Læsetid: 1 min.

Moder Jord hilser

’Vertical Landscape’ af Allan Otte

’Vertical Landscape’ af Allan Otte

27. september 2013

En kvinde og en mand danser klassisk rock og rul på en mark mellem halmballerne. Men musikken er Lady Gagas hitsang »Pokerface«. West Coast er en sød lille film af Jette Ellgaard der minder os om at vi lever det samme liv, uanset hvor forskelligt det tager sig ud.

Emil Westman Hertz vitrine med titlen Det Nye Ansigt forestiller en lille etnografisk opstilling med naturromantiske småting og ikke mindst et skulptur af et hoved, som bierne i hans bistader har arbejdet videre med. Det handler om det samme som Ellgaards film: om et fælles naturligt udgangspunkt.

Allan Ottes runde maleri Vertical Landscape – verdens navle er lidt mere spidst. Det forestiller Danmark fra oven, med en totalt gennemdyrket natur. Alt er landbrug, og landbrug er alt. Der er ikke plads til et andet syn på Moder Jord. Rob Carters Sweetness and Light består af 35 billeder af caribiske sukkermøller og en model af Øregård Park, som Gentofte Hovedbibliotek, hvor Traneudstillingen hører til, ligger op ad. Og det er ikke tilfældigt. Ham, der købte slottet og parken for 200 år siden, havde tjent sine penge på sukkermøller på St. Croix. Og på modellen af parken har Carter plantet sukkerrør, der allerede har vokset sig større end modellen af slottet. New Garden City er et ambitiøst projekt om lokalhistorie, samtidskunst, fødevareproduktion og innovation, som heldigvis har andre ben at spadsere på end kunstudstillingen. For ellers havde det godt nok set sort ud.

Værkerne handler på en eller anden måde om de nævnte emner, men derfra og til at koble dem sammen til et meningsfuldt hele, det gør de slet ikke. Tværtimod fremstår værkerne unødvendigt flade, fordi de har fået presset stive rammer ned over sig. Kunst kan meget, men gode pædagoger og forskere har den aldrig været.

 

Bedømmelse: 3/6

’New Garden City’ på Traneudstillingen, Gentofte Hovedbibliotek, Ahlmanns Allé 6 i Hellerup til den 5. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu