Læsetid: 2 min.

Det er lige det

Og det er sådan, det er. Uafviseligt, altså. For Karen-Lise Mynster hylder digteren Inger Christensen med en soloperformance, der bærer digtenes angst og deres pjatteglæde. Æstetisk og stramt på Teatret ved Sorte Hest. Og hamrende musikalsk
’Det. Det var det. Så er det begyndt,’ siger Karen-Lise Mynster i sin overbevisende dramatisering af Inger Christensens angstfyldte og kærlighedssøgende univers.

’Det. Det var det. Så er det begyndt,’ siger Karen-Lise Mynster i sin overbevisende dramatisering af Inger Christensens angstfyldte og kærlighedssøgende univers.

28. september 2013

Kan Inger Christensens digte blive til dramatik? Umiddelbart skulle man tro, at Inger Christensens ordstramhed ville virke distanceret på en scene. Men sådan som Karen-Lise Mynsters krop sender ordene ud mod publikum i Det Springende Punkt på Teatret ved Sorte Hest, så lykkes springet fra lyrik til scenekunst: Øret skærpes, fordi ordene fremstår netop så skarptskårne som hos Inger Christensen. Men samtidig åbnes øjnene, fordi Mynster får ordene til at virke så kropslige, at associationerne gladeligt følger hendes rejse gennem et ingenmandsland af eksistens og puls.

Udgangspunktet er Inger Christensens gennembrudsdigtsamling »det« fra 1969: »Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved …«

Skeletter og vildskab

Men Mynster snupper hurtigt digtets aparte situationer og lever sig ind i dem i sin egen collage. Tager ordene på sig, så de transformeres til replikker. Ser det frygtindgydende i ordene – og det fjollede – med ’skeletter’ og ’smerte’ og ’angsten’ som kodeord. Iført silkebukser og en bluse med så mange syninger, at den måske af og til er en spændetrøje. For som hun selv stiller det op: Sindssyg eller litterær?

Camilla Bjørnvad har skabt en vidunderlig, drømmelyseblå scenografi, der egentlig blot er en horisontal udsigt til verden – med de smukkeste fotoprojektioner af havet og himlen og æggene forud for alt.

Ud af væggen stritter en jernseng. Og selv om tankerne uvægerligt går mod sindssyge og psykiatrisk hospital, så har hele rummet en lethed, der kærtegner de dystre angstord og gør dem til at bære. For kvinden i rummet lyser.

Karen-Lise Mynster står på et særligt højdepunkt i sin karriere lige nu. Hun magter det hele – det sjove og det vanvittige, det sorgfulde og det mystiske. Hun er 61, men har en ukuelighed som en kvinde på 41. Hendes trænede stemme og hendes trimmede krop er både god på en 100 meter og til en maraton. Netop derfor virker timingen med at iscenesætte Inger Christensens kamikazelyrik netop nu helt rigtig. At konceptet er hendes eget, vidner kun om hendes dedikation over for de digte, som nu fire år efter Inger Christensens død er ved at antage kultstatus.

Abrikostræer og brint

Førstesætningen af alfabet fra 1981 får næsten noget bibelsk over sig her. Også selv om Karen-Lise Mynster klogt nok sætter af med både smil og lykkeklang i stemmen: »abrikostræerne findes, abrikostræerne findes …« Men selv hun kan ikke holde vreden stangen, når brintbomben får digtet til at implodere.

Musikeren Henriette Groth sidder ved scenekanten og følger hende med sine elegante instrumenter. Hendes bratsch sukker, og hendes klaver støtter – og svaner på træk bruser i horisonten.

Der er mange døde i Inger Christensens poesi. Men der er lykkeligvis endnu flere åndedrag i Karen-Lise Mynsters fascinerende meddigtning. Eller som hun siger det:

»Se mit hjerte. Det brænder som en sætning under huden.«

Det Springende Punkt. Tekster: Inger Christensen. Koncept: Karen-Lise Mynster. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Musik: Henriette Groth. Dramaturgisk konsulent: Line Krogh. Teatret ved Sorte Hest til 2. november. www.sortehest.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu