Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hvordan man bliver sig selv

Eksildanskeren Oh Land transmitterer melankoli fra Vodkabæltet, mens svenske Avicii giver os en næsten menneskelig hybrishybrid
Kultur
14. september 2013

Den svenske, hæderkronede musikkritiker Jan Gradvall interviewede for nylig alle fire medlemmer af ABBA, hver for sig. I den lange feature i Dagens Industri spørger han Anni-Frid Reuss, der i dag er både prinsesse og grevinde, hvor melankolien i ABBA’s sange kommer fra. Hun svarer: »Benny og hans farfars trækharmonika. Jeg kan huske, dengang vi var et par og gik rundt på Mjölkö, hvor han tilbragte sine somre som barn. Han udpegede steder, fortalte og forklarede. Da forstod jeg, hvor meget i ABBA som kommer fra de minder og den folkemusik, han voksede op med.«

Senere i artiklen beder Gradvall Benny Andersson om at kommentere på Anni-Frid Reuss’ svar. »Det er en sandhed med modifikationer. Når jeg spillede med farfar, var der ingen melankoli, det var bare utrolig lystfyldt,« erindrer Andersson. Men så modificerer han svaret: »Men melankolien ... Jo, den var der, det var også noget, vi delte. Jeg tror, det har med Vodkabæltet (Sverige, Danmark, Finland, Polen og de tre baltiske lande, red.) at gøre. Mørket. Når man begynder at spille, kommer det frem.«

At blive sig selv. Det er spørgsmålet for enhver, også for en del popmusikere. For man kan selvfølgelig også blive sig selv i popmusikken. Det er det endeløst fascinerende lærestykke, som ABBA har givet os.

Og det bringer os frem til danske Nanna Øland Fabricius alias Oh Land. Hun forsøger i dén grad stadig at blive sig selv, ikke i uforsonlig, men i imødekommende grad. Så andre kan spejle sig i hendes poppersona, men alligevel får splinter i øjnene.

Hun er blevet skilt fra multinationale Epic Records, har budt direktionslokalet i New York ret farvel, og det forstærker den klichéfyldte, men typisk ret så sande fortælling om at undslippe den industrialiserede strømlining af personligheden under store pladekontrakter – til fordel for et udtryk, der giver mere plads til menneskets utallige glitches. Noget som ABBA smuglede direkte ind i poppens glitterverden – »Vi lavede vemod undercover,« som Benny Andersson formulerer det – og som Oh Land også forsøger med sit tredje album, Wish Bone, nu bare fra en mindre pengestærk position.

Feministisk raptus i galop

Og melankolien – der kunne hidrøre fra Vodkabæltet – bobler allerede på albummets første sang. Hun bor i Brooklyn, New York, hvor lyset ikke forlader verden så nådesløst som heroppe nordpå. Og det er den lokale producer/musiker Dave Sitek, der har drejet på knapper for Oh Land, og han lader hendes sange lyse gennem de fine, men ikke overrumplende opfindsomme produktioner. Hør bare længselen efter evig sommer i melodien samt den desperate klaustrofobi i titlen på det fremragende åbningsnummer »Bird In An Aeroplane«.

Der er en feministisk raptus i galop på det lige så fremragende, mere uptempo »Renaissance Girls«, der fremstiller den perfekte kvinde – vistnok i maskulin optik, men leveret med nåleskarpe glasskår.

»I can be your darling/Cooking your dinner and soothing your heartaches/Have three kids and still remain a virgin/It’s my version of a renaissance girl«.

Den slags er jo umuligt, og i den forhåbentlig ironiske tekst udfoldes den spaltning, som pop er så god til at lege med: Det umuliges glamour frit svævende over livets køkkenvask, hvor det mulige, det billige skidt, har det med at regere.

Björk-referencer er der en del af, som på debuten, men ikke så meget på forgængeren. Der er både det vandige harpespil på »3 Chances« og de grovkornede bølgeformationer af beats på »Bird In An Aeroplane«. Mens der er en mindre heldig parallel til hittet »Milkshake« fra amerikanske Kelis, som Oh Land deler amerikansk selskab med, på den mislykkede charmeforladte »My Boxer«.

Hun er vokset som sanger, stadig en blank tindrende røst, men ikke bange for at krølle sine tekster sammen i slingrevals. Samtidig med at hun udviser en stadig sikrere sans for de høje registres forførelse. Hun bliver mere og mere sig selv, også i sangskrivningen. Så mangler vi bare, at produktionerne løfter sig afgørende over den electropoppede konsensus.

Savner karakter

Det gør de i højere grad hos danske Nanome alias Soffie Viemose. Her er vi nede i mere mikroskopiske og vandmetaforiske programmeringer, ja, de synes at glide i et med sangeren og sangskrivningen. Viemose er indlejret, ikke som Oh Land akkompagneret, af og til endda forstøvet eller fordoblet ud i produktionerne. Og de knitrer og bobler og refererer også til Björk og medproduceres arbejde med beats, klange, vokal. Det er fint og helstøbt på en elektronisk gennemhullet facon, men desværre savner sangene på Viemoses Nanome-debut afgørende karakter. De vil ikke rigtig fødes, forbliver i et for vævende fosterstadie.

Svenske Tim Bergling alias Avicii føder til gengæld en nådesløst retningsbestemt hybrishybrid, et soundtrack til en overmenneskelig jubeltilstand. Opad, opad, opad. Som en af de mest populære repræsentanter for tidens store steppebrand, EDM, Electronic Dance Music, har han selvfølgelig også noget at fejre. Med singlen »Wake Me Up!« har han opnået den hurtigste platincertificering, for 1,8 millioner streaminger, nogensinde her til lands. Og han havde den ære at være medskaber på temaet til årets internationale Melodi Grand Prix under ledelse af ABBA’s Björn Ulvaeus og Benny Anderson.

Hjerte-smerte

Aviciis album er fuld af de efterhånden alt for genkendelige synthesizere som verden kender til hudløshed hos Rihanna og Nicki Minaj, David Guetta og Calvin Harris. De hersens vildt tårnende synthesizere, der lyder som om en reklame for drukferie på Ibiza, er blevet fileteret i papirstynde skyskraberskiver og nu barberer ens trommehinder for den sidste rest af humanitet.

Det er la dolce vita, hvor man sniffer overhalingsbaner og ikke lader sig påvirke af menneskepjat som tyngdekraft og tvivl. Det handler ikke så meget om at blive sig selv, som om at fejre loven om massetiltrækningskraft, at de største legemer har den største tiltrækningskraft. Og Aviciis debutalbum, True, er stort som bare pokker.

Men så er der alligevel noget andet på spil. Avicii skaber nemlig en lettere blåtonet EDM-hybrid ved – i bedste Fatboy Slim-stil – at indrullere soul- og også countrysangere som Aloe Blacc og Alison Krauss. Så midt i al det klanglige overmod kommer det til at handle om hjerte og smerte, en slags turbosoul eller country-house – og musikken tilbyder sig ikke så meget som paracetamol, snarere som ecstacy. Ikke som sjælesørgersutteklud, men nuklear problemknuser.

Det er en mere eller mindre stedløs, internationaliseret musik, fjernt fra Benny Anderssons Mjölkö. Men den globale tungetale er jo kommet for at blive, og den skal også hyldes. Her sker det ikke ringe, pletvis forrygende festligt, drypvis i alt for stram skabelon, af og til irriterende. Og sikkert snart allestedsnærværende.

 

Oh Land: ’Wish Bone’ (Tusk Or Tooth/A:larm). Udkommer mandag

Nanome: ’Everything That Moves’ (20Thirteen/VME)

Avicii: ’True’ (Universal). Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nanome med E