Skal Den Kongelige Ballet danse stripperdans? Ja, det skal den da, hvis det kunstnerisk giver mening. Og ikke mindst, hvis koreografien er afgørende ny eller original.
Det kan man desværre ikke kalde Come Fly Away. Den er skabt af den amerikanske koreograf Twyla Tharp, der nok mest er kendt som koreografen bag hippietrinene i filmen HAIR. Og selv om Det Kongelige Teater lancerer Come Fly Away som en ’verdenspremiere’ af den nu 72-årige koreograf, er der tale om en i hvert fald fire år gammel ballet i ny version.
Det kunne sådan set være ligegyldigt, hvis balletten passede som lysekrone over plysset på Gamle Scene. Men det gør den ikke. Scenografisk ligner den noget fra Wallmans Saloner – med skinnende gardindrape-rier og skinnende jazzorkester. Og kostumemæssigt er den på Broadway-bar; først med kropsnære kjoler og ’vild med dans’-sko – og siden afklædt med så kiksede undertøjskostumer, at de ligner fraklip fra et Wolford-katalog.
Der er noget lummert og uforløst over forestillingen. Den har slet ikke den friskhed, som trinenes turbotempo ellers burde sparke ind i rummet. Alt virker så forceret. Æstetikken er blevet som ved en sponsor-aften på Lincoln Center: masser af hudfarvet stof og simili, men ingen oprigtig lidenskabshistorie. Har balletmester Nikolaj Hübbe i den grad forelsket sig i newyorker-æstetikken, at han har mistet sit danske blik?
Næsten kedeligt
Måske er det bare svært at få skabt nuancerede dansefigurer ud af Frank Sinatras sange? Måske er hans urpersoner med deres fandenivoldskhed og sentimentalitet for ens? Man slutter hele tiden dér, hvor man begynder forfra. Og så er det svært at lave spændingsballet.
Og hvorfor i alverden skal vi høre Frank Sinatras egen stemme på bånd, mens Chris Minh Dokys orkester slider for at finde et par takter, hvor de kan få lov til at slippe energien løs på deres egen måde? Hvorfor skal et bragende velspillende og jammende orkester som Dokys akkompagnere et bånd? Nuvel. Den Kongelige Ballets dansere danser forrygende. Alban Lendorf leverer varen med de vildeste spring, hvor han ligger skråt i luften, mens hans arme og ben gør unævnelige ting.
Han har så meget karisma, at de velsagtens også kunne mærke det i New York til premieren i lørdags. Her dansede han med Amy Watson, der gled køligt rundt i rødt glitterstof. På et tidspunkt røg hendes stilethæl ind i hans lår og spiddede det, så hans bukser flængede op. Sådan skal det være, når der danses igennem!
Charmerende og kejtet
Den egentlige charmehistorie blev dog danset af den 26-årige Charles Andersens generte tjenerdreng, der undervejs forelskede sig i den bare 19-årige Benita Büngers bedårende smilepige. Charles Andersen sprang uforfærdet både op i luften og hen over gulvet i de særeste stunts – uden at han af den grund mistede sit kejtede forelskelsessmil. Og Benita Bünger svarede overbærende tilbage med flotte ben og kærlige arme.
De var aftenens par, fordi de faktisk lod øjnene danse sammen med fødderne. Måtte de to snart få lov til at danse sammen igen. Gerne i Blomsterfesten i Genzano og Napoli?
Derudover var Femke Mølbach Slot den lækreste babe i et par guldsko. Men koreografien tvang hende til at blive kastet rundt på så akavede måder, at hendes yndighed næsten kom til at ligne en karikatur. Det samme gjaldt for Maria Bernholdts ultraslanke venindedanser, der næsten gjorde tilskueren forlegen med sin overdrevne flirt. Hvorfor har iscenesætterne mon troet, at danskerne kun fanger erotikken, hvis den ligner natklublir?
’New York, New York,’ siger jeg bare.
’Come Fly Away’. Koreografi: Twyla Tharp. Sang: Frank Sinatra. Musikarrangement: Dave Pierce. Scenografi: James Youmans. Iscenesættelse: John Selya og Stacy Caddell. Kapelmester: Chris Minh Doky. Den Kgl. Ballet på Gamle Scene. Kr. 595-75. Til 28. november. www.kglteater.dk
