Læsetid: 3 min.

Helt nede på Fætter BR-niveau

’Jeg kan ikke mærke noget’. Sådan siger personerne hele tiden til hinanden i Christian Lollikes nye røvpulerforestilling af en fiasko. For tilskuerne kan heller ikke mærke noget som helst
Alle forulempes i Christian Lollikes stykke ’All My Dreams Come True’. Her er det både Obama og dværgen Andreas Nikolai Petersen i samme skikkelse på Aarhus Teater.

Rufus Didwiszus

2. september 2013

Kan man kneppe en spasser i det hul, man har skudt i hans hoved? Ja, det kan man åbenbart. Endda med lemmet indsmurt i teaterblod på Aarhus Teater som startkick på festugen her i 2013. Det er i hvert fald, hvad der sker i Christian Lollikes nye stykke All My Dreams Come True.

Spørgsmålet er så, om det giver mening. Om dette subtile billede på verdens kedsomhedsvold forplanter sig til en forståelse af meningsløshedens desperation hos tilskueren.

Desværre må jeg personligt svare NEJ. Jeg følte ingenting for menneskene på scenen. Jeg følte kun en kvalm lede over at skulle sidde i teatret og overvære forråede destruktionshandlinger.

Burian med turbo

Christian Lollike er Danmarks mest overvågede dramatiker lige nu. Hans Breivik-forestilling Manifest 2083 har givet ham en velfortjent plads i det globale teater – og hans Skakten sidste år var en civilisationskritik af Vesten med skarp horisont og blødende replikker.

I All My Dreams Come True falder alt pinligt sammen. Både i tekst og iscenesættelse når Lollike helt ned på Fætter BR-niveau. Som tilskuere skal vi igennem en tvangsgennemgang af Disneys eventyrfilm – med den ene standardfortolkning efter den anden af eventyrernes helte og heltinder.

Nuvel, stykket får skuespilleren Marie Louise Wille til at brillere med al sin kvinderåhed og sin pigestyrke med forunderlig ihærdighed og Snehvide-drømmestemme – og det får skuespilleren Morten Burian til at demonstrere sin vildskabsloyalitet med turboenergi og smileskønhed som prinsen, der er ligeglad med alt andet end magten. Men det lader tilskueren kold. I hvert fald mig.

Publikum i ekstase

Premierepublikummet på Aarhus Teater skreg godt nok af beundring. Men klappede de ikke mest af Lollikes dumdristighed?

Lollike har tydeligvis en tyskerinspireret instruktørtrang til at betvivle tilskuerens normalitet. Han har derfor befolket Snehvides verden med to ægte dværge, en dellefed latexhavfrue, en styltehøj mand – og en rigtig spastiker i kørestol. Men spejlingen giver begrænset udsyn. Dværgen Andreas Nikolai Petersen er godt nok en spændende og charmerende spiller, der kan virre præsidentsikkert med hovedet under sin Obama-maske, så der et øjeblik opstår modspil til teksten. Men ellers forbliver det indhentede ’kor’ blot staffage.

Disney-overkill

All My Dreams Come True varer to timer uden pause. Identitetskriseforestillingen udspiller sig i et ingenmandsland mellem scenografen Rufus Didwiszus’ stemningsmyrdede spånpladerekvisitter. Tekstens menneskelighedsopløsende replikker virker mest af alt som kasserede sætninger fra et essay til et politisk tidsskrift. Og som dialogdrama lider lykkejagtsteksten grundlæggende under det problem, at Snehvide og Prinsen aldrig får nogen egentlig relation til hinanden. Dermed får tilskueren heller ikke noget forhold til nogen af dem. Her er hverken frygt eller medlidenhed – her er kun undren.

Snehvides Baby

Kun én replik fængslede. Nemlig de ord, som Snehvide siger om sin nyfødte datter. »Kunne hun ikke bare IKKE hedde noget?« siger hun.

Her åbner Lollike for en fremtidsvision om mennesket, der fødes uden et fastlagt skæbneåg. Snehvide forsøger i hvert fald her at skåne sin datter for alle de selvdestruktive prinsessedrømme, som det disney’ske kvindesyn ellers lægger ned over enhver Askepot eller Pocahontas. Her er der pludselig et syn ud mod en ny verden. Men så lukker Lollike visionen – og igen lader han bare Snehvide drømme om at slippe af med tomhedsfølelsen ved at lade sig voldtage. Igen, igen.

Men tænk hvis Lollike havde ladet sin dramatik tage en ny begyndelse her – ved navnløshedens frigørelse? Det kunne have været stort.

I stedet lader han Prinsen røvpule først Superman og så Bambi. Mon ikke det er Christian Lollike, der ikke kan mærke noget som helst?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer