Læsetid: 3 min.

Langbergs vidunderlige ublufærdighed

Jesper Langbergs erindringer er en oprigtig og intens skildring af et menneske, der lærer at leve med sin egen splittelse. Med glimt i øjet og ru stemme
13. september 2013

Er Jesper Langberg så lige så sympatisk og tvivlende og alligevel lige så hudløst ærlig som Kresten Skjern i Matador? Ja, det er han faktisk. I hvert fald når man møder ham gennem hans nyskrevne biografi Ikke et sekund spildt.

Han er iagttagende, og han er analyserende. Han er selvoptaget, selvfølgelig er han det – han er jo skuespiller. Men han ser ofte sig selv udefra. Lige fra dengang hans far døde pludseligt som 56-årig, hvor den bare 13-årige Jesper blev efterladt med en stor, uhåndterlig sorg.

Selv siger han, at han »forpuppede« sig. Og at han faktisk først fik hul igennem til virkeligheden, da han indrømmede over for sig selv, at han gerne ville være skuespiller. Akkurat lige som sin berømte far, skuespilleren Sigurd Langberg, og som sin storebror Ebbe Langberg, som også blev instruktør – og som lillebror Jesper uvægerligt kom til at ligge under for. Selv efter Ebbe døde som teaterdirektør for Rialto Teatret bare 55 år gammel.

Brølende lokomotiv

»Noget af det vigtigste for en skuespiller er hans blufærdighed,« slår han hurtigt fast i denne imponerende oprigtige bog. Men nu er han holdt op som skuespiller. Nu skal tingene siges.

Det er smukt. Tårerne sidder mærkeligt løs på læseren i de sidste kapitler. For Jesper Langberg er så klartseende. Han fortæller, at arbejdet betød tryghed for ham – og at alkoholen betød frihed. Så meget at han sjuskede med sit første ægteskab med skuespilleren Susanne Heinrich og de to døtre, så det endte med et brud. Eller som Jesper Langberg selv udtrykker det: »Skilsmisse fandtes ikke i mit ordforråd, så da den ramte, føltes det som at blive kørt i stumper og stykker af et brølende lokomotiv.«

Ret beset røg ægteskab nummer to vel på samme konto: Alt for meget arbejde og alt for lidt fokus derhjemme. Men som Jesper Langberg skriver, da han gør regnskabet op for sine tre børn: »De havde bare en far, som havde noget, han måtte gøre.«

Peter Pan

Datidens mange flasker på teatret og i filmen er den åbenhjertige Jesper Langberg imponerende god til at sætte ord på. Sammen med trangen til at gå i byen – i hælene på Dirch Passer, Preben Kaas, Jørgen Ryg og de andre, der endte med korte og drastiske liv i den våde showbiz.

Selv kalder han sig en »Peter Pan«. Til gengæld har hans indre Peter Pan tydeligvis gjort ham klartseende. Hans udlægning af de mange roller har i hvert fald en psykologisk præcision, der er fængende interessant. Også for en læser, der ellers ikke kender til stykkerne. For Jesper Langberg kan kunsten at fortælle en god historie.

Savnet af far

Biografien er skrevet af den 40 år yngre journalist Danni Travn, der dog holder sig diskret på afstand. Her er ingen dialog – her er fremdrift.

Munter er bogen også. Jesper Langberg kan huske de særeste episoder fra det vilde turnéliv – og han er altid generøs med sine rosende beskrivelser af skuespillere, han beundrer. Fra Poul Reumert til Helle Virkner – og fra instruktøren Henrik Sartou til Lisbet Dahl.

Til gengæld har savnet af faderen præget ham i voldsom grad. Igen og igen taler han om fraværet af den mandeskikkelse, der måske kunne have lært ham at tumle den svære balance mellem privatliv og sceneliv.

Disse stærke følelser giver måske en forklaring på, hvorfor Jesper Langberg altid tilsyneladende havde en kerne af noget ’ordentligt’ inde i alle sine roller. Selv i rollen som faderen i Festen.

»Hør Jesper Langberg sige fem ord – og ingen af ordene vil få samme tryk. Enhver konsonant klinger klart. Enhver pause har sin egen tøven. Det er stemmeekvilibrisme på højeste niveau.«

Sådan skrev jeg om Jesper Langberg i Kærestebreve med Marlene Schwartz på Folketeatret sidste år – det stykke, som også blev hans afskedsforestilling.

Hans særlige stemme nævner han beskedent nok ikke i bogen. Men vi er nok en del kvinder, der vil kunne genkende hans stemme mellem de fleste andres. Hans tøvende og lidt generte og alligevel så vidunderligt insisterende stemme.

Det er med lyden af denne ru stemme i sit indre øre, at man kan læse denne bog – og føle sig i forførende ærligt selskab.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer