Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Meningen med livet er en lyserød flamingo

Med sin felliniske billeddigt ’Den store skønhed’ stiller Paolo Sorrentino det største spørgsmål af dem alle og finder næsten et svar ved at filme Italien i Berlusconi-æraen som en forførende og frastødende, altid pulserende partyscene
Hovedpersonen Jep Gambardella, forfatter og prisvindende stjernereporter, er æresgæst ved det ene dekadente efter selskab det andet. Fornøjelsen er dog for længst forduftet. Han flyder gennem tilværelsen uden andet mål end en diffus søgen efter mening.

Camera Film

Kultur
5. september 2013

Man kan fremføre en lang kritik af Paolo Sorrentinos kvindesyn i Den store skønhed, hvor seksuelt ufarlige moderfigurer hyldes, mens filmens ressourcestærke, smukke kvinder fremstår som aggressive egoer, der skal pacificeres.

Det har den italienske blogger Gloria Origgi såmænd også gjort, ganske overbevisende, i sin artikel »La Grande Bellezza e le donne aggressive di Sorrentino«. Det er et aspekt, der gør hans ellers ambitiøse og poetiske værk provinsielt og desværre, mener hun, umiskendeligt italiensk. Efter at have set den »danske kultserie« Borgen, undrer hun siger over, at film og tv i hendes hjemland ikke er nået længere, hvad angår (magt)forhold mellem mænd og kvinder.

Glemmer man imidlertid det kønspolitiske blik og lader sig føre gennem Sorrentinos univers med åbent sind, venter en vidunderligt spektakulær filmoplevelse.

På den måde kan man også meget bedre more sig, når hovedpersonen i begyndelsen af Den store skønhed interviewer og afslører en ulideligt selvhøjtidelig kvindelig performancekunstner, der er fuld af fup.

Det søde liv

Filmens hovedperson, Jep Gambardella, er prisvindende stjernereporter ved et af Italiens største dagblade og nyder takket være en enkelt roman skrevet i sin tidlige ungdom et ry svarende til Rifbjergs i Danmark. Med base i en ungkarlelejlighed, hvis enorme tagterrasse har frit udsyn til Colosseum, lever han la dolce vita, som var han udstyret med manuskript af Federico Fellini.

Som Marcello, hovedpersonen i La dolce vita, der også er journalist, flanerer Sorrentinos hovedperson blandt overklassens intellektuelle elite i Rom. Jep er æresgæst ved det ene dekadente selskab efter det andet. Fornøjelsen er dog for længst forduftet. Han flyder gennem tilværelsen uden andet mål end en diffus søgen efter mening.

Ved filmens begyndelse fylder han 60 år. Historiens omdrejningspunkt er Jeps ungdomskæreste Elisa. Hun er uskylden, skønheden, som Jep er smertelig bevidst om tabet af. Det forstærkes, da han opsøges af Elisas ægtemand, fordi hun netop er død. Struktur er der nu ikke meget af i Den store skønhed, og man savner den heller ikke.

Cheffotograf Luca Bigazzis kamera panorerer gennem Roms gader og ind i byens hemmelige rum som en begærlig elsker på opdagelse på sin partners krop.

Italien i Berlusconi-æraen er filmet som en forførende og frastødende, altid pulserende partyscene, men netop derfor virker de stille stunder, hvor Jep opsøger og værdsætter stilheden, desto stærkere.

’Det hele er et stort nummer’

I en drømmelignende scene besøger han sin ven, der er tryllekunstner. I en øde arena får han en giraf til at forsvinde alene til ære for Jep.

»Det er et nummer,« siger tryllekunstneren og påpeger: »Tror du, at jeg ville arbejde i det her i cirkus hele mit liv, hvis jeg virkelig kunne få ting til at forsvinde?! Det hele er et stort nummer!« Dermed leverer han filmens hovedreplik og bekræfter i overført betydning Jeps værste anelser. Men er det nu også et trick? Troen, skønheden, meningen med hele molevitten? Er det en grund til at spilde et skrivetalent? Et liv? Det må stå sin prøve, da Jep får en unik chance for at interviewe en nulevende helgen eller ’uofficiel helgen’, som helgenens pr-medarbejder formulerer det. Hun er en tandløs olding på 104, der holder sig i live ved hjælp af religiøse velsignelser og rodfrugter. Hvad Jep finder frem til skal være en overraskelse, men det skader næppe at afsløre, at filmens elegante budskab er åbent for fortolkning. Og at det indebærer en uforglemmelig billedkomposition med en lyserød flamingo.

Den store skønhed ekkoer naturligvis tematisk La dolce vita. Stilistisk er filmen nærmere Fellinis senere visuelt barokke film som Kvindebyen. Vulgariteten er ikke let at skelne fra skønheden i de excessive festscener.

Toni Servillo, der spiller Jep, havde også hovedrollen som Giulio Andreotti i Sorrentinos hypnotiserende politikerportræt Il Divo. Han er en såkaldt distingveret intellektuel med pomadehår, der går i dyre habitter og besøger Roms førende botox-klinik.

I modsætning til Marcello Mastroianni, Fellinis smukke alter ego og et billede på en narcissistisk tid, føles han som en anakronisme. Det forsonende træk ved ham er det diminutive håb, han bærer på. I samme ånd føles de lange kameraindstillinger, der dvæler ved Roms stille scener som kærtegn. Det adskiller Sorrentino fra en anden mester, Michelangelo Antonioni, når det drejer sig om at skildre Italiens urbane landskaber. I Antonionis melankolske tableauer i La Notte er der eksempelvis ikke meget grobund for optimisme. Sorrentinos film er et portræt af det moderne Italien stivnet i et botox-smil. Men bag maskeraden dirrer en smittende livsappetit. Det gør Den store skønhed til et universelt bevægende billeddigt og et magnetisk næsten-mesterværk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her