Læsetid 3 min.

Misantropen

Der er intet eksistentielt opbyggeligt i Lone Aburas’ nye roman. Alt hvad man kan tro på bliver fejet af banen i hendes præcise prosa. Og det er gjort ondskabsfuldt og fremragende
Enhver form for idealisme er enten fraværende eller forløjet I Lone Aburas’ ’Politisk roman’.

Enhver form for idealisme er enten fraværende eller forløjet I Lone Aburas’ ’Politisk roman’.

Sigrid Nygaard
6. september 2013

Er der noget, som Lone Aburas absolut ikke er i sin nye Politisk roman, så er det behagelig og hyggelig. Faktisk er alt ubehageligt i denne roman. Ingen grund til at tro på de menneskelige relationer her; personerne foragter og hader hinanden på kryds og tværs og ingen har lyst til eller formår at bryde ud af den osteklokke af mistrøstighed, som kendetegner deres liv. Enhver form for idealisme er enten fraværende eller forløjet. Sædkvaliteten er i bund, og selv den ægteskabelige sex er deprimerende, og den udenomsægteskabelige om muligt endnu mere trøstesløs og kvalm.

Aburas beskriver i kras satire vores velhavende samfund ved sit civilisatoriske endepunkt. Romanen er ikke skrevet fra nogen social udsat underklasse eller tøjlesløst udskejende overklasse, men derimod fra samfundets helt almindelige midte. Denne middelklasse lider ikke umiddelbart økonomisk, i menneskelig forstand er alt derimod gået galt. Den er ikke som sådan druknet i velfærd, den er bare holdt op med at have nogen værdier, som den virkelig tror på. Den har afviklet sig selv.

Den vision skriver Aburas helt ud i sin tredje roman, der markerer et modigt skifte i forfatterskabet fra den rene legende satire i romanerne Føtexøen og Den svære toer til en fuldtonet misantropisk farce. Væk er alle svinkeærinderne, grebene og forbeholdene fra de to første romaner. Hun er nu på den anden side af disse i øvrigt vellykkede sædeskildringer, og her viser sig en kulsort sjæl. Det vil sige, ikke nødvendigvis forfatteren Lone Aburas selv, men hendes hovedperson, Rebecca, bærer det perspektiv som romanens dominerende.

Rebecca underviser i geografi på VUC, er fraskilt og mor til sønnen Oskar. Hun er flyttet sammen med tandlægen Robert, ligeledes fraskilt og med to døtre. Lystløst. Vi er inde i et trist ægteskab, et ægtepar med sammenførte børn. De voksne elsker ikke hinanden længere, de er bare sammen. Og børnene hader hinanden.

Kulsort verdenssyn

Hun skriver godt, Aburas. Hvis romanen er kulsort i sit verdenssyn, er den i stilen til gengæld lige til og let. Sætning for sætning bygger hun helt uden manerer sin socialrealistiske farce op, og knastørt piller hun alt det forløjede, vi går og siger og gemmer os bag, fra hinanden og udstiller det ubarmhjertigt.

Aburas er mesterlig, når hun skriver sine forfærdelige sætninger. Som når Rebecca beskriver sit møde med Robert: »Jeg kunne have valgt at leve alene. I stedet mødte jeg Robert. Det var under en rodbehandling.«

Eller kort efter: »Hverken Robert eller jeg orker endnu en gang at skulle finde nye partnere. Hver især bidrager vi til den daglige rutine med utilstrækkelige egenskaber«.

Sætningerne er typiske for denne roman, typiske for det overraskende sammenstød af to udsagn, der skaber en overraskende effekt og konklusion.

Det politiske

Romanens politiske tema kommer af, at den godmodige Robert går rundt med en badge, hvor der står ’Jeg skjuler en flygtning’. For en gangs skyld vil Robert lade handling følge ord og laver en aftale om at huse den illegale Amir. Til Rebeccas store fortrydelse. Det hele er komisk og absurd, men håbet om at gøre en forskel og ændre de fastlåste mønstre sætter for en stund gang i tingene. Men kun for en stund. Også Roberts ven, Mark, der mere har fortidens revolutionære slogans i munden end i nutidig gerning, oplever med Roberts handling en kort opblomstring, inden også han tragisk visner hen igen.

På den måde får Aburas tegnet et portræt af en generation af velmenende, men håbløst naive venstreorienterede. Det gør ondt at læse, for forfatteren kender sine personer og talemåder og kan derfor ramme den perfekte balance mellem kliché og udstilling af dem.

Aburas’ roman er hård og uforsonlig; ikke mindst fordi personerne aldrig når hinanden. Det indtryk skyldes i høj grad også, at romanens synsvinkel er lagt hos den helt igennem usympatiske Rebecca. I sig selv en udfordring at gøre sin hovedperson til en led kælling og leve sig ind i en person, som hader andre mennesker, fordi hun dybest set hader sig selv. Overalt denne lede. I enkelte momenter bryder forfatteren så den udvejsløse trummerum. Som da hadets anatomi bliver blotlagt: Hvem hader hinanden? Oskar hader Robert, de to søstre hader hinanden og Rebecca hader Amir, fordi hun simpelthen har brug for en at hade.

Der bygges op til en dramatisk slutning, hvor katastrofen må indtræde for at renselsen kan finde sted, den nye begyndelse, håbet og troen på det gode. Hvad der sker, vil jeg ikke afsløre, kun at den er både helt overrumplende og konsekvent, absurd og logisk. Det er en afslutning, som man ikke lige bliver færdig med. Lone Aburas genopfinder med stort held sig selv som forfatter, og hun har skrevet en af de bedste danske romaner, jeg har læst i lang tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu