Læsetid: 6 min.

Illusionen om det store danske ’vi’

Bo Lidegaards værk om redningen af de danske jøder i 1943 er dramatisk og opløftende, men båret af en forestilling om nationalt sammenhold, som historieskrivningen for længst har forladt
Danske kommunister arresteres af dansk politi i Odense i 1941.

Svend Liisberg

6. september 2013

Vi har lagt jubilæet for Augustoprøret 1943 bag os, og det næste står klar i kulissen: Aktionen mod jøderne i oktober samme år. De fem fortærskede år 1940-45 kan sagtens tåle en omgang mere. Det officielle Danmarks balancegang mellem dem, de fleste holdt med, og dem, man støttede, danner baggrund for de senere års aktivistiske udenrigspolitik, så der kan være god grund til at blive ved med at diskutere perioden. Og de fem år tilbyder det hele: Her er nok til alle og noget for enhver smag.

Blandt alle de mange typer skriftlige kilder til fortidens begivenheder hører dagbøgerne til de både mest spændende og mest troværdige. Her kommer man tæt på; her er der tale om umiddelbare, næsten filterløse gengivelser af det oplevede. Det gælder også de dagbøger fra de flygtende danske jøder i oktober 1943, som udgør substansen i Bo Lidegaards Landsmænd.

Forløbet er velkendt: Aktionen udløstes af den rigsbefuldmægtigede, SS-generalen Werner Best under undtagelsestilstanden, der havde hersket siden den 29. august. Af velbegrundet frygt for at virke svag i Hitlers øjne havde han ikke turdet lade være med at tage initiativet, men reelt brød han sig ikke om på denne måde at ødelægge mulighederne for at danne en ny dansk regering. Dette var baggrunden for, at Best via sin fortrolige i gesandtskabet, Duckwitz, lod en advarsel sive til den jødiske menighed i København, der lynhurtigt spredte budskabet. Knap 500 af de godt 7000 jøder inden for landets grænser blev pågrebet i de følgende uger og sendt til opsamlingslejren Theresienstadt, mens det lykkedes de øvrige at undslippe til Sverige.

Hensynet til samarbejdspolitikken, som havde beskyttet de danske jøder (men ikke de jødiske flygtninge fra Tyskland) havde dermed atter reddet menneskeliv. Selv i hovedet på en ærkenazist som Best var det politisk-økonomiske samarbejde med det officielle Danmark vigtigere end jagten på en lille gruppe racefjender, og, som han senere frækt påpegede over for Holocausts organisator, Adolf Eichmann, med jødernes flugt var Danmark jo judenrein, og det var hovedsagen!

Bo Lidegaard har opsnappet en række dagbøger fra danskere af jødisk afstamning, der pludselig fra natten til den 2. oktober 1943 var jaget vildt. Deres dagbogsberetninger fra de dramatiske døgn på flugt er overvældende personlige, dramatiske og rørende. Der lægges ud i de sidste septemberdage, da rygterne om en forestående aktion svirrede, men mange turde ikke tro dem og kun få flygtede – man var bl.a. bange for, at en flugtbølge kunne sætte en tysk aktion i gang, som ellers ikke var blevet til noget. Så følger den svære erkendelse, da de første meldinger indløb, den første panik og derpå iværksættelsen af de flugtplaner, mange heldigvis havde forberedt, og kampen for en tålelig tilværelse som flygtning. Dagbogsskildringerne er i sig selv enestående, og deres udgivelse og udnyttelse i en bredere sammenhæng er en gave.

Men Lidegaards bog er mere end det: den kombinerer en hel vifte af samtidige beretninger, helt op i samfundets øverste beslutningslag. Christian X’s dagbog har han desværre måttet benytte i referat, mens ledende politikere og embedsmænd kan citeres friere; også de omfattende dagbogsoptegnelser af Politikens reporter, Vilhelm Bergstrøm, som er udgivet, viser her deres værd. Sammen danner øjenvidneberetningerne konturerne af et dansk samfund, der på få timer rammes i sin kerne af den rendyrkede ondskab.

Et regulært scoop

Samtidig afløser den ene perle den anden. Adolph Meyers beretning om ransagningen af den jødiske menigheds arkiv i Lille Kongensgade er, hvis den er sand, et regulært scoop. Over for Gestapos dragne revolvere har kassereren, Axel Hertz, mandshjerte nok, ikke bare til at spørge »med hvilken ret kommer De her?« men også, da svaret lyder »med den stærkes ret«, til at replicere: »det er ingen god ret«.

Fremstillingens opbygning, hvor forløbet følges tæt dag for dag, gør meget for den dramatiske effekt, hvor der veksles mellem skildringer af flugten, de tyske overvejelser, Sveriges rolle og de danske politikere og embedsmænds desperate forsøg på at afværge aktionen, inklusive ideen om en dansk internering af jøderne, en plan, der heldigvis ikke blev realiseret. Det fungerer fremragende og er noget af en bedrift.

Det er til gengæld problematisk, at Lidegaard i sin 55 sider lange indledende gennemgang af forhistorien ikke har fundet plads til blot en kursorisk gennemgang af antisemitismens rolle i nazistisk ideologi eller jødeforfølgelserne i Tyskland og Holocausts afvikling i det besatte Europa – bortset fra Norge – mens der til gengæld er blevet plads til både biografier og helsidesfotografier af hovedpersonerne Scavenius, Best, Hanneken, Svenningsen og Duckwitz. Aktionen mod jøderne kan ikke forstås uden den antisemitiske ideologi og den radikaliseringsproces, der fandt sted i det tyske apparat. En henvisning til »die Endlösungs morderiske logik« (s. 66) rækker simpelt hen ikke – til at begynde med f.eks. var die Endlösung overhovedet ikke logisk.

En slags konkluderende kapitel er lagt ind under fremstillingens sidste dag, den 9. oktober. Her slås det fast med syvtommersøm, at det nationale sammenhold reddede jøderne, ligesom fiskeskipperne frikendes for at have taget ågerpriser for transporterne. Her er ingen ridser i lakken, alle gør deres pligt og trods den utvivlsomt udbredte solidaritet er det lige ved at blive for meget af det gode med det nationale sammenhold. Lidegaard henviser stålsikkert til alle de mange hjælpsomme mennesker, bekendte som ubekendte, der optræder i kilderne. Men en kildekritisk betragtning vil jo hævde, at mennesker på flugt netop ikke opsøger mennesker, man ikke regner med at få hjælp fra, og de ukendte hjælpere, man blev sat i forbindelse med, var jo netop en del af netværket, fordi de i forvejen var indstillet på at hjælpe.

Vi skal faktisk helt tilbage til Jørgen Hæstrups historieskrivning i 1950’erne for at finde en tilsvarende spontanitetstese om ’vi’ og ’danskerne’. De fleste danskere dengang kunne enes om ikke at bryde sig om besættelsen, men de sociale kløfter var dybere end i dag, de politiske uenigheder ligeså. Og når alt kommer til alt, dækker Lidegaards samtidige kilder jo ikke hele det danske samfund, men faktisk kun det københavnske borgerskab, socialdemokratiske politikere, kongehuset og de lokale tyske beslutningstagere.

Et glansbillede

En tilsvarende indvending skal gælde Lidegaards tilbageskrivning af det ’nationale sammenhold’ til 1930’erne på bogens første sider. Det er såre smukt, men holder næppe for en nærmere efterprøvning: det kriseramte danske samfund blev formentlig delt mere end det blev samlet i de år. Også historien om jødernes flugt til Sverige er kun et glansbillede, hvis det er det, man vil se. Uanset Lidegaards indvendinger var der mange fiskeskippere, der benyttede lejligheden til at udplyndre flygtninge, der ikke havde noget valg, ligesom der var danskere involveret på den forkerte side, som stedkendte og sprogkyndige hjælpere for Gestapo.

Det, der imidlertid afmonterer Lidegaards tese om det nationale sammenhold, er den prøve, det danske samfund blev sat på godt to år forinden, og som viste, at det ikke var alle danskere, der blev betragtet som landsmænd. Dansk politis internering af ledende danske kommunister på tysk krav fra juni 1941 betragtede regeringen som en nødvendighed, det ikke var umagen værd at protestere imod, og nogen storstilet redningsaktion blev det ikke ligefrem til. Kommunisterne blev ladt i stikken – i Horserødlejren, hvor besættelsesmagten bekvemt kunne afhente dem et par år senere for at deportere dem til elendighed og død.

Den massive opbakning til de danske jøder, der rent faktisk blev reddet, udgør til gengæld en reel undtagelse fra de mange politisk-ideologiske konflikter i samtiden. Så meget stærkere står det lille mirakel derfor også i den kollektive erindring. Landsmænd bidrager hertil – på den gode måde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • Holger Madsen
  • Jan Weis
  • Steen Sohn
  • Tom Paamand
Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Holger Madsen, Jan Weis, Steen Sohn og Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg vil godt opponere mod den forestilling, at den aktivistiske udenrigspolitik var andet end en reaktionær regerings første greb i værktøjskassen for at sløre nedbrydningen af samfundets institutionelle fundament.

- Dansk politis internering af ledende danske kommunister på tysk krav fra juni 1941, betragtede regeringen som en nødvendighed....

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis et tilsvarende krav i dag kom fra USA, ville regeringen også betragte det som en nødvendighed.

- Dansk politis internering af ledende danske kommunister på tysk krav fra juni 1941 betragtede regeringen som en nødvendighed ...

Ja, og dansk politi havde jo også forberedt sig grundigt.

Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson

Tak til Joachim Lund for en god og kritisk anmeldelse.

Glansbilledet som Lidegaard har trykt på snart 6 sprog holder ikke. Her: http://fornleifur.blog.is/blog/fornleifur/entry/1308693/ kan man læse om mange af de aspekter som Lidegaard bevidst udelader i sin eksportartikel.

Det var ikke kun kommunister / socialister der var ofre for samarbejdspolitikken, sådan som Steen Sohn påpeger. Lidegaard er også yderst selektiv i brugen af nyere forskning omring jøderne i Danmark 1930-50. Det som ikke passer ind i Lansmands-tesen og samarbejdspolitik-hyldesten (læs: hyldesten af de Radikale Venstre) udelader han.

Jøderne i Danmark så faktisk meget lidt til den landsmands-venlighed som Lidegaard mener at have fundet, måske fordi hans kilder er jøder i de rigere sociale lag af samfundet; jøder som ikke mærkede hadet og fordommene.