Mikhail Sjisjkin skriver om krig og fred ligesom den Tolstoj, han er blevet sammenlignet med. Men i sin anden roman, der nu kommer på dansk, har han i stedet for det store episke udtræk valgt den intime (og gammeldags) henvendelse, brevromanen, en genre, der kom på mode i 1700-tallet. Tilsyneladende enkel, men også kun tilsyneladende.
I Brevbogen skriver et elskende par til hinanden. Han, Vladimir, med kælenavnene Volodjenka eller Volodja er ved fronten i en krig, der i det ydre fremstår som bokseropstanden i Kina 1898-1901, men som først og fremmest er en krig. De allerførste ord, Volodja nedfælder, lyder: »Jeg manglede bare at vælge mig en krig. Men det var selvfølgelig ikke noget problem.«
Aleksandra/Sasjenka/Sasja går og venter hjemme i Rusland. Hendes første brev er til gengæld en poetisk beskrivelse af en slags big bang, som indvarsler de skabelsesberetninger og -forestillinger, der gennemsyrer bogen.
I begyndelsen skriver de to længselsfulde breve, fulde af elskov, barndomsminder og følelsesmættede detaljer fra deres tid sammen, men efterhånden bliver man klar over, at deres breve aldrig når den anden, de svarer ikke hinanden, men skriver hver især om det liv, de lever. Han om krigens rædsler, hun om hverdagen.
Kosmologi
Men dermed har realismen også fået sit. Ind i den realistiske ramme snor og breder sig kosmologiske overvejelser, begreber som lykke, tilfældighed og eksistens endevendes, mens tid, rum og sted ophæves på elegante og subtile måder. De store religioners og filosoffers fortolkninger diskuteres og forvrides, som når den brændende tornebusk bliver til en rulle brændende pigtråd, der udtaler Jahves ord: »Jeg er den, jeg er«. Eller Demokrit citeres for, at kun kroppene kan berøre hinanden, mens der må være et tomrum mellem sjælene.
Alt sammen iblandet myter og eventyrallusioner. Vladimirs hær camperer på sin vej på en ø, som viser sig at være hvalen Jasconius, et søuhyre, der er beskrevet hos sankt Brendan og i Sindbad Søfareren. Sasja skaber sig et snebarn, der bliver levende, ligesom i et russisk folkeeventyr.
På side 106 er Volodja tilsyneladende død i krigen, men Sasjenkas breve til ham fortsætter ligesom hans til hendes. Man skal som læser acceptere, at der findes »datid, ikke-tid og fremtid«, og at »forskellige begivenheder kan optræde i vilkårlig rækkefølge og kan ske for hvem som helst.« Der er »knas med tiden‚« som skrevet står, det kan man roligt opfatte som en nøgle. Mens Volodjas breve strækker sig over de tre år, bokseropstanden varer, og han vistnok til sidst kommer hjem i betydningen dør, strækker Sasjas sig over et langt liv, hendes forældre dør og hun ældes selv. Men undervejs tænker Volodja og Sasja hinandens tanker, de samme formuleringer skifter plads fra den enes brev til den andens.
I det hele taget opererer Sjisjkin raffineret med forskydninger. Snehvide hedder selvfølgelig sådan, fordi hun er lavet af sne, og derfor kan Sasja også lave et snebarn, der bliver til hendes datter, da hun har varmet hende. Datteren kan som eventyrprinsesse også sammenlignes med Tornerose, men hun får navnet Putte, det navn Sasjas far gav såvel hende som hendes mor.
Livets navle og dødens
’Knaset med tiden’ omfatter imidlertid hele universet, som når det trækker sig sammen igen »med mørkets hastighed«, og når alle mennesker til slut vil mødes efter døden i centralperspektivets forsvindingspunkt. Verdensaltet har et nav, der går gennem alles navler, og navet forbinder alle mennesker, som Puttenavnet forbinder generationerne, men dagen for ens død findes på forhånd, man kender den blot først, når den kommer.
Også døden kan læses som det nav, livet kredser om, centralt naturligvis i Volodjas frontberetninger, der er fyldt med lemlæstelse, tortur, stank fra dysenteri og rådnende indvolde, men også som det tanken kredser om, for eksempel i en overvejelse, hvor kroppen efter døden tænkes som en fantomsmerte, eller når det hedder, at »kroppen kæmper mod døden med smerten, mens hjernen, sindet, kæmper imod med tanken. Når det kommer til stykket hjælper hverken det ene eller det andet.« Ingen udsagn er absolutte, teksten er åben for utallige fortolkninger.
Ordet har evnen til at fastholde, levendegøre og eviggøre det forgængelige, men må også omfattes med en vis mistænksomhed.
Vladimir er en forfatter, der har brændt sine bøger, men alligevel i brevene føler sig levende, fordi han skriver.
»Måske er jeg kommet for at se og nedskrive alting,« skriver han et sted. Samtidig ved han, at »alting foregår på et sprog, som ikke findes«. Et andet sted hedder det, at alt kun er skrevet én gang i tilværelsens bog. Forfattergerningen diskuteres løbende i al sin tvetydighed, lige til romanens sidste ord: »Lykkeligt est det skib som har sejlet over havsens dyb, således også skriveren som er gennem sin bog.« Man kan vælge at lægge trykket på ’er’ eller på ’gennem’.«
Der er altså nok at tage fat på for tanken i den tilsyneladende ligefremme form, men samtidig er Brevbogen fyldt med sansninger, som rammer præcist og sætter sig fast. En flyvers skygge dykker pludselig, når den passerer et hul i skyerne, og øjnene løber i vand i frosten, så stjernerne ser lodne ud.
Og på bogens dybsindige, mangetydige, flimrende og righoldige præmisser ender den lykkeligt. Sasja får sin snedatter, og Volodja kommer hjem, hjulpet af præstekongen Johannes, der i middelaldermytologien herskede over det største og prægtigste rige i øst. Han fortæller ham, at Demokrit tog fejl.
Brevbogen er en overdådigt generøs og dybsindig roman, der, som der står et sted, er lykkeligt fyldt til randen med ord. Smukt oversat af Trine Søndergaard.
Mikhail Sjisjkin: Brevbogen. Indb. 420 sider, kr. 298,-. Batzer & co.
Mikhail Sjisjkin kan opleves på Verdenslitteratur på Møn den 7. og 8. september
