Læsetid: 3 min.

Kostbart og velslebet

Verdensviolinisten Sarah Chang skærpede og berigede den musikalske oplevelse ved Diamantensemblets 10-års-jubilæumskoncert
6. september 2013

For bare 10-15 år siden var det pauvert med etablerede kammermusiksale i København. Det var nærmest en genre, man skulle tage udenlands for at forstå, men det har da ændret sig.

Forskellige ildsjæle gør deres for, at denne smalle kunstart skal have rum i hovedstaden, og det er fantastisk, da det hjælper til, at den klassiske musik ikke kun overlever i sin let forståelige form som store events og stjernekoncerter, men er tilgængelig som et intimrum, hvor publikum har mulighed for at være tæt på sig selv og musikerne.

Det Kongelige Bibliotek har taget en smuk beslutning om at have en koncertsal, og for 10 år siden fik biblioteket også sit eget ensemble.

Tirsdag aften indledte Diamantensemblet deres jubilæumssæson med en veludrustet koncert. Ingen mindre end verdensviolinisten Sarah Chang var inviteret som fødselsdagsgave.

Diamantensemblet har et tæt samarbejde med DR, hvor ensemblets kunstneriske leder, Max Artved, længe sad i symfoniorkesteret og tiltrak sig opmærksomheden som første oboist. Her er han savnet i dag, men er til gengæld blevet en bærende kraft i det danske kammermusikliv.

Meget passende var jubilæumskoncertens første programpunkt et værk, der præsenterede Artved som musiker. Bernhard Henrik Crusells kvintet for obo og strygere. Gamle toner, men udført med så stor en dosis nutidigt nærvær, at de landede dugfriskt og levende og rakte stemningsmæssigt fra livet i Beethovens Forårssonate til livet i en moderne jazzkvintet. I høj grad ført an af Artveds musikalitet, men også intenst fuldt op af kvintettens repræsentanter.

Moden barnestjerne

Lidt sværere var det at få Dvoraks Serenade opus 44 op at stå. Her formede ensemblet en nonet, der blev lidt mere drevet rundt af musikken, end de selv drev rundt med den, og man begyndte at mangle dirigenten.

Hun kom så med Sarah Chang. Sarah Chang er en barnestjerne. Oven i købet amerikansk skåret. Men hvad hun gjorde for Vivaldis De fire årstider, nu som moden kvinde, transcenderer både tid og kultur. Alene det at få en sådan musiker serveret i et kammermusikalsk regi er en forkælelse.

I stedet for at høre hende på podiet i en stor koncertsal akkompagneret af et helt symfoniorkester, fik man muligheden for at møde Changs kræfter i deres eget epicentrum omkring den violin, der næsten er en ekstra legemsdel på hende.

Vivaldis årstider er et værk, der ved sin overlevelse og udbredelse vidner om en almenmenneskelig kunstskat. Så kan det godt være, de spiller den i telefonventetiden til socialkontoret i Frankrig, sådan som det fremgår af den populære film De Urørlige, og at vi synes, vi har hørt musikken til bevidstløshed, men det er netop pointen. Det var også De fire årstider, der spillede i bus 1A i retning mod Hvidovre Hospital tidligt mandag morgen i ondt regnvejr og fik en hel bus til at sidde stille og glemme hverdagen.

Når programmusik som musikalske redegørelser for fuglekvidder, uvejr, irriterende insekter eller isnende kulde stikker så dybt, så er det selvfølgelig, fordi det med Beethovens ord »er mere et udtryk for følelser end maleri«.

Det var det, Chang mindede os om ved at traktere årstiderne absolut personligt. Der var ikke et øjebliks tvivl om, at musikken havde droppet skønmalerierne og i stedet udgik fra en indre vejrudsigt, også når hun bare akkompagnerede, og det var nok ikke bare mig, der havde øjnene fæstet ved den grønne pailletkjoles dybe udskæring, hvorfra musikken syntes at stige op. Changs også bogstavelige nøgenhed fremstod som en moden kvindes selvstændige valg og var lige så kunstnerisk betryggende som hypnotiserende.

Således viste både aftenens første og aftenens sidste værk, hvordan gammel musik spillet med et moderne sind er gaver til nutiden, hvis de bliver ordentligt inkarnerede. Diamanten er et forbilledligt eksempel på den kulturelle opgave, det er at tage tingene ned fra hylderne og give dem liv. Det ville dog klæde Det Kongelige Bibliotek at stille andet end billige fotokopier af programmet på små tynde nodestativer til rådighed.

Musik af Crusell, Dvorak, Vivaldi. Solist: Sarah Chang. Diamanten, Dronningesalen, Diamantensemblet. Tirsdag den 3. september kl. 20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu