Læsetid: 4 min.

Luft under vingerne/Luft under vingarna

’Broen II’, anden sæson af den populære dansk-svenske krimiserie, er på én velgørende gang effektivt iscenesat spænding og vedkommende portræt af to mennesker – og måske også to nationer? – der er meget forskellige, men har brug for hinanden
Der er en naturlig dramatik forbundet med mødet mellem to kulturer, to sprog, to temperamenter. Tag nu bare hovedpersonerne i Broen, som også vender tilbage i Broen II, danske Martin Rohde (Kim Bodnia) og svenske Saga Norén (Sofia Helin). Foto: DR/Carolina Romare

Der er en naturlig dramatik forbundet med mødet mellem to kulturer, to sprog, to temperamenter. Tag nu bare hovedpersonerne i Broen, som også vender tilbage i Broen II, danske Martin Rohde (Kim Bodnia) og svenske Saga Norén (Sofia Helin). Foto: DR/Carolina Romare

23. september 2013

Er den dansk-svenske tv-serie Broen/Bron tænkt som et politisk, pædagogisk projekt, der skal skabe sammenhængskraft i Øresundsregionen? Eller udspringer serien af en mere kunstnerisk, kreativ stræben, hvor man bevidst spiller på de to lande og folks ligheder og forskelle, skaber dynamik gennem mødet mellem modsætninger og skildrer to landes folkesjæl?

Jeg tror mest på det sidste, men under alle omstændigheder er serien og udgangspunktet lige så genialt, som det er enkelt.

Der sker meget i spændingsfeltet mellem det danske og det svenske, på og omkring det naturlige midtpunkt, Øresundsbroen, som både handler om mennesker, systemer og traditioner; så meget, at amerikanerne har lavet deres egen udgave af Broen, The Bridge, der foregår på grænsen mellem USA og Mexico, og englænderne og franskmændene planlægger en version, The Tunnel, der foregår i tunnelen under Den Engelske Kanal.

Svenskere og danskere

Der er en naturlig dramatik forbundet med mødet mellem to kulturer, to sprog, to temperamenter. Tag nu bare hovedpersonerne i Broen, som også vender tilbage i Broen II, danske Martin Rohde (Kim Bodnia) og svenske Saga Norén (Sofia Helin).

Hvor han umiddelbart er, som mange svenskere sikkert opfatter danskerne – jovial, uformel, antiautoritær med rod i privatlivet og en dårlig humor – så er hun, som mange danskere sikkert opfatter svenskerne – regelret, kedelig og uden humor. Men ingen af dem er, som fordommene dikterer.

Saga Norén – alene navnet signalerer Strindberg og Bergman – er en velfungerende autist og en blændende dygtig politikvinde, der overhovedet ikke kan hitte rede i eller interesserer sig for samfundets og arbejdspladsens sociale koder, og som er alt for direkte og ærlig i sin omgang med andre mennesker. Martin Rohde – navnet lyder bedst, når Saga er ved at brække tungen på det, ’Røhde’ – er en af den slags moderne, forvirrede mænd, der har svært ved at finde ud af, hvad han vil, og som lader sine følelser regere, hvorfor han tit og ofte træder i det.

Sorg og parforhold

De to umage størrelser, der hurtigt ryster de fleste forudindtagede meninger af sig, komplementerer hinanden godt og bliver afhængige af hinanden – som Danmark og Sveriges traditionsrige had-kærlighedsforhold!? – hvilket de begge bliver smerteligt klar over i første afsnit af Broen II.

Handlingen begynder 13 måneder efter slutningen på seriens første sæson, hvor Martins 18-årige søn, August, blev slået ihjel af den gale, tidligere politimand Jens (Lars Simonsen), og Saga forhindrede en desperat Martin i at skyde Jens.

Martin går nu til psykolog for at bearbejde sorgen over tabet af August og til parterapeut sammen med sin kone, Mette (Puk Scharbau), i et forsøg på at redde deres ægteskab.

Saga er flyttet sammen med Jakob (Daniel Adolfsson), som hun ikke ved hvad laver, mens hun i sin længsel efter normalitet læser bøger om at leve sammen med et andet menneske.

En fælles kamp

Et fragtskib uden besætning sejler ind i Øresundsbroen – igen begynder serien her – og Saga og hendes svenske kolleger får til opgave at finde ud af, hvem der har kidnappet de fire unge, bevidstløse mennesker, man finder lænket ombord.

Det fører hende til Danmark og Martin, som hun ikke har set siden Augusts begravelse, og de to begynder at arbejde sammen igen. Martin dropper psykolog og parterapeut i forventning om, at samarbejdet og samværet med Saga er, hvad han har brug for. Og i takt med, at den dynamiske duo kommer på sporet af en gruppe økoterrorister, der spreder dødelige sygdomme for at gøre opmærksom på de omkostninger for miljøet, råvarefremstilling har rundt om på kloden, fortæller Broen II endnu et kapitel i historien om Martin og Sagas forsøg på at komme overens med en verden, ingen af dem passer helt ind i.

Martin kæmper med sin sorg og sit ægteskab, Saga med sine kolleger og sin kæreste, men når de er sammen, kan de bare være sig selv. De er gode for hinanden, ikke mindst fordi de begge har ting at lære af den anden.

Fotogen bro

Ligesom i første sæson af Broen er der et format over Broen II, som danske tv-serier – deres øvrige kvaliteter ufortalt – ikke har. Den er ikke så provinsiel, mere universel og finder noget nær en perfekt balance mellem hovedpersonernes professionelle og private liv. Det giver også en interessant dynamik, at man denne gang tilsyneladende følger forbrydernes ’arbejde’ side om side med politiets – samtidig med, at man fornemmer, at der ligger mere bag, noget, man endnu ikke har opdaget, hvilket sikrer spændingsmomentet.

Jeg håber dog ikke, at økoterroristernes tilsyneladende politiske dagsorden viser sig at være personligt motiveret på samme måde som Jens’ i Broen – Jens dukker jo op igen, fordi Martin gerne vil, men ikke kan, se ham – men at plottet har lidt mere tematisk luft under vingerne.

Også selv om handlingen på sin vis ’blot’ er et, velkonstrueret, javist, påskud for at bringe danske Martin Rohde og svenske Saga Norén sammen. Det er jo ikke mindst de to mennesker – og Kim Bodnia og Sofia Helins nuancerede, troværdige og morsomme (sam)spil – som er grunden til, at Broen II fungerer så godt, som den gør.

Der er småting, man kan brokke sig over – nogle scener med en hulkende, sorgramt Martin virker lidt falsk – men det hele er sat så effektivt og stemningsfuldt i scene. Broen II er heldigvis ikke lige så mørk, dyster og stiliseret i sit visuelle udtryk som så mange andre skandinaviske tv-serier, f.eks. Forbrydelsen, og Øresundsbroen er som altid fotogen, næsten majestætisk, så man følger gerne med, når hovedpersonerne kører frem og tilbage over denne bro, der både binder dem, historien og Danmark og Sverige sammen.

Broen II. Instruktion: Henrik Gregorsson, Morten Arnfred, Kathrine Windfeld. Manuskript: Hans Rosenfeldt. Dansk-svensk. Sendes på DR1 søndage kl. 20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den eneste fejl ved broen er, at den nærmest er vulgær i sin dyrkning af det farveløse univers. Alt er holdt i gråt og hvidt. Er der endelig lidt farve, så er den mat. Lyset synes udelukkende at være leveret at kolde lysstofrør, der gør det hele mere gråt og mere hvidt. Figurerne er ikke ligefrem albinoer, men de ligner levende lig.

Jeg ved godt, at farver og kontraster for tiden er totalt yt ifølge den selvudnævnte kreative klasse. Og det kan have en effektiv virkning på seeren, når en trist stemning skal understreges. Men for dæleme hvor er det dog overdrevet i Broen II.

Mit gæt er, at Broen III bliver skudt i sort/hvid. Overbelyst, naturligvis.

Michael Nielsen

Jeg så i sin tid de første 10-15 minutter af Broen. Noget med en menneskekrop der var skåret over og som lå ude på broen. Rimelig klamt. På et tidspunkt begyndte skuespillerne at tale. Den desværre historisk dårlige reallyd som dansk film har for vane at producerer, samt skuespillere der taler indad fik mig til a zappe videre.

Nogle uger/måneder efter så jeg igen lidt Broen. Et afsnit hvor reallyden faktisk var bedre. Men på det tidspunkt havde jeg jo ikke fulgt med så zapper-knappen fik sig et tryk igen, he he.

Men der var nogle flotte billeder af Broen. Er overbevist om at historien sikkert er fængende nok.

Lone Christensen

Der har været debat andre steder om kvindlige detektiver åbenbart skal lide af en psykisk sygdom i øjeblikket. I den forbindelse nævnes bl.a. Homeland og den rolle som Claire Danes havde, hvor hun havde diagnosen bi-polar. Tidligere har også en anden amerikansk tv serie, 'Bones', haft en kvindelig hovedrolle, som havde problemer med at begå sig socialt.

Det der gør 'Broen' ekstrem er, at den mandlige hovedrolle starter ud med en kastereret Kim Bodnia! Og nu starter nummer to i serien, så med at Bodnia går til psykolog og parterapi. Det virker på mig, som at producenterne bevidst leger med de stereotype kønsroller, men det er meget underligt, at kvinderne skal have en diagnose for at kunne udleve nogle af de typiske mandlige egenskaber!