Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Italiens permanente skandale

Den britiske historiker John Dickie har skrevet et flot værk om mafiaorganisationernes og den moderne italienske stat fælles oprindelse
Hvert år mindes indbyggerne i Palermo de to antimafia-anklagere, Paolo Borsellino og Giovanni Falcone, der med få dages mellemrum blev likvideret af den sicilianske mafia i 1992.

Mike Palazzotto

Kultur
20. september 2013

Forleden gav den fængslede sicilianske mafiaboss Totò Riinas yngste datter, Lucia, sit første interview nogensinde: »Vi kan ikke blive ved med at hænge os i fortiden,« udtalte den 33-årige Riina, der indtil farens anholdelse i 1993 levede under dæknavnet Bonomo, til den schweiziske tv-station RTS. Selv om Totò Riina har hundredvis af menneskeliv på samvittigheden og skal tilbringe resten af sit liv bag tremmer, erklærer datteren, at hun er »stolt« over at bære hans navn.

Interviewet er det seneste eksempel på mafiaens bestræbelser på at påvirke fortællingen om de kriminelle broderskaber: »Alt er meddelelser, alt er fuldt af mening i Cosa Nostras verden,« sagde undersøgelsesdommeren Giovanni Falcone, der på Riinas ordre i 1992 blev sprængt i stumper og stykker sammen med sin kone og en politieskorte. Drabet er stadig omgærdet af mange uafklarede spørgsmål, og dets politiske følger er et af Italiens mørkeste mysterier. At Lucia Riina offentligt hævder sin fars uskyld (samtidig med at retsvæsnets net strammes om hans påstående referenter i Italiens elite, bl.a. politikeren og mediemagnaten Silvio Berlusconi og erhvervsmanden Salvatore Ligresti, der kaldes »mr. 5 procent« på grund af sine aktieandele i en række af landets vigtigste virksomheder) er således næppe udtryk for en ægte overbevisning:

»I løbet af de seneste 150 år har de kriminelle broderskaber ofte hindret sandheden i at komme frem ved at promovere deres egen udlægning af bestemte begivenheder, og alt for ofte viser den officielle historieskrivning sig at være mafiaernes version,« skriver den britiske historiker John Dickie i bogen Mafia. De tre broderskaber Cosa nostra, Camorra og ’Ndrangheta.

Staten uddelegerer

Dickie behandler mafiaernes historie i perioden fra Italiens samling i midten af 1800-tallet og frem til Anden Verdenskrigs afslutning. I løbet af de sidste 20 år – siden Cosa Nostras frontalangreb på den italienske stat i starten af 1990’erne – har forskningen omkring mafiaernes historie, myter og struktur taget et kvantespring.

»Kun hvis man forstår den fulde betydning af den organiserede kriminalitets gennemtrængende tilstedeværelse i vores samfund og økonomi, kan man få redskaber til for alvor at bekæmpe den,« hedder det i introduktionen til en af de første egentlige mafiaencyklopædier, Dizionario enciclopedico delle mafie in Italia, som udkom i år.

Dickie vil gøre den italienske forskning tilgængelig for et internationalt publikum: »Jeg har skrevet Mafia ud fra min tro på, at resultaterne af denne voksende forskning er alt for vigtige til at være forbeholdt specialister,« hedder det i forordet.

Verdens mest berømte og berygtede forbrydersyndikaters historie hænger sammen med den moderne italienske stats oprindelse. Det starter med, at herskerne i Kongeriget Begge Sicilier, det nuværende Syditalien, smed tilhængere af et samlet Italien i fængsel. Her blev de presset til at søge beskyttelse hos medlemmerne af en forbrydersekt, der betegnede sig som »camorrister«: »Camorrister blev nu en diplomatisk kæp, man kunne slå bourbonerne med: Et styre, der uddelegerer ledelsen af fængslerne til voldsforbrydere, burde ikke forblive ved magten,« skriver Dickie.

150 år efter Italiens samling er problemet skræmmende relevant, hvis man tager den kroniske overbelægning og de mange selvmord i italienske fængsler i betragtning: Så længe staten ikke kan garantere, at dømte kan afsone deres straf under menneskelige vilkår, kan de kriminelle organisationer hverve medlemmer. Det er den permanente skandale i Italien.

Mytens betydning

I bourbonernes fængsler tog camorristerne ved lære af de fængslede patrioters organisationsformer. De begyndte f.eks. at kopiere frimureriets strukturer og ritualer. På den måde udviklede forbrydersekterne i Syditalien deres egen mytologi, der ligesom nationalstaterne har gjort dem levedygtige over lang tid:

»Som nationalismen har lært os: Alle mulige forbrydelser kan begås i en mytes navn,« konstaterer Dickie. »Den italienske underverdens netværk er altid blevet spundet af mange forskellige tråde, og disse tråde er alle stjålet fra andre dele af samfundet: frimurerritualer, kammeratskabsformer blandt mænd, klient-patron-forhold, gudfaderskaber, religionens sprog og ritualer tømt for ethvert åndeligt indhold, festmåltider, glansen fra litteraturen – alt kan bruges, så længe det snører organisationen sammen.«

Det er vigtig at forstå, at ordet mafia bruges som samlebetegnelse for tre distinkte organisationer med hver sin specifikke historie (ofte anvendes ordet også som synonym for den sicilianske variant). Og det er lige så vigtigt at forstå, at organisationerne i Campanien (Camorra), Calabrien (’Ndrangheta) og Sicilien (Cosa Nostra) har udviklet sig i samarbejde, konkurrence og strid med hinanden. Den krise, Cosa Nostra har gennemlevet siden attentaterne for 20 år siden, er således til gavn for søsterorganisationerne på fastlandet, der har ekspanderet nationalt og internationalt.

Flot formidling

Dickies værk er et fornemt eksempel på den angelsaksiske tradition for populær videnskabsformidling. Bogen er grundig og fuld af sigende eksempler på, hvordan mafiaernes magt undergraver den politiske og personlige frihed. Der er solid dokumentation for, at mafiaen ikke er »et begreb, der er blevet opfundet for at sværte Sicilien til«, som øens daværende rigeste mand, skibsrederen Ignazio Florio, hævdede under en retssag i 1901-02. Alligevel er det stadig en gangbar myte.

Desværre har Dickies danske forlægger ladt oversætteren i stikken. Udgivelsen skæmmes af småfejl, som en samvittighedsfuld redaktør burde have set, ligesom en specialkonsulent kunne have lagt en strategi for oversættelsen af italienske termer. Fortsættelsen – Mafia Republic om perioden fra 1946 til vor tid, som netop er udkommet på engelsk – fortjener en nådigere skæbne på dansk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her