Læsetid: 4 min.

Fra Guernica til Stalingrad

To billedrejsende i det nye verdensrum møder hinanden på hver sin vej videre
Jorn har ikke givet dette litografiske billede nogen titel. Det er særligt, fordi det ligesom ’Stalingrad’ spænder over et stort tidsrum, idet det er påbegyndt i 1953, men først i 1970 færdiggjort hos I. Chr. Sørensen i Hjørring. Inspirationen fra Picasso er iøjnefaldende.
13. september 2013

Interessant med Jorn og Picasso: Verdenerne, de lever i, er helt forskellige. Sådan set er Jorns verden en fortsættelse af Picassos, men alligevel ikke, for noget har ændret sig. Betingelserne for at være kunstner er ikke længere de samme. Jorn er en læsende, filosoferende, tænkende billedkunstner, der med alle sanser vil være samtidig og på bølgelængde med, hvad der sker i naturvidenskaben, og hvad der sker politisk. Han kan ikke bare være maler, som Picasso kan, han er nødt til også at være alt muligt andet. Picasso derimod lever i maleriet som ikke bare ’en verden’, men som verden selv.

Den forskel er basis for den interessante udstilling på Museum Jorn i Silkeborg. Samværet med Picasso får det til at stå klart, hvordan Jorn i den situation, han befinder sig i efter krigen og besættelsen, må finde nye strategier, nye måder at være maler på, for de gamle opdelinger holder ikke længere, murene mellem før adskilte verdener er sprængt og væltet eller bare smuldret, og det er disse voldsomme begivenheder, han opsuger og placerer i sit kæmpestore maleri Stalingrad – eller modets gale latter, et billede, han arbejdede på gennem mange år, og som er udstillingens ene pol.

Den anden er Picassos Guernica, ikke det ægte billede, men en stedfortrædende version. Et billede, der spillede en stor rolle for Jorn, selv om Picasso egentlig ikke er den af de store forgængere, han læner sig mest op ad i de unge år – det er snarere Klee, Kandinsky og naturligvis Léger, der blev hans lærer. Han arbejdede for Léger på verdensudstillingen i Paris i 1937, og det var der, han så Guernica.

Ifølge Jorn selv vil han med Stalingrad male et billede af krigen som en indre ting i sjælen, sindet og bevidstheden, mens Picasso ser krigen udefra med en lidenskabelig tilskuers rasende magtesløshed.

Kammerater

Udstillingen hedder Myter og møder og er lidt tyndt bygget op omkring det eneste møde mellem Jorn og Picasso, der fandt sted ved Picassomuseet i Antibes og varede én dag. Jorn fortalte bagefter, at Picasso havde sagt til ham, at maleren har brug for sort og hvid, som man har brug for brød og salt til maden. En jordnær beskedenhed i det praktiske, der svarer fint til myten om Picasso.

Kombineret med det stik modsatte: Kunstneren som overmenneske og troldmand, som praktiker og magiker i kontakt med større kræfter bag alt det, der kun overfladisk er virkelighed.

En kunstnerrolle, der hører hjemme i den revolutionære romantik, hvad en af udstillingens kuratorer, den tyske professor Axel Heil, da også beskæftiger sig med i kataloget.

En rolle, som Picasso egentlig hverken tager på sig eller analyserer i nogen videre grad, han tager den bare på sig som en selvfølge, fordi den automatisk følger hans ubesværede virtuositet.

Ubesværetheden er dog tilsyneladende. Picasso har selv sagt, at vidunderbarnet er en ulykkelig skabning, der for at blive menneske må rive alt det i stykker, han alt for tidligt og uden indhold har lært sig at kunne. Han kendte aldrig, siger han, den barndommens frie fabuleren, også i billedskaben, der for eksempelvis Jorn og hans kammerater i Cobra var en slags idealtilstand, de søgte tilbage til i sig selv for at undslippe den institutionaliserede kunstforståelses snærende bånd.

Jorn arbejder livet igennem med denne dobbelthed af shamanistisk ekstase og jordbundet folkelighed, og det er i den forbindelse, man skal se hans politiske holdninger. Kataloget her taler om Picasso og Jorn som »partikammerater«, og det er da også rigtigt, at de begge var medlemmer af det kommunistiske parti, eller partierne i Danmark og Frankrig, men deres kommunismer er ikke ens. Jorns er individuel og personlig, eksistentiel, Picassos er mere praktisk.

Den store fortælling

Myten, der forener dem, er måske den blanding af ting, der dengang udmøntede sig i kommunisme. Det er også surrealismen som noget, der ligesom rummer tendenserne og vil systematisere dem – en systematisering, Jorn og Picasso hver på sin måde tager afstand fra. Endelig er der myten som den store fortælling om folkenes liv i tiden, den, der i Norden begynder i saga og edda, og som i Middelhavsområdet har rod i det antikke Grækenland. Det er måske den, Picasso og Jorn mest af alt er fælles om, og det er den, der mere end noget andet puster liv i deres fantastiske billedskabninger.

Det er jo billederne, der er det væsentlige, og dem er der mange af. Dels fra Museum Jorns egen samling, dels fra private og offentlige samlinger. Rummet, det fælles rum, er det, der kom ud af kubismen, hvor Picasso var hovedkraften i det nye maleriske verdenssyn, hvor tiden blev vredet af led, så fire eller fem dimensioner på en gang kunne være til stede i et maleri, og åbnede udsynet til den fabelagtige verden, vi nu ville kunne leve i, hvis ikke de fleste stadig opførte sig, som om Jorden var flad og enhver forandring øjeblikkeligt dræbende.

Man kunne have ønsket sig, at en udstilling så flot som den her var ledsaget af et stykke virkelig forskning i kataloget – især hvad angår Jorn, som jo ude i verden ses som noget i retning af den sidste af de gamle, i hvis værk det nye begynder.

Og så venter vi for øvrigt på Louisianas vinterudstilling, hvor Jorn møder Pollock.

 

’Myter og møder – Jorn og Picasso’. Museum Jorn, Silkeborg, til den 8. december 2013

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu