Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Mennesket er selv en naturkraft

Med erobringen af det hidtil uindtagelige Arktis er mennesket igen i centrum i en ny geopolitisk verdensorden af klimaforandringer. Mennesket er ikke længere blot betragter af naturen, men også selv skabende natur. Arktis-udstillingen på Louisiana afspejler, at menneskets indtagelse af Arktis har skabt en helt ny virkelighed
Guido van der Werves ’Nummer otte, alt skal nok blive godt’. Courtesy of the Artist and Luhring Augustine, New York.

Guido van der Werves ’Nummer otte, alt skal nok blive godt’. Courtesy of the Artist and Luhring Augustine, New York.

Kultur
27. september 2013

Spring om bord på en atomdrevet russisk isbryder og tag en sviptur til Nordpolen. Sådan lyder rejsearrangørernes fristende tilbud. De står i kø for at arrangere ture til verdens top, det før så ufremkommeligt brutale, golde og mægtige islandskab, Arktis.

I deres iver maser de sig gennem ismasserne og indvarsler dermed en ny tidsalder. I klimaforandringernes og turismens tegn, åbner de det sidste kapitel om menneskets kolonisering af klodens fjerneste egne. Den nyåbnede udstilling Arktis på Louisiana fortæller historien om det øde islandskab set gennem kunstens, videnskabens og kulturhistoriens briller. En fortælling, der rummer civilisationens største dramaer: Fra de tidlige polarforskeres heroiske og tragiske skæbner og kunstens fascination af det ukendte, til den evige jagt på nye handelsruter, geopolitiske magtspil og altødelæggende klimaforandringer. Med Arktis som udgangspunkt tematiseres en række grundmotiver i vores tid, så de pludseligt bliver meget synlige.

Det uindtagelige indtages

Kontrasten kan næsten ikke være mere skærende. Sammenholdt med nutidens arktiske masseturisme var de lidelser og trængsler, tidligere tiders polarekspeditioner måtte gennemgå i kampen om at nå verdens nordligste punkt, næsten ubegribelige.

Arktis var den sidste grænse, som man med sans for drama døbte ’det høje Nord’. Man satte livet på spil i kampen om at erobre verdens nordligste punkt. Belønningen for strabadserne (for dem der var så heldige at overleve) var ikke kun berømmelse og rigdom, men en plads i historiebøgerne i fortællingen om den vestlige civilisations udbredelse og overherredømme.

Deltagerne på de tidlige polarekspeditioner var gjort af det stof, myter er lavet af. Deres skæbner fylder velfortjent meget på udstillingen. Især de britiske polarforskere var et syn for guder. Civiliserede gentlemen, det britiske imperiums fortropper, bevæbnet med kniv og gaffel, tweed og alskens moderne bekvemmeligheder, drog de med en ukuelig optimisme af sted på polarekspeditioner, ofte med fatale konsekvenser. De inkarnerede den vestlige civilisations imperialistiske ambitioner og mødte på tragisk vis som oftest deres endeligt på den nådesløse iskappe.

Men det gik ikke altid så galt, og motiverne var ikke altid tvivlsomme. Polarforskerne har gennem tiden indhentet vigtig viden om klima, kultur og historie, der har bidraget til at rykke vores verdensforståelse. Som den verdensberømte professor i geologi Minik Rosing skriver i kataloget til udstillingen: »For den nordiske rejsende er udforskningen et led i en katalogisering af det hjemlige inventar«.

Allerklarest står som repræsentant for de nordiske rejsende den dansk-grønlandske polarforsker Knud Rasmussen, der med sine historier og studier spiller en afgørende rolle i vores forståelse af Arktis som natur og kultur.

Med opdagelsen af Arktis er en historisk barriere endegyldigt overskredet. De accelererende klimaforandringer skaber en ny virkelighed. Den menneskelige påvirkning af klimaet er så massiv, at vi har brug for nye begreber for at forstå den nye tilstand.

Menneskets tidsalder

I år 2000 introducerede nobelprismodtageren Paul Crutzen derfor begrebet om en ny geologisk tidsalder kaldet Antropocen. Den periode astrækker sig fra den spæde industrielle revolutionen sent i 1700-tallet og frem til i dag.

Påstanden er, at menneskets aktiviteter op gennem industrialisering og udviklingen af den fossile økonomi de seneste 200 år, har påvirket Jordens klima gennem global opvarmning i så høj grad, at Jordens økosystemer er ændret radikalt. Videnskaben har givet os den skræmmende indsigt, at vi er en væsentlig del af årsagen.

Det indvarsler en tidsalder, hvor summen af menneskelig aktivitet nu er en skabende naturkraft på linje med de største geologiske kræfter. Mennesket er nu selv en naturkraft. Fra betragter af naturen til skabende natur.

Konfronteret med den erkendelse, at mennesket er natur, står det mere klart for os end nogensinde, påpeger den britiske sociolog Anthony Giddens, at klimaforandringerne adskiller sig fra noget andet fænomen, vi har beskæftiget os politisk med. Det er i sin natur et globalt problem. Det er abstrakt og rummer et fremtidigt risikoscenario, som vi kun kan bruge videnskaben til at forstå, som han siger, og som det derfor er »ekstremt vanskeligt for politikerne at mobilisere folk i forhold til«.

I Arktis bliver det abstrakte imidlertid konkret. Klimaforandringerne har fundamentalt ændret vores billede af Arktis. De billeder, der cirkulerer af smeltende gletsjere og isbjørne hjælpeløst fanget på drivende isflager, giver et ubehagelig deja-vu til 1980’ernes endeløse billeder af syreregn og hvaldød, der trak et dybt spor i de fleste menneskers bevidsthed.

Geopolitisk epicenter

Klimaforandringerne og den hastige afsmeltning af iskappen har mere end nogensinde gjort Arktis til scenen for et geopolitisk magtspil med sikkerhedspolitiske under- og overtoner.

En ting var det forfængelige kapløb om at være de første på Nordpolen. Noget andet opdagelsen af givtige handelsruter og kortlægningen af nyt land. Et af de vigtigste stridspunkter er Nordvestpassagen, søvejen der forbinder Atlanterhavet og Stillehavet nord om Canada og Alaska.

Med mulighederne for at tilgå ressourcer og handelsruter følger de territoriale kampe. De sikkerhedspolitiske implikationer i en verden, hvor ressourceknaphed er en realitet, er til at tage at føle på. I en sådan grad, at NATO’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, har følt sig kaldet til at indskærpe, at medlemsstaternes regionale interesser i Arktis vil blive forsvaret af NATO, hvis der opstår en konflikt. Adgang til naturressourcer og fragtruter er mere end nogensinde storpolitik.

’Naturen, det billige skidt!’

Arktis har altid virket dragende og billedskabende. Udstillingen på Louisiana viser gennem reproduktioner af klassiske værker og eksempler på tidligere tiders samtidskunst, kunstnernes arbejde med at give myten form. Skruer vi tiden tilbage til tiden før den moderne epoke satte sig igennem, dukker Arktis op alle vegne.

Den sværmeriske romantiske kunstner, tyskeren Caspar David Friedrich malede det berømte billede, Ishavet (Håbets Forlis) i 1820. Det fortæller historien om en grænseløs civilisation, der i sin benægtelse af egne begrænsninger bukker under for naturens rasen. Friedrichs havde som så mange af sine samtidige ikke selv været i Arktis. Det afholdt ham imidlertid ikke fra at give form til de undergangsmyter, der knyttede sig til forestillingen om Nordpolens fjendske natur.

De satte billeder på den mytologiske grundfortælling om mennesket mod naturen. Arktis blev til modbilledet på civilisationen og på samme tid den mest dragende destination for vovehalse og videnskabsfolk.

Kunstnerne fandt i Arktis det tema, som mere end noget andet blev et ledemotiv for kunsten i den romantiske periode. Romantikkens sværmeriske forhold til det andet. Det moderne, rationelle mennesker var ved at finde sin plads i verden. Her spillede naturen en afgørende rolle som tematisering af grænserne for vores erkendelse. Filosoffen Immanuel Kant giver i et af sine mest centrale værker, Kritik af Dømmekraften fra 1790, en karakteristik af det sublime, der har fået lov til at blive stående.

Den naturoplevelse, Arktis udtrykker, er en grundlæggende og grænseoverskridende verdenserfaring. Den er sublim. Det er i første omgang angstprovokerende, men samtidig en fryd, for det peger på det, der er særlig menneskeligt, og erkendelsen af en højere orden. For Kant var det sublime, overskridelsen af det, vi sansemæssigt kan rumme, et moralsk tema. Han tog dermed forskud på det næste århundredes modernismekritik.

Arktis som vidnesbyrd

Arktis på Louisiana er med sine mange forskellige perspektiver og medier en såkaldt cross over-udstilling. Det plejer som regel at betyde, at den ikke ved, hvilket ben den skal stå på, og derfor ender med at placere sig mellem to stole. Det lykkes alligevel udstillingen at indfange den kompleksitet, dramatik og de mange stemmer og holdninger, der samler sig om det arktiske tema i dag.

Kulturhistoriske objekter bliver til kunst, og kunsten bliver til kulturhistoriske vidnesbyrd i udstillingen, der ikke gør noget stort nummer ud af at skelne. De hænger side om side, væver sig ind og ud af hinanden og danner sammen et billede af Arktis, som rummer myriader af store og små fortællinger om tragiske skæbner, magtkampe og utopier, der udfoldes frit.

Udstillingen formår at kommentere og opsummere de centrale forestillinger og civilisatoriske motiver, der findes om det forjættede Nord i debatten i dag. Den er et væsentligt bidrag til at placere os i den nye virkelighed som Arktis bærer vidnesbyrd om.

Udstillingen er muligvis det nærmeste, Louisiana kommer et bidrag til en højaktuel politisk diskussion – uden at blive politisk, forstås.

 

’Arktis’ på Louisiana i Humlebæk til den 2. februar 2014

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er manglende forståelse for altings enhed. Det er Francis Bacon fremfor Leonardo da Vinci. Det er ideen om, at vi kan tøjle naturen. Vi kan måske inddæmme den, men tøjle den kan vi ikke. Vi bliver stadigvæk forkølede.

Andreas Trägårdh, Allan Hansen, Henrik Nielsen og Tina Skivild anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Fantastisk billede!

Ole Hansen, Claus Oreskov og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Billedet til artiklen er flot og storslået i sig selv.

Den oplagte symbolske fortolkning af billedet er menneskets lidenhed i den omgivne natur (arktis) og heroverfor menneskets teknologiske opfindelse (isbryderen) i forsøg på at dominere over naturen.
Men billedet viser tydeligvis også, at teknologien er et tveægget sværd, der nok hjælper mennesket, men ødelægger samtidig naturen (isen) og er lige i hælene på også at destruere mennesket selv.

Allan Hansen, Niels-Holger Nielsen og Ruth Gjesing anbefalede denne kommentar

Spøjst.
Som vi som menneske ikke er natur. At vi er "hævet over" naturen og vores adfærd ikke er naturlig hvad enten den d.eks. er destruktiv for omgivelserne eller ej.
Al menneskets dumhed, klogskab. Alle handlinger er ganske naturlige og i pagt med naturen.
Der er ikke noget Guddommeligt ved mennesker.

Iøvrigt en elendig udstilling i indkøbscentret Louisiana.

Det er sgu længe siden at mennesket har været en betragter af naturen! Vi har formet jordkloden i mindst 10 -12.000 år, måske endda betydeligt længere og i forhold til det samlede antal af individer har tidligere civilisationer været endnu mere effektive i terra-forming end vi er nu, selv om de skulle gøre det med håndkraft.

de-forming for det meste.

Michael Kongstad Nielsen

Der er altså ikke masseturisme i Arktis. Det er stadigvæk hamrende dyrt, besværligt og forbundet med risiko for vejrmæssige forstyrrelser, så rejsen må brækkes over, og en uge tilbringes på et gudsforladt sted. Og jeg tror ikke på, at man kan hoppe på en atomisbryder og sejle til Nordpolen.
http://www.greenland.com/da/
Færre overnatninger i 2012:
http://www.stat.gl/dialog/topmain.asp?lang=da&subj=Turisme&sc=TU

Pingviner i pyjamas.

The show most go on, og som sådan lige meget om man er en journalist der skal sælge aviser, eller en politiker der skal promote et skræk scenarie og sælge clima carbon tax 'tryghed'.

Så jeg vil også nøjes med bare at smile og sige, det er et ret flot biled.

Karsten Kølliker

Vores attitude overfor nedsmeltningen af Arktis minder mig om kejser Nero der spiller lyre mens Rom står i flammer.

Se dog hvad det er for en fatalisme, der hersker. Der synes at være fuldkommen konsensus om, at menneskets grådighed ikke kan tæmmes, og derfor findes der ingen måder vi kan standse plyndringen og degradationen af kloden.

Men det er måske ikke så kompliceret. Det starter med, at det enkelte menneske overkommer grådigheden i sit eget liv. Har det enkelte menneske først fået fornemmelse for, hvordan han eller hun selv kan bestemme, hvilke følelser og drivkræfter der styrer hans eller hendes liv, så vil det naturligt søge mod et højere og mere givende følelsesregister. Og så vil det enkelte menneske også nemt identificere grådigheden, som den trives i det omgivende samfund, og kalde den ved dens rette navn.

Carl Johan Sennels, Andreas Trägårdh og Filo Butcher anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

At last, the Supreme Maker decreed that this creature, to whom He could give nothing wholly his own, should have a share in the particular endowment of every other creature. Taking man, therefore, this creature of indeterminate image, He set him in the middle of the world and thus spoke to him:

``We have given you, O Adam, no visage proper to yourself, nor endowment properly your own, in order that whatever place, whatever form, whatever gifts you may, with premeditation, select, these same you may have and possess through your own judgement and decision. The nature of all other creatures is defined and restricted within laws which We have laid down; you, by contrast, impeded by no such restrictions, may, by your own free will, to whose custody We have assigned you, trace for yourself the lineaments of your own nature. I have placed you at the very center of the world, so that from that vantage point you may with greater ease glance round about you on all that the world contains. We have made you a creature neither of heaven nor of earth, neither mortal nor immortal, in order that you may, as the free and proud shaper of your own being, fashion yourself in the form you may prefer. It will be in your power to descend to the lower, brutish forms of life; you will be able, through your own decision, to rise again to the superior orders whose life is divine.''

Giovanni Pico della Mirandola 1486

Andreas Trägårdh

Et lille gruppe forskere blev afbrudt midt i deres feltarbejde et sted ude i grønland. Det var et fly der lagde an til landing. Det viste sig, forlød det, at være et jetset fra NY, der var landet midt i feltet på fjeldet.

Her slog de lejer for en dag. om selvskabet gik på jagt eller spillede golf erindrer jeg ikke, men alt imens byggede tjenestefolket sit herskab et køkken, lavede mad og dækkede bord. Middagen skulle være festligt. Så man plukkede alle de blomster man kunne finde og kom dem i vaser på det anrettede bord, så man rigtig kunne fejre sin fortræffelighed med maner.

Efter en dags tid var de væk igen, formentlig på vej til endnu en fest et andet sted. Tilbage var kun deres spor og affald, og alle de udtørrede blomster der nu blæste omkring i fjeldet. En af forskerne konstaterede tørt at var heldet med dem ville det tage mindst 20.000 år før at floraen og derfor det øvrige liv på egnen igen er oprettet.

Andreas Trägårdh

Mennesket er kun en naturkraft når dets velbefindende er at sikre alle andres trivsel og velbefindende.

Søren Kristensen

Jeg har sikkert fortalt den før. Men da jeg kom til Grønland i 1996 og en af de første dage vovede mig en tur ud i fjeldet, følte jeg mig som en rigtig opdagelsesrejsende lige indtil jeg først fandt en (kun én) højhælet rød damesko og lidt senere et rustent køleskab, som næsten kun kan være tabt fra en helikopter i lav højde. Så var tonen ligesom slået an. Da jeg kom tilbage til byen opdagede jeg der også var musikbutik med alle de nyeste videoer (som det jo var dengang) og alt til musikbranchen hørende: el-guitarer, el-orgler osv. Så småt begyndte jeg allerede dér at glæde mig til at komme tilbage til det forholdsvis provinsielle Christianshavn.

Klaus Brusgaard

At sammenligne mennesket med naturkræfter eksemplificere den megalomani der er typisk for vi menneskers syn på os selv.
Når vi om tilsyneladende ikke så længe har ødelagt vor egne eksistensmuligheder på denne klode vil intet i det ganske univers registrere ændringen. Jorden og livet her vil, formodentligt efter en kort restituion, blot fortsætte om solen styret af de egentlige naturkræfter.

Michael Kongstad Nielsen

Der er noget her, der minder om begrebet "antropocentrisme" (pas på, det er svært at sige), altså tanken om, at mennesket er i centrum, og overordnet alt andet i verden. Hvilket jo er dybt tåbeligt.
Oversættelse fra engelsk wiki:
"Antropocentrisme (fra græsk: ἄνθρωπος, anthropos "menneske", og κέντρον, kentron, "center") er den holdning, at mennesket er den centrale eller mest betydningsfulde art på planeten (i den forstand, at det anses for at have en moralske status forskellig fra andre dyr), eller vurdering af virkeligheden gennem et udelukkende menneskelige perspektiv. Antropocentrismen anses for at være dybt indlejret i mange moderne humane kulturer og bevidste handlinger. Det er et stort koncept inden for miljøetik og miljømæssig filosofi , hvor det ofte anses for at være den egentlige årsag til problemer, skabt af menneskets samspil med miljøet....".

En ting er sikkert...

Udviklingen vil gøre os klogere på naturen.

@Michael Kongstad Nielsen. Det med atomisbryderen er sandt nok, jeg har ofte set annoncering for turen i Murmansk.

Ole Hansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Arktis er virkelig på i disse tider – det glæder selvfølgelig en gammel antropolog som hele sit voksne liv har beskæftiget sig med de arktiske folkeslag. På Helsingør Kulturværft og Bibliotek har vi en tema weekend, om Arktis den 19 & 20 oktober. Programmet kan ses her:
http://www.krh.dk/nyheder.html

Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Arktis er ikke naturens sidste bastion. - Hvad med universet? Hvad med døden, bette venner?