert. Noget er ægte godt, men en indre sammenhæng mangler
20. september 2013

Anmelderkredsen er på forhånd advaret. I det brev, som Gyldendal lader følge udsendelsen af Thomas Bredsdorffs erindringer, er forfatteren citeret for, at han ikke kan »se noget mere kedeligt for mig end en kronologisk gennemgang af skoletid og kærestesorger«.

»Men,« fortæller Bredsdorff, »så fandt jeg på at skrive erindringerne ud fra bestemte emner, for så kan folk springe rundt i historierne, som de har lyst, hvad end de interesserer sig for f.eks. avishistorie, litteratur, universitetshistorie, Grønland, sejlsport eller teater. Og så blev det en sjov opgave.«

Jamen, godt da, at Thomas Bredsdorff har moret sig.

Den menige boglæser advares også om værkets manglende indre sammenhæng – omend på en mere subtil måde. Bogforsiden er nemlig en tegning af et hav, der brydes mod kysten, og bølgerne har påskrevet stikord som »Morten«, »videnskabeligt«, »teateret«, »tro« og »nætter«. Dermed er det sagt: Bogen rummer alt godt fra havet. Noget er bedre end andet, og det bedste er meget fint. Men det eneste, der holder bogen sammen er, at den rummer en suppe af emner, som Thomas Bredsdorff har haft sanseapparatet i. Og den suppe er ikke nødvendigvis én, som læseren fornøjet suger i sig.

Fint forældreportræt

Bredsdorff tegner fint portræt af sine forældre, skrøbelige på hver deres måde. Faderen, der er højskoleforstander, rammes i en årrække af det, man tidligere kaldte nervesammenbrud. Moderen, der er schweizertysker, plages af, at hun ikke kan bruge sin læreruddannelse i Danmark, og at Anden Verdenskrig afskærer hende fra forbindelse med familien i hjemlandet. Med barnets hudløshed skildrer Bredsdorff, hvor galt det går, da han og forældrene efter befrielsen i en periode flytter til Schweiz, og hans mor rager uklar med sin ugifte hjemmeboende søster. Moderen dør tidligt, mens faderen genvinder sin psykiske ligevægt.

Medrivende er også Bredsdorffs skildring af, hvordan han som 16-årig og ramt af skoletræthed får hyre som skibsdreng på en fragttur til Østen. Som det sig hør og bør, pådrager skibsdrengen sig en syfilis. Den bliver dog i Bredsdorffs tilfælde til et efterfølgende traume. Skildringen heraf fører ham over i en drøftelse af, om Karen Blixen mistede sit helbred og sidenhen liv som følge af syfilis eller som følge af den kviksølvkur, der i hendes tid var det giftige behandlingsmiddel.

Et godt greb er også Bredsdorffs skildring af sin tidlige dragning mod Morten Nielsens digte og af Bredsdorffs senere forsøg på at efterforske, hvad der skete, da Morten Nielsen døde af et skud i 1944. Det korte af det lange er ifølge Bredsdorff, at skuddet kom fra en pistol, som Morten Nielsen overrakte sabotøren ’Citronen’. Hvis finger, der var på aftrækkeren er ikke til at sige sikkert, men et vådeskud er sandsynligst.

Faglig brydning

Herefter giver Bredsdorff sig ud i fordybelser om brydninger og kampe på litteraturstudiet ved Københavns Universitet. Han lovsynger professor Paul Didrichsen og dennes »ny pædagogik,« der går under betegnelsen »prosahistorie«. Læsere uden for fagets indre strømme kan have vanskeligt ved at navigere.

Så meget lader Bredsdorff i øvrigt ane, at han befandt sig skidt under marxismens løbskløb på universitetet i 1970’erne. Bredsdorff har pudsige vignetter fra denne tid, f.eks: »Ralf Pittelkow, som jeg havde på mit hold i litterær fortolkning, og som indtil da havde gået i et gråt jakkesæt magen til det, han promenerer i dag, skiftede til afghanerpels og læderhat med bred skygge fra den ene dag til den anden.«

Bredsdorff nærer tilsyneladende uvilje ved at erindre, præcist hvor uforsonlig tonen i Marx-årene var på universitetet. Talentfulde folk fik ødelagt eller hæmmet deres karrierer, hvis ikke de hørte til de rettroende. Bredsdorff har befundet sig i første tilskuerrække til de intellektuelle ugerninger, men han vælger at være et tavst vidne.

I erindringernes indledning og afslutning dirrer en vemodstone over livets forgængelighed, en stemning, der ekkoer St.St. Blichers Trækfuglene.

Alligevel skriver Bredsdorff denne slutopgørelse:

»Det har været et godt liv, forfulgt af held.«

Det må selvsagt glæde, om end læseren kunne ønske at få heldet præsenteret i en indre sammenhæng.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu