Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Kollisionen afværget

To musikalske temperamenter prøver hinanden af
Kultur
3. september 2013

Stort set samtlige stole i Montmartre er besat, da Swallow returnerer til scenen i selskab med den danske pianist Thomas Clausen. Der tælles for.

Swallow spiller forventeligt afventende allerede fra første tema; det er en del af hans stil at ligge sent på beatet. Clausens særkende er det stik modsatte, og denne forskel giver undervejs anledning til små, mærkbare rytmiske kollisioner.

Steve Swallow er ikke verdens hurtigste bassist, men er en mester i at skabe luft mellem tonerne. Han har heller intet imod at spille, hvad der kan kaldes banalt. Små enkle og lyriske forløb, gentagne figurer med ganske få alterationer, der passer til det harmoniske forløb. Dette giver hans spil en stor åbenhed, lethed og ikke mindst gavmildhed over for de lyttere, der ikke er helt fortrolige med jazz.

Thomas Clausens evner som musiker og hans nysgerrighed over for al musik, som han ikke kender og bare vil og må beherske, kan kun skabe beundring. Og så må man acceptere, at han ofte insisterer på at citere hele klaverhistorien i hvert eneste nummer.

Små 20 minutter inde i koncerten henvender Thomas Clausen sig til publikum. Han er meget stolt af – og tydeligt også lidt bevæget over – at spille med Swallow, som han har beundret i det meste af et halvt århundrede, men aldrig mødt.

Krævende arrangementer

Første sæt bestod af Swallow- og Clausen-kompositioner samt en enkelt af briten Michael Gibbs; alle formodentlig arrangeret af Clausen, idet Swallow havde øjnene klistret til noderne, selv da hans egne værker blev spillet.

I det krævende duoformat er det altafgørende, at man har en fælles opfattelse af feelingen. Og det haltede desværre. Selv i Swallows meget smukke komposition »Como en Vietnam«, som afsluttede første sæt, spillede Clausen temaet voldsomt omharmoniseret, hvilket gjorde det mere anstrengende at lytte til, end nummeret lægger op til. Men der var glade smil fra begge, hver gang de var nået gennem et af de krævende arrangementer; »Pyha – den klarede vi også.«

Clausens voldsomme indledning til en af Swallows mest kendte kompositioner, »Eiderdown«, fik komponistens markante øjenbryn til at løfte sig i forbavselse. Nummeret blev sat an i et tempo, som det vistnok aldrig er blevet spillet i før, og med så mange harmoniske udvidelser, at den smukke melodi nærmest forsvandt. Men med Swallows enestående walking-bas som bærende element og specielt med hans egen solo, fik »Eiderdown« alligevel det gåsedunsdyne-lette liv, den fortjener.

Når det så er sagt, må Thomas Clausens målrettede arbejde for at tage kontakt til og arbejde sammen med sine helte også nævnes. I dette tilfælde havde de to musikere blot haft en enkelt prøvedag til at spille sig ind på hinanden. Og med to så forskellige musikalske temperamenter og med et repertoire bestående af så komplicerede kompositioner og arrangementer – specielt Clausens egne – ville lidt mere prøvetid have hjulpet gevaldigt.

Den koncert, jeg overværede, virkede underligt uforløst. Potentialet til et fremragende projekt ligger lige til højrefoden, men dette sker ikke, før der kommer et fælles flow i musikken. Og i dette tilfælde er det nok pianisten, der i højere grad bør læne sig op ad bassistens taktiske forståelse og spil i dybden, end omvendt.

Thomas Clausen/Steve Swallow Duo. Montmartre i fredags

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her